Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder
Fra 1. januar 2020 er alt ved det gamle, bare bedre
- 03/12/19

Som en del af Serviceforbundet bliver vi stærkere i Fakk.

Vi ser frem til det nye år med optimisme og jeg er sikker på, at I som medlemmer også kan glæde jer til næste år. Vi giver Jer nemlig den service vi hidtil har givet plus meget mere.
Som en del af Serviceforbundet bliver vi stærkere.

Når I har brug for hjælp, så er det stadig os på kontoret i Sønder Omme I taler med og får hjælp af. Hvis vi har brug for det, f.eks. ved en arbejdsskadesag, kan vi trække på socialrådgiverne i Serviceforbundet. De har mange års erfaring med sager om arbejdsskader, nedslidning og sygemelding. Så I er i meget trygge hænder.

Hvis du er blevet sagt op, så har vi dygtige jurister i Serviceforbundet som kan hjælpe os med at køre sagen bedst mulig. På den måde bliver vi endnu skarpere i forhold til arbejdsgiverne.

Og når der skal forhandles nye overenskomster har vi en stærk organisation i ryggen, som kan støtte os i at være en solid modpart til arbejdsgiverne.

Det koster ikke mere
Det virkelig gode er, at den bedre service ikke koster ekstra.
I skal ikke betale mere i kontingent, I får bare mere for Jeres kontingent.
Som medlem af Serviceforbundet får du tilbud om billige forsikringer, blandt andet en fritidsulykkesforsikring til 39 kroner om måneden og så er de første 3 måneder i øvrigt
gratis.

Du får også et medlemskort som er et rabatkort. Det skyldes at vi nu bliver en del af FH, som hed LO før. Du kan bruge PlusKort i 1.500 butikker og webshops.

Kommunikationsmedarbejderne i Serviceforbundet vil en gang om måneden sende et nyhedsbrev ud til medlemmerne. Indholdet bliver lavet i samarbejde med os og det vil være historier og information fra vores afdelinger, såvel som fra Sekretariatet, direkte målrettet Jer. Det er jeg sikker på, alle får glæde af.

Opkrævning hver måned
Som sagt stiger kontingentet ikke. I bliver blot opkrævet lidt anderledes end i dag. Efter 1. januar vil Jeres kontingent bliver opkrævet hver måned og ikke som nu kvartalsvis.

Er du passiv medlem, kan du se frem til nogle af de samme kontante medlemsfordele. Men oven i det får du en række fordele, som gratis testamente og juridisk rådgivning om testamente, ægtepagt, begunstigelseserklæring og samejekontrakt.

Du bliver desuden medlem af Faglige Seniorer, som er et stærkt fællesskab, blandt andet med aktiviteter for seniorer i hele landet.

For mig er der ingen tvivl om, at vi i FAKK har sørget for rettidig omhu ved at søge optagelse i Serviceforbundet. Det er vi glade for og det bliver helt sikkert en fordel for alle vores medlemmer.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



 
Til top