23. apr. 2026

Hurtigere beslutninger på kirkegården – se de nye godkendelseskrav

Med den nye menighedsrådslov er godkendelseskravene på kirkegårde blevet lempet. Det kan få betydning for din hverdag – både positivt og med nye opmærksomhedspunkter.

Faglig
Billede til nyheden Hurtigere beslutninger på kirkegården – se de nye godkendelseskrav
De nye regler skal gøre det nemmere og mere effektivt at tage beslutninger i hverdagen på kirkegården. Foto: Carsten V. Pedersen/Shutterstock

Fra 1. januar 2026 er kravet om myndighedsgodkendelse ved ændringer på kirkegårde i mange tilfælde fjernet. Formålet er at gøre arbejdet i folkekirken mere smidigt og give menighedsrådene større frihed i den daglige drift.

For dig som graver eller kirkegårdsleder kan det betyde hurtigere beslutningsprocesser og færre administrative barrierer i arbejdet med drift og udvikling af kirkegården.

Umistelige kirkegårde

Selvom reglerne bliver lempet, gælder det ikke alle kirkegårde. I perioden 2026 til midten af 2027 bliver alle kirkegårde gennemgået af konsulenter fra Nationalmuseet.

Formålet er at vurdere, om nogle kirkegårde skal have status som “umistelige”. Det gælder især ældre kirkegårde med historisk betydning.

Hvis en kirkegård får denne status, vil der fortsat være krav om godkendelse, før der kan laves ændringer – præcis som hidtil.

Formand for FAKK John Lykkedal er godt tilfreds med ændringerne:
”Det her er et skridt i den rigtige retning. Mindre bureaukrati giver bedre muligheder for at bruge vores faglighed i hverdagen og skabe gode løsninger lokalt på kirkegårdene. Har man for eksempel et sygt træ, der truer med at vælte ned over både gæster og kirke, så kan de fleste kirkegårde nu hurtigere få det fældet uden at skulle vente på svar fra provstiet.”

Læs mere om de nye godkendelseskrav her

Relaterede nyheder