Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE

Er du vores nye graver og kirketjener?

Stillingen som graver med kirketjeneste i Sværdborg-Lundby pastorat er ledig pr. 1. oktober 2018. Stillingen er på 37 timer om ugen.

Vi søger en venlig og servicemindet graver, som brænder for at være en del af kirken i lokalsamfundet i samarbejde med menighedsrådet, præsten, organist, kirkesanger og graver. Du skal have lyst til i fællesskab med andre ansatte og frivillige at være kirkens smilende ansigt udadtil og på en imødekommende måde få det kirkelige arbejde til at fungere bedst muligt, så alle føler sig velkomne. Det er vigtigt, at de fysiske rammer er velholdte og ser præsentable ud. Vi søger en graver, der har et godt overblik over de mange forskellige opgaver, der skal løses både ude og inde. Du skal kunne arbejde struktureret og have ordenssans, være dygtig til både at samarbejde respektfuldt og arbejde selvstændigt og få tingene til at fungere.

Ansøger må gerne have en relevant faglig baggrund, erfaring med arbejdet i kirken og på kirkegården. Kørekort og egen bil er ønskeligt.

Graverens arbejdsopgaver er at varetage og være ansvarlig for:
  • kirkegårdenes vedligeholdelse
  • den daglige drift af kirkegårdene og andre arealer som hører til sognegårde og præstegård
  • administrative opgaver som f.eks. kirkegårdsprotokolføring, udskrivning af årsregninger, udfærdigelse af legataftaler og gravstedsbreve
  • at føre tilsyn med, passe og rengøre kirkerne og tilhørende bygninger
  • kirketjenesten ved gudstjenester og kirkelige handlinger
  • klargøring til kirkernes aktiviteter
  • praktiske funktioner i forbindelse med begravelseshandling, som f.eks.: anvisning af gravsteder, kiste- og urnenedsættelser 

Du vil indgå i et team med vores anden graver, som også er ansat i pastoratet. Du vil være omfattet af geografisk fleksibilitet. Du vil have fast fridag om mandagen.

Graverne deler hen over året alle gudstjenester, kirkelige handlinger, arbejdsopgaverne på kirkegårdene m.m. Du vil fortrinsvis skulle varetage de kirkelige handlinger og arbejdsopgaverne ved Lundby Kirke og kirkegård, Lundby Hovedgade 149A 4750 Lundby. Herudover vil der være opgaver i Sværdborg Kirke og kirkegård, Hasbjergvej 97, 4750 Lundby. Du skal derfor være indstillet på at skulle arbejde ca. hver anden weekend og ved kirkens højtider.

Vi forventer, at du har IT kompetencer på brugerniveau, og gerne kendskab til Brandsoft (Skovbo data) Kirkegårdssystem eller være villig til at blive oplært i dette system.
 
Vi kan tilbyde et engageret og positivt menighedsråd, et aktivt kirkeliv med gode kollegaer, og et spændende og afvekslende arbejde.

Ansættelse sker ved Menighedsrådet i Sværdborg-Lundby pastorat. Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlig Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener eller graver indgået mellem Finansministeriet og Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte med tilhørende protokollat for gravere. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte gravere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang.

Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for graver enten haves eller gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 1, da der ikke er krav om gartnerisk uddannelse. Årslønnen aftales inden for intervallet 266 377,81 kr.- 343 488,05 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 266.377,81 kr.


Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 26.528,14 kr.

Løn samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte, FAKK.

Ansøger skal være indforstået med, at der indhentes børneattest.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Menighedsrådsformand Peter Larsen, 40 85 91 17
Kontaktperson Maj-Britt Nielsen, 51 72 81 71
Eller mail: 7509fortrolig@sogn.dk

Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail: 7509fortrolig@sogn.dk

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 21. oktober 2018.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 25. oktober 2018.

Hent opslaget her
Til top