20. nov. 2025

Er du medlem det rigtige sted? Det kan gøre hele forskellen

Som graver på en kirkegård er det vigtigt, at du er medlem af den fagforening, der har forhandlet din overenskomst. Ellers risikerer du at stå uden den rigtige hjælp, hvis der opstår problemer.

Faglig
Billede til nyheden Er du medlem det rigtige sted? Det kan gøre hele forskellen
Du skal være medlem af den fagforening, der har forhandlet din overenskomst. Så får du den bedste hjælp.

Gravere og gravermedhjælpere arbejder ofte side om side på kirkegården, men det betyder ikke, at de skal være medlem af den samme fagforening. Hvilken fagforening du hører til, afhænger nemlig af, hvilken overenskomst der gælder for netop dit job. Det er den fagforening, der forhandler din overenskomst, som kan hjælpe dig bedst, når du får brug for støtte.

Derfor gælder forskellige overenskomster

Tidligere var der ikke overenskomst for gravermedhjælpere. De var ansat på et cirkulære. Vi havde en gravermedhjælperforening i FAKK, men den er lukket ned nu, og i dag har 3F overenskomsten på området. Og FAKK opfordrer derfor altid gravermedhjælperne til at blive medlem hos 3F.

Gravere arbejder under en overenskomst/organisationsaftale, der fastlægger løn, tillæg, rådighedstid og pensionsbidrag. Det gælder både for gravere med og uden gartneruddannelse og for kirkegårdsledere. Overenskomsten sikrer blandt andet regler for arbejdstid, rådighed og merarbejde.

Gravermedhjælpere derimod er dækket af en anden aftale med andre løn- og ansættelsesvilkår, og de har andre arbejdstidsregler end gravere.

Hvorfor betyder det noget for dig?

Når du er medlem af den fagforening, der forhandler din overenskomst, har du adgang til den hjælp, der passer til din stilling – både i hverdagen, og hvis der opstår problemer.

Det gælder for eksempel, hvis du:

  • får brug for rådgivning om løn eller ansættelsesvilkår.

  • oplever uenighed med menighedsrådet.

  • bliver syg eller får en arbejdsskade.

  • bliver opsagt eller bortvist.

Kun den fagforening, der har overenskomsten, kan føre sager for dig i det fagretslige system – for eksempel i Arbejdsretten eller ved faglig voldgift.

Er du derimod medlem af en fagforening, som ikke har overenskomsten, kan den ikke tage din sag den vej. Så skal sagen i stedet behandles ved de almindelige domstole. Det tager som regel længere tid, og domstolene er ikke specialiserede i sager om arbejdsforhold på samme måde.

Hvorfor kan jeg ikke bare være medlem af Krifa, som er billigere?

Nogle vælger en billigere fagforening, fordi kontingentet ser lavere ud. Men hvis den fagforening ikke har overenskomsten for dit område, kan den ikke hjælpe dig, når det gælder.

Det svarer lidt til at købe den billigste forsikring og opdage, at den ikke dækker, når huset brænder.

Når du står i den fagforening, der kender dit fag og dine arbejdsvilkår, får du den bedste rådgivning, den stærkeste støtte og adgang til det system, der er skabt til at beskytte dine rettigheder som graver.

Brug din fagforening og tillidsrepræsentant

Mange kirkegårde er små arbejdspladser med få ansatte, og menighedsrådene er sjældent professionelle arbejdsgivere. Derfor er det en god idé altid at bruge din fagforening eller tillidsrepræsentant i alle de situationer, hvor du er i tvivl om noget, har brug for råd, bliver dårligt behandlet af arbejdsgiver, bliver syg eller får en arbejdsskade, bliver fyret eller bortvist og meget andet.

Relaterede nyheder