Sådan fungerer jobrotation med tilskud

Jobrotationsordningen giver private og offentlige virksomheder mulighed for at sende ansatte på efteruddannelse og ansætte ledige som vikarer imens. Begge dele med tilskud.

Virksomheden udbetaler sædvanlig løn til den ansatte i hele uddannelsesperioden, mens vikaren skal have overenskomstmæssig løn for de timer, som vedkommende er ansat i. 
 
Tilskuddet til virksomheden kaldes jobrotationsydelse og udbetales af jobcenteret. 
 
I et jobrotationsforløb deltager virksomhed, medarbejder, vikar og jobcenter som aktører. 
 
Betingelser 
For at en arbejdsgiver kan få udbetalt jobrotationsydelse, skal medarbejderen, der deltager i efteruddannelse, opfylde nogle betingelser: 

  • Medarbejderen må ikke have en uddannelse, der er på niveau med en kandidatuddannelse eller højere. Det gælder dog ikke, hvis medarbejderen har en uddannelse, som ikke har været anvendt i de seneste 5 år. 

  • Medarbejderen skal have været ansat i mindst 3 måneder, umiddelbart inden uddannelsen starter, og skal have sin sædvanlige løn udbetalt i uddannelsesperioden.

Læs om Jobrotation på Voksenuddannelse.dk