Vedtægter for Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte
Her kan du se FAKK’s vedtægter
§ 1 Navn og hjemsted
Forbundets navn er Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte (FAKK) der indgår som en selvstændig landssammenslutning i Serviceforbundet, og har hjemsted i Vejle kommune.
§ 2 Formål
Forbundets formål er:
- at kunne samle alle kirke- og kirkegårdsansatte i et forbund for herigennem at arbejde for de bedst mulige løn- og ansættelsesvilkår for medlemmerne samt at støtte medlemmerne i alle sådanne forhold
- at udøve den forhandlingsret over for alle kirkelige myndigheder og over for alle sine medlemsgrupper, som forbundet har ved sit medlemskab af Offentligt Ansattes Organisationer, som forbundet skal være tilsluttet
- at arbejde for at hæve medlemmernes kvalifikationsniveau ved kurser og efteruddannelse m.v. og at udgive et medlemsblad, der alternativt kan udgives i form af et elektronisk nyhedsbrev.
- Forbundets formål er ligeledes at organisere privatansatte bedemænd og bedemandsassistenter, og arbejde for de bedst mulige løn- og ansættelsesvilkår for medlemmerne samt at støtte medlemmerne i alle sådanne forhold, og at udøve den forhandlingsret som forbundet vil opnå.
§ 3 Forbundets opbygning
Forbundet består af et antal afdelinger, der er anført i bilag 1 til denne vedtægt.
Afdelinger kan optages som landsdækkende foreninger, hvis medlemmer er ansat i folkekirken, er omfattet af tjenestemændenes hovedaftale, organisationsaftale og protokollat og er grænsedraget til Offentligt Ansattes Organisationer.
Forbundet består ligeledes af en afdeling for privatansatte bedemænd og bedemandsassistenter.
§ 4 Medlemskab
Som medlem kan optages enhver, som er ansat i en stilling ved en kirke eller kirkegård.
Optagelse sker i vedkommende afdeling, der fremsender optagelsesbegæringen til forbundet.
Såfremt der er tvivl om den pågældendes ret til optagelse, kan afdelingsbestyrelsen udskyde optagelsen, indtil endelig afgørelse kan træffes af hovedbestyrelsen.
Eventuelt afslag på optagelsen kan begæres forelagt næstfølgende ordinære delegeretmøde til endelig afgørelse.
Medlemskabet har virkning fra den dato, da indmeldelsen blev modtaget, og medlemmet er fra dette tidspunkt omfattet af de rettigheder og pligter, der følger af forbundets og afdelingens vedtægter, på betingelse af, at forbundet har modtaget indbetaling af mindst 1 måneds kontingent.
Som medlem accepterer man den nødvendige behandling af data og personoplysninger for varetagelse af sine interesser. Forbundet af kirke og kirkegårdsansatte forbeholder sig ret til, at udveksle medlemsoplysninger med lokalafdelingerne af forbundet.
Ligeledes kan privatansatte bedemænd optages som medlemmer.
§ 5 Arbejdsløshedskasse
Medlemmerne er optagelsesberettigede i Min A-Kasse.
§ 6 Senior medlemskab
Pensionerede medlemmer kan fortsætte som senior medlemmer af forbundet. De har ret til uden stemmeret at overvære afdelingernes generalforsamlinger og forbundets ordinære delegeretmøder.
Kontingentet for seniormedlemmer fastsættes af Serviceforbundet.
Senior medlemskab kan bringes til ophør efter samme regler som aktivt medlemskab - se § 8.
§ 7 Æresmedlemmer
Et medlem, som har gjort en ganske særlig fortjenstfuld indsats for forbundet, kan hædres ved udnævnelse til æresmedlem.
Udnævnelsen besluttes af hovedbestyrelsen efter indstilling fra en eller flere afdelingsbestyrelser eller på hovedbestyrelsens eget initiativ.
Udnævnelsen bekendtgøres på førstkommende delegeretmøde.
Æresmedlemmer udleveres et af hovedbestyrelsen underskrevet diplom.
Æresmedlemmer er kontingentfri. Forbundets hovedkasse betaler eventuelle kontingenter til Serviceforbundet.
Undtagelsesvis kan andre end medlemmer af forbundet udnævnes til æresmedlem som udtryk for forbundets anerkendelse og taknemmelighed.
Afdelingerne kan som hidtil udnævne æresmedlemmer af vedkommende afdeling.
§ 8 Ophør af medlemskab og ophør af tillidshverv
- Medlemskabet ophører:
ved overflytning til anden faglig organisation ved udgangen af en måned. - ved udmeldelse, der skal ske skriftligt med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.
- ved sletning på grund af restance, og ved udelukkelse, der f.eks. kan være begrundet i grov krænkelse af medlemsforpligtelserne eller ved modarbejdelse af forbundets formål.
Udelukkelse kan besluttes af vedkommende afdelingsbestyrelse, der samtidig fastsætter, fra hvilket tidspunkt udelukkelsen skal have virkning.
Anke over udelukkelse kan indbringes for afdelingens generalforsamling samt efterfølgende for hovedbestyrelsen og evt. det næstfølgende ordinære delegeretmøde.
Ophør af tillidshverv
- Ved ophør af medlemskab eller ved overgang til passivt medlemskab udtræder den pågældende straks af eventuelle tillidshverv i forbundet.
§ 9 Kompetente organer, beslutninger
Forbundets kompetente organer er delegeretmødet, hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.
De kompetente organer træffer afgørelse ved almindelig stemmeflerhed, medmindre andet er bestemt i denne vedtægt.
§ 10 Delegeretmødet
Delegeretmødet er forbundets højeste myndighed, og kun delegeretmødet kan ændre denne vedtægt.
§ 11 Sammensætning m.v.
Delegeretmødet består af formand og næstformand og et antal delegerede, der vælges af afdelingerne.
Afdelingerne kan vælge én delegeret for hver påbegyndte 30 medlemmer. Dog kan ingen afdeling have mindre end 2 delegerede. Der kan være max. 5 delegerede fra en afdeling.
De delegerede samt et tilsvarende antal suppleanter vælges på afdelingernes ordinære generalforsamlinger for to år ad gangen eller efter afdelingernes vedtægter.
Ethvert medlem har ret til at overvære delegeretmøderne.
§ 12 Almindelige bestemmelser om delegeretmøder
Delegeretmødet er beslutningsdygtigt, når det er indvarslet efter de i denne vedtægt fastsatte regler.
De delegerede har hver én stemme. Der skal foretages skriftlig afstemning, når mindst 15 stemmeberettigede begærer det.
På et delegeretmøde kan kun afgøres de forslag og emner, som er nævnt i den til medlemmerne ved indvarslingen meddelte dagsorden.
Delegeretmødet vælger to dirigenter, der leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål om sagernes forhandling og stemmeafgivning.
Dirigenterne skal konstatere delegeretmødets lovlighed og beslutningsdygtighed.
Dirigenterne skal underskrive forhandlingsreferatet før dets udsendelse til de delegerede.
Forbundet betaler de delegeredes rejseudgifter med offentlige transportmidler i forbindelse med delegeretmøder. Såfremt man benytter egen automobil, er det efter de for statens tjenestemænd gældende regler. I sådanne tilfælde skal køresedlen attesteres af afdelingsformanden.
§ 13 Ordinært delegeretmøde
Ordinært delegeretmøde afholdes hvert andet år på de lige årstal i juni måned.
Ordinært delegeretmøde skal indkaldes med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i forbundets medlemsblad eller ved anden direkte meddelelse til alle medlemmer.
Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden, der fastsættes af hovedbestyrelsen, og den skal indeholde følgende punkter:
- Valg af to dirigenter
- Formandens beretning
- Regnskabsaflæggelse
- Indkomne forslag
- Valg i henhold til paragraf 14
- Eventuelt
Forslag, som et medlem ønsker behandlet på delegeretmødet, skal være vedkommende afdeling i hænde senest den 20. marts.
Sådanne forslag, samt forslag, der af afdelingerne ønskes behandlet på delegeretmødet, skal være formanden i hænde senest den 1. april.
Forslag, hvis gennemførelse har økonomiske konsekvenser for forbundet, skal indeholde et skøn over udgifterne.
De indkomne forslag skal med angivelse af hovedbestyrelsens indstilling være de delegerede i hænde senest 14 dage før det ordinære delegeretmøde.
§ 14 Valg
Formand og næstformand
Det ordinære delegeretmøde vælger formand og næstformand for en periode af to år ad gangen.
Hovedbestyrelse
Hovedbestyrelsen består af formand og næstformand, der vælges på det ordinære delegeretmøde, samt et medlem fra hver afdeling, der udpeges af afdelingen. Afdelingen kan udpege en suppleant
Kasserer
Det ordinære delegeretmøde vælger en kasserer for en periode af to år ad gangen.
Den valgte kasserer, har det daglige ansvar for forbundets økonomi, men kan kun foretage økonomiske dispositioner i samarbejde med forbundsformanden. Kassereren deltager i såvel hovedbestyrelsesmøder og forretningsudvalgsmøder. Der kan dog vælges en kasserer uden for hovedbestyrelsen, denne vil dog ikke have stemmeret hverken i hovedbestyrelse eller i forretningsudvalget.
Revisorer
Det ordinære delegeretmøde vælger to revisorer med en valgperiode på hver fire år, men forskudt således, at der er en revisor på valg hvert andet år.
Revisorsuppleanter
Der vælges to revisorsuppleanter på tilsvarende måde.
Delegerede til Serviceforbundets kongres
Hovedbestyrelsen vælger det antal delegerede der fra FAKK efter Serviceforbundets vedtægt §22 kan deltage i Serviceforbundets Kongres.
§ 15 Kontingent
Hovedbestyrelsen fastsætter kontingentet for medlemskab af forbundet. Serviceforbundet opkræver det samlede kontingent og fordeler herefter til forbundet og afdelinger.
§ 16 Ekstraordinære delegeretmøder
Afholdelse af ekstraordinært delegeretmøde kan besluttes af hovedbestyrelsen og skal afholdes, når mindst fem afdelinger fremsætter anmodning herom over for hovedbestyrelsen.
I sidstnævnte tilfælde skal delegeretmødet afholdes senest en måned efter anmodningens modtagelse, medmindre andet aftales med forslagsstillerne. Indkaldelse skal så vidt muligt ske med samme varsel som ved ordinære delegeretmøder.
Dagsordenen, der fastsættes af hovedbestyrelsen, skal indeholde oplysning om de emner, der skal behandles.
Eventuelle økonomiske konsekvenser for forbundet af de forslag, der skal behandles, skal være oplyst.
§ 17 Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen er i delegeretmødeperioden forbundets højeste myndighed, der skal udøves inden for denne vedtægts rammer og under ansvar for delegeretmødet.
Hovedbestyrelsen træffer, ved almindelig stemmeflerhed, beslutning om forbundets deltagelse i overenskomstmæssige konflikter.
Hovedbestyrelsen kan forud for overenskomstforhandlingerne give bemyndigelse til varsling af strejke til forbundsformanden i samarbejde med forretningsudvalget. Hovedbestyrelsen skal indkaldes, inden for en uge, for orientering om forløbet.
§ 18 Sammensætning og konstituering
Hovedbestyrelsen består af formand og næstformand samt de af afdelingerne udpegede, jfr. paragraf 14
Hovedbestyrelsen kan i forbindelse med optagelse af landsdækkende afdelinger træffe beslutning om udvidelse af antallet af hovedbestyrelsesmedlemmer.
Hovedbestyrelsen vælger blandt sine medlemmer et forretningsudvalg bestående af formand og næstformand samt 4 medlemmer af hovedbestyrelsen.
Den valgte kasserer deltager i såvel hovedbestyrelsens som forretningsudvalgets møder, såfremt kassereren er valgt uden for hovedbestyrelsen dog uden stemmeret.
§ 19 Afholdelse af hovedbestyrelsesmøder m.v.
Hovedbestyrelsen afholder møde, når formanden finder det nødvendigt, dog mindst én gang hvert halvår, og i øvrigt når mindst fem hovedbestyrelsesmedlemmer begærer det.
Hovedbestyrelsens møder ledes af formanden. I tilfælde af hans forfald ledes de af næstformanden. Står stemmerne lige ved en afstemning, er formandens stemme afgørende.
Referat af hovedbestyrelsesmøder udsendes til hovedbestyrelsens medlemmer.
Referatet forelægges til godkendelse på det næstfølgende hovedbestyrelsesmøde.
Forbundet afholder rejseudgifter vedrørende hovedbestyrelsesmøder.
§ 20 Sekretariat m.v.
Hovedbestyrelsen fastsætter antallet af medarbejdere.
Formanden/sekretariatslederen træffer afgørelse om ansættelse af medarbejdere. Hovedbestyrelsen skal godkende personalets løn- og ansættelsesforhold.
Hovedbestyrelsen kan i øvrigt antage fornøden juridisk og teknisk bistand.
§ 21 Forretningsudvalget
Forretningsudvalget holder møder når formanden finder det nødvendigt. Forretningsudvalgets møder ledes af formanden. Umiddelbart efter mødernes afholdelse udsendes referat til de øvrige medlemmer af hovedbestyrelsen.
Forretningsudvalget indstiller til hovedbestyrelsen i sager, som er af større rækkevidde, eller som er af principiel karakter. Forretningsudvalget kan desuden træffe afgørelser i konkrete sager, der er af mindre rækkevidde, og som ikke er af principiel karakter.
Forretningsudvalget kan supplere sig inden for hovedbestyrelsen.
Forretningsudvalgets medlemmer samt redaktøren modtager hver et vederlag til dækning af løbende udgifter. Vederlaget fastsættes af hovedbestyrelsen.
§ 22 Formanden
I tilfælde af formandens varige forfald indtræder næstformanden i formandens rettigheder og pligter, dog længst indtil ekstraordinært delegeretmøde kan afholdes.
Næstformanden
I tilfælde af næstformandens varige forfald vælger hovedbestyrelsen af sin midte ny næstformand indtil der afholdes delegeretmøde.
§ 23 Regnskaber og revision m.v.
Kassereren er ansvarlig for kontingenternes indbetaling og regnskabernes førelse samt afregning af løbende udgifter.
Regnskabet bogføres af sekretariatet.
Regnskabsåret er kalenderåret, og regnskabet skal af kassereren forelægges de valgte revisorer senest den 1. marts og hovedbestyrelsen senest den 1. maj.
Midler, som det ikke af hensyn til den daglige drift er nødvendigt at have kontant, skal indsættes i bank eller sparekasse på en konto i forbundets navn. Forbundet tegner en kautionsforsikring af passende størrelse til sikring af forbundets midler.
De valgte revisorer skal revidere regnskabet talmæssigt og kritisk, og de kan fremsætte bemærkninger til regnskabsopstilling og dispositionsbeføjelser og lignende.
Revisorerne skal forvisse sig om, at de opførte aktiver er til stede og anbragt på forsvarlig måde. Regnskabet skal forelægges mindst een registreret revisor, der antages af hovedbestyrelsen. Den antagne revisor har samme beføjelser som de valgte revisorer.
Det reviderede regnskab underskrives af revisorerne og kassereren.
Revisorerne kan når som helst foretage uanmeldt kasseeftersyn, herunder kontrollere bilag og konstatere beholdningernes tilstedeværelse.
§ 24 Fagblad
Forbundet udsender et fagblad til samtlige medlemmer. Alternativt et elektronisk nyhedsbrev
Hovedbestyrelsen vælger for to år ad gangen en redaktør samt af sin midte et redaktionsudvalg på tre medlemmer. Møder i redaktionsudvalget berammes af redaktøren. De bør placeres i tilknytning til møder i hovedbestyrelsen eller forretningsudvalget.
Redaktionsudvalget administrerer bladet inden for de rammer, som fastlægges af delegeretmødet og hovedbestyrelsen.
Forbundsformanden er ansvarlig i henhold til presseloven.
§ 25 Afdelingerne
Afdelingerne fastsætter hver især sine vedtægter. Vedtægterne må ikke stride mod forbundets og Serviceforbundets vedtægter, eller beslutninger, der er truffet af delegeretmødet.
Afdelingernes vedtægter indsendes til godkendelse i forretningsudvalget efter enhver ændring.
Afdelingernes kontingent fastsættes ved den årlige generalforsamling. Kontingentet opkræves af Serviceforbundet ved det enkelte medlem, sammen med forbundskontingentet.
Afdelingerne kan rejse ethvert forhold over forbundet med anmodning om, at det behandles i hovedbestyrelsen.
§ 26 Afdelingers udmeldelse
En afdeling kan kun udmelde sig af forbundet, såfremt forslag herom er vedtaget af mindst fire femtedele af afdelingens medlemmer på to afdelingsgeneralforsamlinger afholdt med mindst et halvt års mellemrum.
Udmeldelsen kan tidligst blive effektiv et år efter den endelige vedtagelse.
Den udmeldte afdeling har intet krav på forbundet eller dets midler.
§ 27 Ændring af vedtægten og opløsning af forbundet
Forslag om ændring af denne vedtægt kan fremsættes ved såvel ordinært som ekstraordinært delegeretmøde.
Til ændring af vedtægten kræves, at over halvdelen af de delegerede er mødt, og at ændringerne vedtages med mindst to tredjedeles majoritet blandt de fremmødte delegerede.
Ændringsforslaget kan, hvis det ikke vedtages som anført, forlanges behandlet ved et ekstraordinært delegeretmøde, såfremt mindst en tredjedel af de stemmeberettigede stemmer derfor.
Det ekstraordinære delegeretmøde skal afholdes senest en måned senere. Indvarsling m.v. sker efter reglerne i paragraf 16.
Ved det ekstraordinære delegeretmøde kræves to tredjedeles flertal blandt de fremmødte delegerede til vedtagelse af ændringen af vedtægten.
Opløsning
Ved forslag om opløsning af forbundet anvendes samme fremgangsmåde ved afstemninger som ved ændring af vedtægten.
Efterfølgende skal forslaget vedtages med et simpelt flertal blandt forbundets medlemmer der deltager ved en efterfølgende urafstemning.
Såfremt forbundet opløses, skal dets formue og ejendom tilfalde Serviceforbundet.
§ 28 Ikrafttræden
Denne vedtægt er vedtaget på delegeretmødet den 11. juni 2024.
Vedtægten træder i kraft ved vedtagelsen.
Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte
Bilag I. Afdelinger
- Fyn
- Bornholm
- Frederiksborg
- Hjørring
- Holbæk
- Horsens
- København
- Lolland-Falster
- Præstø
- Ribe
- Ringkøbing
- Sorø
- Sønderjylland
- Thisted
- Viborg
- Aalborg
- Aarhus