21. jan. 2026

Ny vejledning om tillidsrepræsentanter på FIN

En opdateret vejledning om tillidsrepræsentantordningerne i folkekirken er nu tilgængelig på Folkekirkens IntraNet.

Faglig
Billede til nyheden Ny vejledning om tillidsrepræsentanter på FIN
På FIN finder du en lille pamflet om vejledningen for tillidsrepræsentantordningerne i folkekirken.

By-, Land- og Kirkeministeriet har på baggrund af et bredt ønske om at gøre tillidsrepræsentanternes rolle mere synlig udarbejdet en vejledning om tillidsrepræsentantordningerne for kirkefunktionærer i folkekirken.

Vejledningen, der er udarbejdet og udgivet af Folkekirkens samarbejdsudvalg (FSU) skal styrke forståelsen for tillidsrepræsentanternes opgaver og deres betydning på arbejdspladserne og er nu samlet og tilgængelig på Folkekirkens IntraNet (FIN).

Valg af tillidsrepræsentant

For gravere og visse kirkegårdsledere vælges der én provstitillidsrepræsentant inden for hvert provsti. Valget gælder for en periode på 2 år.

For at kunne vælges skal du som udgangspunkt have været ansat i din nuværende stilling i mindst ½ år. Tidligere ansættelser i folkekirken kan dog tælle med, hvis den forhandlingsberettigede organisation og stiftet eller provstiet er enige om det.

Tid og fravær i tillidsrepræsentantordningen

Ministeriet og de faglige organisationer anbefaler, at der lokalt indgås en aftale om, at tillidsrepræsentanten kan få fravær fra arbejdet uden løntræk for at varetage hvervet.

Anbefalingen er, at fraværet kan udgøre op til 3 ugers gennemsnitlig arbejdstid om året. Det svarer til 111 timer årligt ved fuldtidsansættelse og et forholdsmæssigt antal timer ved deltidsansættelse.

Hvis tillidsrepræsentanten har behov for mere tid, eller hvis det ikke er muligt at indgå en lokal aftale, kan arbejdet i stedet omlægges, eller der kan ske tjenestebytning.

Provstier anbefales at dække omkostninger

Udgifter til nødvendig transport i forbindelse med hvervet som tillidsrepræsentant dækkes af den lokale kirkekasse i det sogn, hvor tillidsrepræsentanten er ansat, og godtgøres efter reglerne for tjenesterejser.

Det samme gælder udgifter forbundet med aftalt fravær uden løntræk. Ministeriet peger dog på, at disse udgifter kan være svære for det enkelte menighedsråd at rumme alene. Derfor opfordres provstierne til at dække omkostningerne, for eksempel ved at afsætte en prioriteret post i budgettet målrettet tillidsrepræsentantordningen.

Anbefalingen bygger på, at tillidsrepræsentantens arbejde ofte dækker et større geografisk område, og at flere menighedsråd dermed får gavn af ordningen.

Brug vejledningen

FAKK anbefaler, at du orienterer dig i vejledningen på FIN, hvis du overvejer at stille op som tillidsrepræsentant, eller hvis du vil vide mere om, hvordan tillidsrepræsentantordningen fungerer på din arbejdsplads.

Find vejledning og cirkulærer her

Hvad laver en tillidsrepræsentant?

En tillidsrepræsentant fungerer som bindeled mellem medarbejdere og arbejdsgiver (menighedsrådet) og er med til at styrke dialogen og samarbejdet på arbejdspladsen.

Tillidsrepræsentanten varetager medarbejdernes interesser og kan være med til at tage spørgsmål om arbejdsvilkår, trivsel og samarbejde op i dialog med menighedsrådet.

Tillidsrepræsentantordninger giver medarbejdere i folkekirken mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant inden for deres faggruppe. Ordningerne er fastlagt i cirkulærer og gælder for forskellige personalegrupper, blandt andet gravere, kirketjenere, organister og kirkemusikere.

Formålet med ordningerne er at bidrage til gode og rolige arbejdsforhold gennem tidlig og konstruktiv dialog, så udfordringer kan drøftes og løses i fællesskab, før de vokser sig større.

Find din tillidsrepræsentant her

Relaterede nyheder