Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder
Julegudstjenester i en coronatid bekymrer FAKK
- 18/12/20

Julegudstjenester i en coronatid bekymrer FAKK.

Julen er nært forestående, og med en pandemi der hærger landet, er der stor opmærksomhed på den udfordring, at vi dels gerne vil fejre julen ”som vi plejer” sammen med så mange af vores kære som muligt, men samtidig også skal passe på os selv og alle andre, for ikke at risikere at situationen løber helt af sporet.

Statsministeren har lukket landet ned igen.

For at forhindre smitte, når mange mennesker samles, er alle indkøbscentre er lukkede, børnene sendt hjem fra skole, frisører og mange andre virksomheder lukker ned fra på mandag.

Men samtid er det meldt ud, at julen i Folkekirken fortsætter med julegudstjenester og mange mennesker samlet til fælles bøn og sang.

Sundhedsmyndighederne vurderer retningslinjerne for Folkekirken til at være tilstrækkelige, og ansvarlige.

Men mange FAKK-medlemmer og ansatte i de danske kirker er bekymrede for, om julegudstjenesterne kan ende med at blive en kilde til smittespredning.

Jeg har fuld forståelse for den store frustration, mange kirkeansatte føler over at skulle arbejde i en høj smitterisiko, hvis det kan undgås.

At vi i FAKK ikke er alene med vores bekymring, kan tydeligt ses i den underskriftindsamling, som en række kirkesangere og organister har oprettet. I skrivende stund har tæt på 2.000 skrevet under.

Samtidig opfordrer Præsteforeningen, Provsteforeningen og Biskopperne samt Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer til, at man lokalt genovervejer, hvor mange gudstjenester der kan gennemføres.

Vores arbejdsgivere er menighedsrådene, og det er deres ansvar at sikre, at vi som ansatte har trygge og forsvarlige vilkår. Menighedsrådene kan som arbejdsgivere ikke bare kan uddelegere ansvaret til den enkelte medarbejder, vi forventer klart, at menighedsrådet tager ansvar, tager stilling og kommer med klare retningslinjer for os, præsterne og alle de øvrige ansatte i kirkerne.

Vi kunne aldrig drømme om at nægte at udføre vores arbejde. Vi henstiller bare til, at det sker på en forsvarlig måde, og at der gøres ALT for at forhindre smittespredning og unødvendige forsamlinger i denne tid, hvor smittetallet er rekordhøjt.

Min opfordring til menighedsrådene skal derfor være: Digitale julegudstjenester, gudstjenester med stærkt begrænsede antal deltagere og gudstjenester uden sang. Der er mange muligheder for at begrænse smitten. Brug dem!

Jeg ønsker alle en god jul.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand for FAKK



 
Til top