Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder
Man har brug for nogle, der ikke er følelsesmæssigt involveret
- 18/06/21

Man har brug for nogle, der ikke er følelsesmæssigt involveret.

Marianne Hansen har stadig en stor knude i maven af sorg over, at hun ikke mere er på den arbejdsplads, der har betydet så meget for hende gennem mere end 15 år. Men et forløb, der startede med en hjerneblødning i juli 2019, endte med en fratrædelsesaftale i januar 2021.

For Marianne Hansen var det vigtigt, at der var lagt fleksibilitet ind i jobbet, men det fik hun nej til.
 
I hele forløbet har hun haft fagforeningen inde over, primært faglig sagsbehandler i FAKK Kristina Danielsen og også faglig sekretær i FAKK Benny Rosenqvist og socialrådgiver i Serviceforbundet Torben Krüger.
 
- Hvis man ikke har en fagforening, så er man totalt lost. Så ved man ikke, hvad man har ret til. Man har brug for at have nogle med, der ikke er følelsesmæssig i klemme, og som kender reglerne, siger Marianne Hansen, der startede som medhjælper i 2005, blev graver 2012 og senere ledende graver for 6 kolleger i Varde Provsti. Hun passede 5 kirker og 5 kirkegårde og refererede til 2 menighedsråd.
 
Positiv blev til negativ
- I starten efter min hjerneblødning blev jeg meget positivt behandlet af min arbejdsgiver. Jeg skulle få det bedre og starte blødt op. Og jeg følte selv, at det gik fremad. Jeg kom på 15 timer i januar 2020, derefter 20 timer og til sidst næsten 30 timer, fortæller Marianne Hansen.
 
- I oktober 2020 skulle jeg til statusmøde. Men nu var holdningen ændret. Jeg oplevede, at mødet udviklede sig ubehageligt. Jeg følte mig presset. Faktisk begyndte jeg at græde, så jeg tog kontakt til min fagforening, for jeg kunne godt se, at det kunne jeg slet ikke klare alene. Herfra var fagforeningen med inde over og også min søde sagsbehandler fra kommunen.
 
Marianne bliver presset på timetallet
Næste møde er i november, hvor Kristina Danielsen og Torben Krüger deltager. Forinden ringer Torben Krüger til Marianne for at høre, hvordan hun har det. Han kan mærke, at hun føler sig meget presset til at komme op på 37 timer, og det kan hun ikke holde til.
 
- På mødet spørger jeg, om de vil beholde mig på 30-32 timer. Efter en del tøven, hvor jeg beder om at få et klart svar, får jeg ja til de 30-32 timer. Jeg er glad, da jeg går fra mødet. Nu skal det nok blive godt. Der er aftalt nyt statusmøde 11. januar 2021, siger Marianne Hansen.
 
En graver skal være på sit job fra 8-16
Marianne Hansen har behov for mere fleksibilitet. Kommunen vil gerne stille hjemmekontor til rådighed. Med 5 kirker at passe har hun et atypisk arbejde som graver, og en del transport og koordinering følger med jobbet.
 
- Det bliver klart på mødet 11. januar, at jeg ikke får mine ønsker opfyldt. Jeg får at vide, at en graver er på sit job fra 8-16. Personalekonsulenten siger, at vi måske skal tale fratrædelsesordning. Jeg er i chok, og Kristina fra FAKK overtager styringen. Fagforeningen vil gerne have et nyt møde, men det står klart, at der ikke er mere at tale om.  
 
Jeg orker ikke en sag
Herefter er det primært FAKK, der er inde over. Kristina og Benny er slet ikke tilfredse med udspillet til fratrædelsen, og de siger til mig, at de vil køre en sag, hvis jeg ønsker det. Men jeg orker det ikke. FAKK forhandler sig frem til en bedre aftale. Vi gennemgår den endelige fratrædelsesordning sammen, inden jeg skriver under 22. januar i år, siger Marianne Hansen.  

- Jeg er ked af at forlade min arbejdsplads. Jeg har selv været med til at skabe mit job og har elsket mødet med mennesker i glæde og sorg.
 
- Når det ikke kunne være anderledes, så har det været trygt og godt at få hjælp og støtte fra fagforeningen og min sagsbehandler i kommunen. For det handler ikke bare om jura og regler. Kristina og Torben har været meget omsorgsfulde og gode til at informere, og de har efterfølgende ringet nogle gange for at høre, hvordan jeg har det.
 
- Jeg er ikke raskmeldt endnu, men det går fremad. Så jeg håber, at jeg kan få et nyt job, måske på et kirkegårdskontor som administrativ medarbejder, slutter Marianne Hansen.



 
Til top