Tag stilling til din investeringsrisiko
Din pensionsopsparing kan investeres med høj, lav eller moderat risiko.
Som udgangspunkt har de fleste kunder i Sampension en investeringsprofil med moderat risiko, men du kan selv vælge, hvordan vi skal investere din opsparing.
Din investeringsprofil bestemmer – sammen med din alder – hvor mange aktier, obligationer og alternative investeringer, der er i din opsparing – og det har betydning for dit afkast.
På Min side på sampension.dk kan du se, om din investeringsprofil er lav, moderat eller høj og vælge den profil, der passer bedst til dig. Det tager kun et par minutter.
Der er ikke noget rigtigt eller forkert, men det er vigtigt, at du tager stilling. Det gør du ved at logge ind og tage en test. Testen består af 5 spørgsmål, som kan give dig en indikation af, om dit investeringstemperament bedst matcher med en lav, moderat eller høj investeringsprofil.
Husk pensionen ved større begivenheder i livet
Det er en god idé at have pensionen med i baghovedet, når der sker store ting i livet, for eksempel at få børn, flytte, få et nyt job eller blive gift eller skilt. Med pensionen følger nemlig en række forsikringer, der kan hjælpe dig, hvis du mister din evne til at arbejde eller bliver kritisk syg. Og derfor er det vigtigt, forsikringerne er tilpasset til der, hvor du er i livet.
Saml dine pensioner
Har du pensionsopsparinger i flere forskellige selskaber, bør du undersøge, om det er en fordel at samle dem i et. For hver pensionsopsparing du har, betaler du nemlig administrationsomkostninger. Der kan derfor være penge at spare ved at samle dem i ét selskab.
På pensionsinfo.dk kan du få et overblik over dine forskellige pensionsopsparinger og forsikringer. Dit primære pensionsselskab kan også rådgive dig, om det er en fordel for dig at samle dine opsparinger.