Sådan er reglerne for faste og løse fridage i julen
Det kan være, at du og din arbejdsgiver er uenige om reglerne for de faste og løse fridage i julen. Du får reglerne her.
Grundlæggende er reglen for den faste fridag således:
- Hvis du og din arbejdsgiver er enige, kan den faste fridag flyttes til en lørdag eller søndag inden for en periode på 8 uger, medmindre et andet tidspunkt aftales. Dette gælder også, hvis din faste fridag falder på en søgnehelligdag eller den 24. december.
Husk, at der er 1 måneds varsel. - Du kan ikke blive pålagt rådighedstid eller snerydning på fridagen.
Grundlæggende er reglen for den løse fridag således:
- Den løse fridag og weekendfri ligger lige så fast, som den faste fridag, når I har aftalt det. Dermed kan den ikke flyttes, selvom der kommer noget i vejen, hvis der er under en måned til fridagen.
- Disse fridage skal planlægges og varsles med mindst 1 måneds frist.
- Du kan ikke blive pålagt rådighedstid eller snerydning på fridagen.
Da organisationsaftalen ikke er klar i sin endelige form endnu, er her resultatpapiret fra OK24 bilag 3.
Og her er teksten i kopivenlig udgave:
§ 12. Arbejdsuge
Kirkefunktionæren har ret til 1 fast ugentlig fridag.
Stk. 2.
I uger, hvor den faste fridag er sammenfaldende med en søgnehelligdag eller den 24. december, og den ansatte har tjenstlige forpligtelser, henlægges fridagen til en lørdag eller søndag inden for en periode på 8 uger, medmindre et andet tidspunkt aftales mellem menighedsrådet og kirkefunktionæren.
Cirkulærebemærkning til § 12, stk. 2: Når den faste fridag flyttes i henhold til § 12, stk. 2 ydes der ikke godtgørelse i henhold til § 12, stk. 3.
Perioden på 8 uger beregnes fra den berørte søgnehelligdag/24. december. Når den faste fridag flyttes i henhold til § 12, stk. 2, ydes der ikke godtgørelse i henhold til § 12, stk. 3.
Stk. 3.
Menighedsrådet kan undtagelsesvis og med mindst 1 måneds varsel inddrage den faste fridag. For den inddragne fridag ydes kirkefunktionæren en godtgørelse svarende til 4 timers løn samt afholdelse af en erstatningsfridag. Erstatningsfridagen skal afholdes i samme uge, medmindre andet tidspunkt aftales mellem menighedsrådet og kirkefunktionæren. Kirkefunktionæren har dog ret til – i stedet for godtgørelsen og erstatningsfridagen – at vælge en godtgørelse svarende til 9 timers løn.
Cirkulærebemærkning til § 12, stk. 3:
Godtgørelsen svarende til henholdsvis 4 og 9 timers løn beregnes som henholdsvis 4/1924 og 9/1924 af kirkefunktionærens aktuelle, faste årsløn, dvs. af intervalløn, midlertidige tillæg og rådighedstillæg, eksklusiv pensionsbidrag.
Stk. 4.
Ud over den faste fridag, jf. stk. 1, optjener kirkefunktionæren ret til én fridag pr. uge. Denne fridag kan lægges på forskellige ugedage, men skal mindst to gange i kvartalet lægges således, at kirkefunktionæren opnår to sammenhængende fridage lørdage og søndage, medmindre andet aftales mellem kirkefunktionæren og menighedsrådet. Menighedsrådet fastlægger tidspunktet for afholdelsen af fridagen efter drøftelser med kirkefunktionæren.
Cirkulærebemærkning til § 12, stk. 2-4:
Tidspunktet for afholdelse af (erstatnings-)fridagen skal være oplyst til kirkefunktionæren med mindst 1 måneds varsel.
Fridage kan ikke udskydes eller opspares til afholdelse i følgende kvartaler.
Ordningen indebærer, at kirkefunktionæren set over et kvartal har en 5 dages arbejdsuge.
Stk. 5.
En fridag skal have en længde af mindst 40 timer, men kan dog betragtes som givet, uanset at fritiden kun har udgjort 36 timer inden for tidsrummet kl. 17 dagen før fridagen og kl. 8 dagen efter fridagen. Når to fridage gives samlet, skal de have en samlet længde på 60 timer. Hvis der gives mere end to fridage i sammenhæng, skal de øvrige fridage have en længde på mindst 24 timer.
Stk. 6.
Den daglige hvileperiode kan undtagelsesvis nedsættes efter de til enhver tid gældende regler i arbejdsmiljølovgivningen.
Cirkulærebemærkning til § 12, stk. 6:
Menighedsrådet skal tilrettelægge arbejdet indenfor de rammer, der er fastsat i arbejdsmiljølovgivningen og i aftalen om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. I tilfælde, hvor arbejdsmiljølovens regler om hvileperiodefraviges, skal der ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder.