Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder
FAKK: Et meget stort ja til overenskomsten
- 25/04/21

Et meget stort ja til overenskomsten.

Næsten halvdelen af medlemmerne i Forbundet af Kirke- og kirkegårdsansatte har stemt, og 93 procent har sagt ja til den nye overenskomst for de næste 3 år.
 
- Det er med glæde, jeg kan konstatere, at medlemmerne bakker op om vores anbefaling om at godkende overenskomsten for de næste 3 år. Stemmeafgivelsen er jo foregået digitalt, og vi kan konstatere, at godt 46 % af medlemmerne har afgivet deres stemme. Af de afgivne stemmer har 93 procent stemt ja og 7 procent stemt nej, siger formand Bjarne Rødkjær.
 
- Det er derfor et overbevisende og tydeligt resultat, som jeg gerne vil takke for. Det har været en meget særlig situation, vi har forhandlet nye overenskomster under. Men jeg er glad for, at vi har landet et resultat, der ikke kun sikrer reallønnen, men også giver plads for en lille reel lønforbedring.
 
- Oven i dette er der kommet tillæg til forbedringer på vores ordning for tillidsmandsrepræsentanter, og vi har også fået en fortsættelse af kompetencefonden, der kan sikre, at medlemmerne kan få støtte til videreuddannelse m.m., slutter Bjarne Rødkjær.

Aftalen gælder fra 1. april i år og 3 år frem.

Mere i løn
Med overenskomsten er der aftalt en generel lønforbedring på 4,42 procent over de næste 3 år.
 
Derudover forventes lønnen at blive reguleret yderligere med 0,63 procent hen over overenskomstperioden som følge af reguleringsordningen, hvor lønstigning i den private sektor har en afsmittende effekt på de statslige lønninger.
 
Lønnen stiger:
  • 1. april 2021 med 0,80 procent af den samlede faste løn pr. 31. marts 2021
  • 1. oktober 2021 med 0,30 procent af den samlede faste løn pr. 31. marts 2021
  • 1. april 2022 med 1,19 procent af den samlede faste løn pr. 31. marts 2021
  • 1. oktober 2022 med 0,30 procent af den samlede faste løn pr. 31. marts 2021
  • 1. april 2023 med 1,48 procent af den samlede faste løn pr. 31. marts 2021
  • 1. oktober 2023 med 0,35 procent af den samlede faste løn pr. 31. marts 2021
 
Bedre vilkår for seniorer
I aftalen er der afsat midler til en styrket seniorindsats, herunder forbedring af pensionsvilkår.
 
En ny seniorbonus kommer til at give ansatte over 62 år en årlig bonus svarende til 0,8 procent af deres normale årsløn.
 
Den nye seniorbonus kan udbetales som almindelig løn, konverteres til ekstra pensionsbidrag eller gives som 2 årlige fridage.



 
Til top