21. okt. 2026

Træfældning på kirkegården: Overvej, om det kan vente

Roskilde Stift anbefaler stor tilbageholdenhed med at fælde træer, mens det bliver afgjort, hvilke kirkegårde der skal kategoriseres som umistelige. Der er dog ikke tale om et generelt fældningsforbud.

Billede til nyheden Træfældning på kirkegården: Overvej, om det kan vente
Nogle gange kan det være nødvendigt at fælde et træ, hvis der er sygdom i træet eller fare for menneskers liv. Foto: Shutterstock

Overvejer I at fælde ældre eller markante træer på kirkegården, er det en god idé at undersøge, om beslutningen kan vente. Arbejdet med at udpege de umistelige kirkegårde er endnu ikke afsluttet, og en fældning kan ændre kirkegårdens karakter på en måde, der ikke kan gøres om.

Anbefalingen gælder især træer, som har betydning for kirkegårdens historie, landskab eller samlede udtryk.

Ikke et generelt forbud mod fældning

Menighedsrådet kan som udgangspunkt selv beslutte at fjerne træer på kirkegårde, der ikke er kategoriseret som umistelige. Når en kirkegård er kategoriseret som umistelig, skal stiftsøvrigheden godkende forslag om fældning.

Selv om kategoriseringen stadig er i gang, kan fældning være nødvendig af hensyn til sikkerhed, sygdom eller træets tilstand.

Er I i tvivl om en planlagt fældning, kan menighedsrådet kontakte jeres stift og få vejledning, inden arbejdet går i gang.

Relaterede nyheder