Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder
Positivt at få en snak med et medlem
- 20/11/22

Positivt at få en snak med et medlem.

I de forløbne måneder er nogle af FAKK’s medlemmer blevet ringet op som opfølgning på undersøgelsen af arbejdsmiljøet.
 
Jens Nissen fra Sønderjyllands afdeling havde 3, han skulle ringe til. Og det er gået fint, selv om han har haft svært ved at få fat i den sidste. Så det ender nok med et besøg i stedet for en telefonopringning.
 
- De medlemmer, jeg skulle ringe til, blev faktisk lidt overraskede, da jeg ringede. Men selvfølgelig ringer jeg, når de har bedt om det. Jeg har altid tid til en snak med et medlem, siger Jens Nissen.
 
- Vi fik en hyggelig snak om lidt af hvert. De negative oplevelser, som de havde haft, ligger et stykke tid tilbage, så det var ikke nødvendigt at gøre det til en faglig sag.
 
- Jeg møder mine kolleger blandt andet til generalforsamling, på udflugter og til grandækningskurser, og jeg siger altid, at de bare skal ringe, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med. Jeg har været graver i 30 år, og heldigvis har vi ikke haft de store problemer hernede.
 
Talte om mere generelle emner
Merete Lund Johansson fra Præstø afdeling har ringet til 3 medlemmer. Ingen af dem havde noget, som de direkte skulle hjælpes med, så det blev til nogle gode snakke om mere generelle ting.
 
- Det var en positiv oplevelse at tale med de 3 kolleger. Vi var omkring emner som, hvem bestemmer, hvem giver besked, hvem har kompetencerne osv. Og vi har også talt om kommunikationen og informationen, som ikke altid fungerer.
 
- Der er bestemt ting, som kan blive bedre ude på arbejdspladserne, men de helt store problemer var der ikke, og det er jo rart at vide, siger Merete Lund Johansson.
 
Positiv tilbagemelding, ældre sag og nuværende sag
Tina Juul, som arbejder i FAKK’s sekretariat, har talt med 5 medlemmer. Og der var både positive og negative tilbagemeldinger.
 
- Det ene medlem, jeg talte med, fortalte, at han er på en super god arbejdsplads, hvor samarbejdet er godt. Det er fint at få at vide, hvad der fungerer på en arbejdsplads, så sådan en melding er god at få, siger Tina Juul.
 
- Jeg har også talt med en, der oplever mange intriger, som blandt andet skyldes den organisatoriske opbygning med menighedsrådet som arbejdsgiver. Og det er en problematik, vi kan genkende.
 
- Desuden har jeg talt med en, som fortalte, at FAKK har hjulpet med at stoppe en konflikt i tide, så det ikke blev en sag, og det viser, at det er en god idé at tage fat i fagforeningen på et tidligt tidspunkt, hvor det måske endnu er muligt at løse problemerne i mindelighed. Endelig talte jeg med et medlem, som har en sag kørende, hvor FAKK allerede er inde over.

Nogle medlemmer havde bedt om en opringning fra FAKK

349 af FAKK’s 977 medlemmer deltog i en spørgeskemaundersøgelse om det psykiske arbejdsmiljø, som FAKK sendte ud efter sommerferien.
 
I undersøgelsen var der mulighed for at bede om at blive ringet op af en fra FAKK. Du kan læse om undersøgelsen her.



 
Til top