09. dec. 2023

Massiv regn giver nedsunkne grave – men det er ikke nyt

I efterårsmånederne har der været store regnskyl, som har fået grave til at synke sammen på flere kirkegårde. Det er dog ikke noget nyt fænomen

Faglig
Billede til nyheden Massiv regn giver nedsunkne grave – men det er ikke nyt
Naturen går sin gang på kirkegården, og det er graverens job at sikre, at alt er i orden.

I midten af november var der kraftige regnskyl, som fik flere grave på blandt andet Hjortekær Kirkegård til at synke sammen. Og Tranebjerg Kirkegård på Samsø stod under vand. Faktisk var den 16. november 2023 den mest regnfulde novemberdag nogensinde.

Men nedsunkne grave er ikke et usædvanligt fænomen på kirkegårdene. Det er sket løbende gennem tiden, at grave er sunket sammen, når der har været store vandmængder.

”Vi ser ofte ved tøbrud eller ved gentagne regnskyl, at gravene giver efter. Det er helt naturligt. Kister går jo i opløsning med tiden, og derved opstår der et hulrum, som før eller siden synker sammen. Så er der ikke andet for end at skynde sig at fylde jord på igen,” siger Bjarne Rødkjær, formand for FAKK.

”Det er vigtigt at huske, at vi har tilsynet med kirkegården, også selvom det er vintertid. Og menighedsrådene skal være opmærksomme på, at det kræver ekstra arbejdskraft at dække de mange nedsunkne grave. Men det er vigtigt, at vi forsøger at undgå, at pårørende og andre kirkegårdsgæster bliver mødt af en åben grav. Og vi skal selvfølgelig også passe på os selv,” siger Bjarne Rødkjær.

På kirkegårde, hvor der er lavet omlægninger, kan man risikere, at der under stier og græsarealer findes gamle, nedlagte gravsteder. Det kan godt blive farligt, hvis en sti kollapser, men formanden har dog til dato ikke hørt om nogen, der er kommet rigtig galt afsted – men risikoen er der.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kan 2023 ende med at blive et rekordvådt år. Særligt efterårsmånederne har været meget regnfulde.

Relaterede nyheder