Foreningen for Kirkegårdskultur havde indbudt til seminar om det højaktuelle emne kirkegårdenes økonomi. 140 deltagere fra hele landet og fra stort set alle interessefelter havde tilmeldt sig: Kirkeministeriet, biskopperne, stifterne, provstierne, menighedsråd (både enkelte og Landsforeningen), kirkegårdskonsulenter, kommunale kirkegårde, landskabsarkitekter, bedemænd, gravere og kirkegårdsledere og endelig fagforeningerne 3F, FDK og FAKK.
Det var første gang, at et så bredt forum var samlet for i fællesskab at sætte fokus på kirkegårdens økonomi. Det var på en gang både godt og meget bekymrende at få et billede af, hvilke udfordringer der venter (eller truer).
Dagen startede med 4 korte oplæg med udgangspunkt i forskellige vinkler på økonomien, og hvilke værdier der især skal lægges vægt på i den fremtidige kirkegårdsdrift.
Ansatte er kirkens ansigt udadtil
Jeg fik lov til at indlede og brugte min taletid på at synliggøre os, medarbejdere på kirkegårdene og vores rolle som bindeled mellem kirken og dens brugere. Jeg advarede mod at falde for fristelsen til at centralisere og lave stordrift. Det er jo vores oplevelse, at når menighedsrådene (og provstierne) ser på kirkegårdene, så sker det ofte udelukkende ud fra en økonomisk betragtning uden at skele til, at der er en meget stor opgave for medarbejderne på kirkegården som ’kirkens ansigt’ udadtil. En opgave, der sjældent (næsten aldrig) er med i det regneark, som arbejdsgiverne ser ind i.
Dernæst fik vi et oplæg fra Lone Wellner Jensen, som er provst i Kerteminde-Nyborg. Hun gav sit billede af udfordringen, som jo især går på den ændring, der er i begravelsesformen, samt det faktum at færre medlemmer i folkekirken også udfordrer økonomien drastisk.
Kirkegårdsleder fra Horsens kirkegårde og krematorium Dennis Næser kom med et billede af, hvilke udfordringer især krematorierne ser ind i med øgede udgifter til energi og skærpede miljøkrav.
Det sidste oplæg fik vi fra provst i Tønder Provsti Christina Rygaard Kristiansen. Og her fik vi et meget tydeligt billede af, hvilke udfordringer især landsognene (landprovstierne) er oppe imod. Den markante fraflytning er virkelig en kæmpe udfordring, når menighedsrådene står tilbage med ganske få medlemmer og dermed også et ganske beskedent skattegrundlag. Samtidig med forpligtigelsen for at drive både kirke og kirkegård. Christina mente at være tvunget til at overveje, om nogle kirkegårde simpelthen skulle føres tilbage til citat: ”tuegrave og uplejet græs” citat slut. Dette synspunkt vakte en del (berettiget) opsigt.
Den efterfølgende debat viste, at der er store udfordringer, men også at der fra flere sider blev understreget, at det er yderst vigtigt, at kirken bevarer og udbygger den nære kontakt med kirkegårdens brugere.
Efter middagen fik vi så et oplæg fra Pernille Vange, som er chef for Københavns kirkegårde. Her fik vi virkelig et billede af, hvordan kirkegårdsdrift kan drives som en forretning, helt uden at skele til ’den kirkelige del’. Her hørte vi om den virkelighed, der er, når kun økonomien styrer. Og hvordan den fastsatte ramme fra politikernes side, så bliver begrænsningen på, hvad der kan realiseres. Uden hensyn til, hvad brugeren måtte mene. En virkelighed, som jeg personligt meget nødig ville arbejde under ...
Jørgen Nielsen fra Aalborg Stiftsråd og formand for Stifternes Kapitalforvaltning gav os herefter et ikke særlig opmuntrende (mildt sagt) billede af, hvordan kirkernes fælles pengetank (gravstedskapitaler og stiftsmidler) har det. Det var bestemt ikke muntre ting, han kunne berette om. Den lave rente sammen med en meget stram investerings- og forvaltningspolitik har medført, at beholdningerne svinder kraftigt, og dette vil i høj grad få betydning fremover, idet det jo i høj grad er disse midler, der udlånes til menighedsrådene, når der skal renoveres kirker, bygges sognegårde m.m.
Sidste oplæg kom fra Klaus Kerrn-Jespersen fra Kirkeministeriets økonomikontor. Han kunne kun bekræfte, hvad de tidligere oplægsholdere havde sagt, nemlig at kirkegårdenes (og dermed hele kirkens) økonomi står overfor endog meget store udfordringer. Og han forudså, at der kommer til at skulle ske store ændringer, når ”skuden skal rettes op”, men han gav også et tydeligt billede af, at det er muligt at komme videre, fordi vi nu har konstateret, hvor alvorligt det ser ud. Så efter hans mening er der ingen grund til panik, men bestemt grund til at tage situationen meget alvorligt, og at alle skal bidrage for, at det kan lykkes.
Alt i alt en meget god og givende dag, og meget positivt at opleve den fælles bekymring om at bevare vores kirkegårdskultur/struktur. Nu fortsætter arbejdet så blandt andet med en opfølgende konference, hvor repræsentanter for de forskellige aktører deltager, og her er FAKK selvfølgelig også med.
Du kan se nogle af præsentationerne hos Foreningen for Kirkegårdskultur
