Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder
Uro i Europa – vær ikke bekymret for din pensionsopsparing hos Sampension
- 03/03/22

Uro i Europa – vær ikke bekymret for din pensionsopsparing hos Sampension.

Den ulykkelige situation i Ukraine påvirker ikke alene den ukrainske befolkning, men skaber også uro på de finansielle markeder. Det kan på den korte bane påvirke din pensionsopsparing, fordi det bliver sværere at opnå et positivt afkast lige nu og her.

- Vi har fuld forståelse for, at situationen i Ukraine kan skabe bekymring for din pensionsopsparing. Dog er det vigtigt at have is i maven – i hvert fald hvad angår din opsparing – og huske på, at pension er en langsigtet investering, siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

Udsving på de finansielle markeder kan skabe en usikkerhed og give anledning til spørgsmål om, om ens pensionsopsparing er placeret i den rette investeringsprofil.
 
- Vi anbefaler ikke at ændre i din investeringsprofil grundet situationen i Ukraine, da kortvarig uro ikke vil påvirke din pensionsopsparing på længere sigt. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål, siger Anne-Louise Lindkvist. 
 
Rusland er ekskluderet
Sampension ekskluderede Rusland allerede tilbage i april 2021, så din pensionsopsparing investeres ikke i russiske statsobligationer eller statskontrollerede russiske virksomheder.
 



 
Til top