18. nov. 2023

Sådan er reglerne for faste og løse fridage i julen

Det kan være, at du og din arbejdsgiver er uenige om reglerne for de faste og løse fridage i julen. Du får reglerne her.

Billede til nyheden Sådan er reglerne for faste og løse fridage i julen

I år falder juleaften og nytårsaften på en søndag, og 1. juledag falder dermed på en mandag. Da 1. juledag er en populær julegudstjenestedag, og mandag er en dag, hvor mange gravere har en fast fridag, så kan det være, at du skal bede om at få flyttet din fridag.

Men hvordan er det nu, reglerne er for faste og løse fridage? Det opridser vi her.

Grundlæggende er reglen for den faste fridag således: 

  • Hvis din faste fridag falder på juleaften, så flyttes den til en anden dag i samme uge. Husk, at der er en måneds varsel, så du skulle gerne have aftalt det på nuværende tidspunkt. 
  • Hvis du og din arbejdsgiver er enige, kan den faste fridag flyttes til en anden uge. Også her er der en måneds varsel.
  • Du kan ikke blive pålagt rådighedstid eller snerydning på fridagen.

Grundlæggende er reglen for den løse fridag således: 

  • Den løse fridag og weekendfri ligger lige så fast, som den faste fridag, når I har aftalt det. Dermed kan den ikke flyttes, selvom der kommer noget i vejen, hvis der er under en måned til fridagen. 
  • Disse fridage skal planlægges og varsles med mindst 1 måneds frist. 
  • Du kan ikke blive pålagt rådighedstid eller snerydning på fridagen.

Du kan se aftalen om flytning af faste eller løse fridage her

Husk, at der er en måneds varsel, hvis din faste fridag skal rykkes.

Relaterede nyheder