Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder > Forbundsformand

Formandens hjørne








 


​Landsbygraveren september 2020

Står der noget om ”Sælger” i din stillingsbeskrivelse??

På vej hjem fra en temadag arrangeret af ”Foreningen for Kirkegårdskultur” bl.a. om erfaringer med det seneste halve års tids udfordringer skabt af Covid-19, sidder jeg og tænker på en udtalelse der kom fra en af temadagens deltagere: ”Det folkekirken/kirkegårdene mangler er en sælger, en der kan hjælpe de pårørende med, at vælge det rette produkt (gravsted/begravelsesform), som passer til deres ønsker og behov, tit er det bedemændene der kommer til at hjælpe, med at finde frem til det ønskede. ”citat slut.
Det får mig til at tænke på, at det er jo netop den opgave, vi som gravere/kirkegårdsledere står med, ikke kun når der er et konkret dødsfald, men også når de besøgende der gæster kirkegårdene, spørger ind til de konkrete muligheder der er for valg af gravsted m.m.
Lige nu er der meget skriveri i pressen og på nettet om en familie, der er blevet præsenteret for en ret stor pris (140.000,- kr.) for fornyelse af et (stort) gravsted. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på, hvem mon har talt med familien om de muligheder der er, eller har man ”bare” sendt en pris afsted, uden nærmere kommentarer?
Jeg er meget ærgerlig over den megen snak om kroner og ører i forbindelse med begravelser/bisættelser. Det bliver ofte sagt, at det er meget dyrt at få sine kære begravet og efterfølgende passet deres gravsted. Det er en påstand som måske sælger aviser, men ikke helt er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er efter min mening kedeligt når den økonomiske formåen kommer til at indvirke på hvilken begravelsesform og gravstedstype der vælges. I den ideelle verden må det være den enkeltes ønsker der dikterer valget og ikke økonomien.
Her må vi som medarbejdere være behjælpelige med råd og vejledning og forklare brugerne om baggrunden for prissætningen og hvilke ydelser der følger med. Vi skal jo huske på, at vi i sidste ende er afhængige af, at der er en fornuftig indtjening,
Kirkegårdene er for alle og den ”vare” vi tilbyder, skal også gerne passe til brugernes ønsker og økonomi.
Jeg er altså ikke helt enig med ham som kom med udtalelsen, som jeg indledte dette skriv med. Folkekirken har ansat ”sælgere” der dagligt udfører ”salgsarbejde” eller markedsføring, som det vel hedder på nudansk. Det er for mig ingen tvivl om at den danske folkekirke vil stå sig godt ved at acceptere det faktum, at menighedsrådene rundt om i Danmark har tusindvis af medarbejdere der gennem deres arbejde med driften af kirkegårdene, har en ufattelig stor kontaktflade med kirkegårdens brugere.
Vi (både ansatte og menighedsråd) skal turde at sætte ord på at graveren/kirkegårdslederen, eller gravermedhjælperen/gartneriarbejderen, er en del af kirken, og vi skal turde sætte ord på den opgave.
Derfor skal der være en opfordring herfra, til at man sammen får gennemgået ”varekataloget” og ”prislisten”, samt får sat ord på vigtigheden af opgaven med kontakten til kirkegårdens (og kirkens) brugere.
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren august 2020

Er vi på vej mod ”normale tider” ?

 
Hvad er normale tider, kan vi vel med rette spøge os selv, her efter et forår og en forsommer, der i den grad har været præget af at hele vores dejlige land blev ”lukket ned”. Stort set alt blev aflyst eller udsat.
 
Ja, selv begravelser og bisættelser er i nogle tilfælde blevet udsat, selvom det er mit indtryk at de allerfleste som stod med et dødsfald, valgte at gennemføre bisættelsen eller begravelsen med de begrænsninger det nu engang kunne gennemføres under.
Men rigtig mange af de øvrige kirkelige handlinger der var planlagt, er blevet udsat. Konfirmationerne blev udsat og her hen over sommeren, er der så småt kommet gang i afviklingen af disse, dog under meget anderledes vilkår end ellers. Nogle steder har man valgt at flytte den kirkelige handling fra kirken til f.eks. en sportshal el. lign. andre steder har man valgt at dele konfirmanderne op i meget mindre hold, for så at gennemføre konfirmationerne i kirken under de rammer der nu er gældende. Det betyder jo så at der i sagens natur nu skal afholdes en del flere handlinger.
Ligesom der også er rigtig mange nybagte forældre der har valgt at udskyde barnedåben, og unge par der har fået deres bryllup udsat.
 
Alt dette betyder at det sikkert bliver en rigtig travl eftersommer og efterår, vi kommer til at opleve i år.  Og vi har allerede fået nogle henvendelser fra medlemmer der vil høre, hvordan man skal forholde sig til disse arbejdsopgaver (det er selvfølgeligt mest aktuelt for dem med kirketjeneste). Som udgangspunkt har vi ”helt normale tider” hvad angår arbejdsgiverens rettigheder og pligter. Rettigheder: retten til at planlægge arbejdet.
Pligter: pligten til at følge gældende overenskomster og aftaler.
Sagt med andre ord. Vi har krav på at kende vores arbejdstid mindst 1 måned frem i tiden (alt der kan planlægges) samt vores rådighedstid til det som ikke kan planlægges (bisættelser, begravelser m.m.)
Det er vel heller ikke nødvendigt at minde om at fridage, også de ”løse” selvfølgelig også er planlagt med mindst en måneds varsel og ikke kan flyttes, heller ikke ”hvis der kommer noget”!!!
Lad mig også her slå det helt fast, ja, menighedsrådet kan planlægge flere kirkelige handling samme dag, f.eks. dåbsgudstjenester før og efter søndagens højmesse. Det eneste det kræver er at personalet er varslet med mindst 1 måneds frist.
 
Nu kommer vi så til et andet spørgsmål: hvordan med aflønning for disse tjenester?
Først et svar til menighedsrådet (og andre) Nej! graverne og kirkegårdslederne der blev hjemsendt i foråret, ”skylder” ikke arbejdstid for det arbejde de var hjemsendt fra!
Når der nu kommer flere tjenester ind, ja så er det arbejdsgiverens opgave at sikre, at medarbejderne har den nødvendige tid til disse, men også at hvis denne tid går fra andre opgaver f.eks. pasning af kirke og kirkegård, at der så kommer den nødvendige hjælp hertil. Man kan altså ikke forvente at medarbejderne ”bare løber stærkere” bagefter. Det ville i mine øjne svare til at arbejdsgiveren sagde det ligeud: ”du laver for lidt i det daglige”, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet.
 
Udgangspunktet må altid være at den tid der er afsat til vores stillinger, er afmålt efter det faktiske arbejde.
 
Jeg har før på denne plads i bladet, opfordret til at gravere og kirkegårdsledere udviser fleksibilitet i denne tid, men det betyder på ingen måde at vores aftaler og overenskomster skal tilsidesættes.
Der er helt klart både plads til fleksibilitet og samtidigt sikre, at vi også har et godt arbejdsklima ”når alt bliver normalt”
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren juli 2020

Landsbygraveren og miljøet
Fra ”grim ælling” til ”svane”!

 
Som ansatte på landets kirkegårde kender graverne rundt om i landet selvfølgeligt alt til den megen opmærksomhed, der er omkring miljø og bæredygtighed. Det er en indgroet del af dagligdagen for de fleste af os, at tænke over bæredygtigheden i de ting vi foretager os, den måde vi vedligeholder kirkegårdens arealer på, håndtering af affald samt anvendelse af miljøskånsomme arbejdsmetoder. En stor del af kirkerne har også tilsluttet sig ”Grøn kirke” projektet og rigtig mange af de øvrige arbejder efter ”Grøn kirke” retningslinjerne.
Det er derfor også naturligt, at vi som gravernes fagforening viser ansvarsbevidsthed med hensyn til vores miljø. Det blad du sidder med i hånden, kan nu bryste sig af at være ”Svanemærket”. Det kendte symbol er et nordisk miljømærke for produkter der ikke er fødevarer. Svanemærket sætter grænser for udledning af giftige stoffer og for indholdet af uønskede stoffer i produktet. Svanemærket viser at produktionen af Landsbygraveren hos PE/Offset A/S i Varde er godkendt, efter en undersøgelse der indbefatter miljøpåvirkninger fra råvare til affald.
 
Ellers er sommervarmen og sommerfreden så småt ved at sænke sig over ”fagforeningsland”. Vi arbejder målrettet i FAKK på at kunne afholde vores Delegeretmøde den 21. september, efter at vi jo desværre blev nødsaget til at flytte det fra den oprindelig fastsatte dato i juni. Nu håber og tror vi på at forholdene i ”Corona Danmark” kan blive sådan, at vi kan gennemføre mødet i september.
 
På mødet skal der bl.a. tages stilling til hovedbestyrelsens forslag til tilrettede vedtægter, dette forslag kommer som en konsekvens af Forbundets optagelse i Serviceforbundet. Der er ikke lagt op til væsentlige ændringer i vedtægterne, der er dog behov for ”konsekvensrettelser” således at vores vedtægter afspejler virkeligheden.
 
Derudover er der selvfølgelig fremlæggelse af regnskaber, valg af formand, næstformand og kasserer. Samt efterfølgende konstituering af Hovedbestyrelsen med diverse udvalg.

Jeg vil ønske alle bladets læsere en god sommer.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand

 


Landsbygraveren juni 2020

Bliver alting snart ”Som før”?

 
Efter et meget anderledes forår, hvor store dele af vores samfund har været ”lukket ned”, hører jeg ofte spørgsmålet: Hvornår bliver alting som før?
Og jeg skal ikke gøre mig til spåmand eller ekspert i fremtidsanalyser, men jeg er næsten helt overbevist om, at alting ikke bliver som før. Og på en måde er det måske også godt nok.  Jeg har været med i en del forskellige arbejdsgrupper omkring udarbejdelse af vejledninger og andre tiltag, både i forbindelse med, at vi alle blev sendt hjem, dernæst under ”nedlukningen” og for nu at arbejde med den kontrollerede genåbning. Det har været meget tankevækkende, - den store frygt vi alle havde omkring opstarten og om hvorvidt hele vores sundhedsvæsen ville blive overbelastet. Og for vores område var der jo også en stor bekymring om hvorvidt, det danske begravelsesvæsen ville kunne følge med.
Derfor er det også meget overraskende og særdeles tankevækkende, at nok oplevede vi en del dødsfald pga. Coronaen, men samtidig var der et stort fald i influenza relaterede dødsfald. Det var faktisk sådan, at de statistiktal vi fik, f.eks. fra krematorierne kunne berette om en meget stille periode, ja nærmest et fald i dødsfald i forhold til ”et normalt år”.
Den erfaring, tror jeg vi som samfund må drage ved lære af. Måske skal vi til at omgås hinanden med lidt mere omtanke. Den store bevågenhed på f.eks. håndhygiejne, afstand til andre, hoste og nyse i ærmerne osv., bør vi tage med i vores ”nye dagligdag”. Egentlig er det vel bare sund fornuft, at man/vi passer på os selv og dermed også hinanden.
Et af de steder jeg personligt har følt et stort afsavn i ”Corona tiden” har været det, at kunne give mine nærmeste et ordentligt kram, det virker altså underligt at hilse på forældre, børn og børnebørn uden den fysiske kontakt. Men samtidig må jeg også sige, at jeg ikke kommer til at savne, den efterhånden meget udbredte tendens til at uddele krammere ”i øst og vest” Det har i forvejen været grænseoverskridende for en besindig vendelbo, pludselig at skulle være på knus/krammer med folk som jeg kun har mødt en enkelt gang før. Til gengæld håber jeg virkelig, at det gode gamle håndtryk igen bliver almindelig og anerkendt hilseform.
Derfor tror jeg ikke at vi får de ”gamle tider” tilbage. Men jeg håber, at vi tager vores erfaringer med og skaber en ny omgangsform, hvor vi kan bevare de nære forhold med gensidig accept, og at vi kan lære at omgås hinanden kærligt og respektfuldt. Vi må ikke isolere os fra fællesskabet, det vil være ulykkeligt.
Og som vores statsminister har sagt flere gange: ”Danskerne skal stå sammen, ved at holde afstand
Vi må lære at udvise sammenhold, nærhed og fællesskab også uden at det nødvendigvis behøver at betyde fysisk nærhed. Vi må øve os i samværet med en ny bevidsthed om den gensidige afhængighed vi som mennesker og samfund er forbundet af.
Vi går nu ind i sommeren og jeg vil håbe for os alle, at vi får en dejlig (sikkert anderledes) sommer og ferietid.

God sommer
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.




Landsbygraveren maj 2020

”Vi skal vise at vi står sammen, ved at holde afstand!”

 
Ja, den sætning har vi godt nok hørt mange gange og man kunne ikke lade være med at smile lidt af paradokset i udtalelsen, for hvordan skal vi kunne stå sammen, hvis det skal gøres på afstand?
 
Jeg syntes at hele forløbet den seneste tid, siden den aften da vores statsminister tonede frem på skærmen og populært sagt ”lukkede hele Danmark ned”, viser at danskerne rent faktisk godt kan finde ud af, at stå sammen også i en så svær situation. Vi har i kirken og på kirkegårdene oplevet en tid, som vi sikkert aldrig kommer til at opleve igen. Aflysning af alle gudstjenester og møder, ”nødvendige kirkelige handlinger” gennemført med et meget begrænset antal deltagere. Udfordringerne med at kunne hjælpe pårørende til at få taget en smuk og værdig afsked med deres kære. At få forårsarbejdet udført under meget specielle vilkår osv.
 
Alle disse ting har krævet, at der på alle måder har været behov for at ”nytænke” for at finde holdbare løsninger. Jeg er stolt over at erfare at gravere, medhjælpere og kirkegårdsledere over hele landet, har mødt denne nye udfordring med stor forståelse for sagens alvor. Selvfølgelig blev vi i FAKK også overrumplet af sagens omfang og mange af jer havde brug for, at få vores bud på løsninger. Det var selvsagt en meget stor opgave, som kun kunne løses fordi alle parter (også på den folkekirkelige arbejdsplads) var i stand til at se bort fra (fag)politiske meninger og holdninger og i stedet fokusere på at finde løsninger. Jeg vil gerne i den sammenhæng takke for et fantastisk samarbejde på kryds og tværs i folkekirkens ”maskinrum”. Det har været meget positivt, at vi har kunnet samles om fælles vejledninger og også finde de informationskanaler der hurtigt og effektivt fik myndighedernes råd og vejledninger spredt ud til ”brugerniveau”.
 
Som statsministeren også bedyrede på det første pressemøde ”Vi kommer til at begå fejl, for vi har aldrig prøvet dette før”. Vi kan sikkert i mange tider gøre os kloge på, hvad der ville have været klogest at gøre og kommer også til at erkende, at vi som fagforening kunne have gjort noget mere og informeret på en bedre måde. Men som det også er blevet sagt nogle gange: ”Det her er nyt, vi bygger flyet samtidig med at vi flyver afsted i det”
 
Her hvor disse linjer skrives (midt i april) er der så småt begyndt at være tegn på, at alle de tiltag der er blevet gjort for at begrænse sygdommens hurtige udbredelse, har båret frugt, så vi forhåbentligt snart kan begynde at få lidt mere normale tilstande i vores dejlige land.
 
Nu kan vi så fejre første maj, uden at være sammen fysisk. Men jeg syntes godt vi kan tillade os at føle, at vi i den grad står sammen og vi har erfaret at når vi virkelig møder modstand, så er vi parate til at hjælpe hinanden gennem udfordringerne. Lad os glædes over det og på afstand huske at vi er dybt afhængige af hinanden.

God første maj.
 
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren april 2020

Sommetider overgår virkeligheden selv den vildeste fantasi.

 
Hvem ville ha´ troet, hvis nogen havde fortalt os for 2 måneder siden, at vi skulle opleve et Danmark der stort set er lukket helt ned?

Alle offentlige arbejdspladser lukket ned, (undtaget sundhedsvæsen og politi.) Alle skoler og uddannelsesinstitutioner lukket. De danske grænser lukket ned for såvel ind- som udrejse (uden anerkendelsesværdigt formål) og jeg kunne jo blive ved en god tid endnu.
Men det er altså i skrivende stund (medio marts) virkelighed og vores trygge samfund må nu virkelig stå sin prøve.
Også vores arbejdspladser er berørt og selvom jeg ved at rigtig mange af jer gravere og kirkegårdsfolk, kan have svært ved at se det rimelige i, at vi bliver sendt hjem og ”vores kirkegård” så må henlægge uden den fornødne pasning i en vis periode, ja så er det altså nu engang sådan vilkårene blev. Vi må alle være med til at yde vores bidrag. Selvfølgelig gør det ondt i en faglig stolt graver, at se på at forårsarbejdet ikke kommer rettidigt i gang og mange af os er sikkert allerede bekymrede for, hvor lang en periode vi kommer til at mærke eftervirkningerne. Men set i det store samfundssammenhæng, så må vi indrømme at vores udfordringer ikke hører til de allerstørste.
 
Forhåbentlig er vi snart ude af denne, må jeg kalde den ”lidt kaotiske tid” og samfundet så småt kan begynde at vende tilbage til ”normale tilstande”.
 
Om en måneds tid, skal vi fejre første maj, hvor vi plejer at hylde fællesskabet og se på de opgaver der er blevet løst gennem medlemmerne af diverse fagforeninger i en fælles indsats, har sikret gode og velordnede forhold på vores arbejdsmarked og i vores samfund generelt. Men jeg må også sige, at jeg i denne tids udfordringer har undret mig over, i hvor høj grad vi her i landet er mere fokuseret på vores egen situation frem for fællesskabet.
Vores statsminister står på et pressemøde på alle landsdækkende kanaler og opfordrer danskerne til at stå sammen, så vi fællesskab kan undgå at smitten spreder sig så hurtigt, at sundhedsvæsenet ikke kan følge med og i samme åndedrag forklarer at al forsyning og transport af nødvendige dagligvare vil blive sikret, og der således ikke er ”nogen som helst grund til hamstring”.  Et budskab der ikke skulle være sådan at gå fejl af…. Men hvad sker der. Straks styrter en god del af den danske befolkning ud af døren, og hen til det nærmeste supermarked, hvor der flere steder blev fortalt om direkte tumultagtige scener.
 
Er vi blevet et samfund af ”mig først” individer, der i alt kun ser sine egne behov og med alle midler forsøger at sikre sig selv. Jeg syntes virkelig det er tankevækkende og jeg tror at vi når vi engang er ”ude på den anden side” af denne særlige situation, vil få brug for at minde hinanden om at vi i et demokratisk samfund som det danske har brug for hinanden, og at det derfor af og til kræves at vi tilsidesætter egne behov.
 
Med ønsket om at vi alle så snart som muligt vender tilbage til normalen

Godt Forår
Bjarne Rødkjær



Landsbygraveren marts 2020
 

Naboens græs er altid grønnere!
Eller er det nu også det?

 
Her i forbindelse med det forberedende arbejde om næste års overenskomstforhandlinger, er det jo fristende at skele til hvilke aftaler, andre har/får i forbindelse med deres forhandlinger.
I skrivende stund er der netop indgået aftale på Industriens område og mange gange har det jo været i skyggen af de private arbejdspladsers overenskomst, når vi på det offentlige område går til forhandlingsbordet.
 
Og ja, fristelsen er selvfølgelig stor til at kigge på ”hvad de andre har”, uden først at fokusere på om ændringerne nu også er ønskelige hos os. Her taler jeg selvfølgelig ikke om de generelle lønstigninger, som for mig at se i første omgang skal sikre at inflation og prisudvikling ikke udhuler vores løn, men det vigtigste for mig må være at vilkårene for netop vores faggruppe bliver forbedret på en måde, som kommer os alle til gavn både arbejdstager og arbejdsgiver.
 
Har du for resten tænkt over, hvorfor det ser ud som om naboens græs er grønnere end vores egen lille plæne vi står midt på? En klog mand (ældre end mig) gav mig engang følgende forklaring: Når du ser over på din nabos græsplæne, ja så ser du ”hen af jorden” altså ser du kun toppen af de enkelte græsstrå og på afstand ser det så ud som om det hele er grønt og frodigt, hvorimod at når du kigger på det græs du står midt i, ja så kigger du oppefra og ned og kan derfor se de huller og mellemrum der måtte være i græsdækket. Moralen er at altså, at naboen fra hans ståsted kan have samme opfattelse som dig, nemlig at det ser grønnere (bedre) ud hos ”de andre”.  Med andre ord: Det er altså mig der kender virkeligheden der hvor jeg står, og naboen der kun ser noget af sagen.
 
Det er derfor vigtigt at vi når vi skal drøfte vores ønsker og krav til de kommende forhandlinger. Så lad os kigge godt på det sted hvor vi hver især står i det daglige, kigge på hvor der er ”huller i plænen” altså steder hvor det vil give god mening at forsøge at forbedre aftaler, der vil gavne netop ”vores græs”
 
Selvfølgelig er det OK at vi kigger på hvad ”de andre” har, men i bund og grund er det der betyder noget for min hverdag. Netop det at aftaler og overenskomster kan mærkes og giver mening ”hjemme hos mig”.
Vi skal derfor hjælpe hinanden med at finde ud af, hvor der i overført betydning er brug for: ekstra gødning, en plænelufter, topdressing eller måske flere frø (find selv på flere sammenligninger).
 
Det er derfor mit ønske for det kommende års arbejde med overenskomsterne, at vi kigger mere på egne behov, fremfor hvad ”de andre har”.
 
Styrken ved vores fagforeningsstruktur i FAKK (nu som en del af Serviceforbundet) er netop at det er fagfolk/kollegaer, der kender til hverdagen og udfordringerne på vores arbejdsplads, som indgår aftalerne ved forhandlingsbordet.
 
Her til sidst på denne side, vil jeg lige opfordre dig som kollega til at tænke over, om du kender til en graverkollega der endnu ikke er blevet medlem af FAKK, det er jo af allerhøjeste vigtighed at vi står sammen og hjælpes ad med at sikre gode vilkår for vores dejlige arbejdsplads, det sikres bedst ved at vi alle står sammen, både lokalt i de enkelte afdelinger, men også som en stærk forhandlingspart.
Så tag en snak kollega til kollega om ønskerne til en ny overenskomst og vigtigheden af at vi hjælpes ad. Fortæl også at han/ hun meget let kan melde sig ind via www.fakk.dk.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand 

 


Landsbygraveren februar 2020

Februar

Februar, det er koldt og mørkt. Det syntes som om foråret er langt væk og vi går og længes lidt efter lysere dage, fuglesang og duften af forårsblomster.
Der er tid til at komme ”i bunden” af opgaverne på skrivebordet. Gennemgang af arbejdspladsvurderingerne, forberede det nye års opgaver på kirkegården, måske skal der skiftes hække, eller laves et nyt område på kirkegården til en anderledes form for gravpladser, for at imødekomme brugernes ønsker om alternative gravsteder. Ja, der er nok at tage sig til for os på kirkegårdene.
 
Men det er også tiden, hvor vi bliver indkaldt til generalforsamling i vores lokale afdeling, inden du nu siger: ”At der skal du bestemt ikke hen, for så risikerer du bare at du bliver tvunget til at gå med i arbejdet”, så vil jeg gerne bede dig tænke lidt over, hvorfor der indkaldes til disse møder. Ja, det er nok også for at der skal vælges/udpeges nogle til en bestyrelse, men en generalforsamling er også meget andet. Det er her vi alle får muligheden for at få den direkte orientering, om hvad der røre sig både lokalt i den enkelte afdeling, men også hvad der sker i Forbundets hovedbestyrelse m.m.
 
Generalforsamlingen er også stedet hvor vi graver og graver imellem kan drøfte ønsker om ændringer i arbejdsvilkår og aftaler. Netop på dette forårs generalforsamlinger skal der også tages stilling til hvilke krav, vi som ansatte har til næste års overenskomstforhandlinger. Her er det meget vigtigt at alle fremkommer med forslag og ideer og at vi kan få en god diskussion om hvad vi vil prioritere, er det mere i løn, mere frihed, mindre rådighed, højere pension eller noget helt andet, som forhandlerne skal forsøge at få aftalt på plads. Det siger sig selv at det er de enkelte medlemmer der ved hvilke behov og ønsker der kan være, men det er også vigtigt at det så også kommer videre i vores system. Når først aftalen er underskrevet er det for sent at komme med ønskerne. Til sommer skal vi på delegeretmødet drøfte hvilke krav vi som fagforeningen vil fremsætte over for vores arbejdsgivere til næste års overenskomstforhandlinger. Så det er derfor NU du skal hjælpe med at formulere kravene, det er nu vores demokrati og hele vort forbunds struktur kan/skal virke. Det er nu du/jeg har den direkte indflydelse på hvad der skal sendes videre netop fra din afdeling. Så også af den grund er det vigtigt at du tager af sted til generalforsamlingen.
 
Vi er i FAKK som det vist er alle bekendt, fra den 1.januar er blevet en del af Serviceforbundet. En beslutning vi ser som en styrkelse, således vi er endnu bedre rustet til at varetage det enkelte medlems interesser, men dette ændre ikke ved at det allervigtigste led i det hele er medlemmerne og medlemmernes mening. Det er flere gange fra vores ny samarbejdspartnere blevet påpeget (hvad vi selvfølgelig godt vidste i forvejen) at FAKK´s struktur med gode velfungerende lokalafdelinger er vores helt store styrke. Dette bekræfter jo så endnu engang mit argument med, at du skal give din mening til kende og støtte op om dem som har påtaget sig at sidde i en lokalafdelings bestyrelse, for på dine vegne at være talerør for netop dine/jeres holdninger.
 
Mit håb er at der rundt om i landet i de kommende måneder, vil være god gang i debatten på diverse generalforsamlinger, at der fremkommer nogle gode forslag og at bestyrelserne rundt om i afdelingerne kan mærke medlemmernes opbakning til det fortsatte arbejde. Skulle der være en ledig plads i bestyrelsen hist og her, så er jeg også sikker på at der nok skal være nogle der har lyst til opgaven. Men lad nu være med at blive væk fra generalforsamlingen af frygt for at ”blive valgt ind”. Det er bestemt tilladt at møde frem uden at skulle tvinges/presses til noget.

Vi ses til generalforsamlingen og tag gerne nabograveren med.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand


Landsbygraveren januar 2020

 

Godt nytår.

Ja, hilsenen med ønske om et godt nytår, udveksler vi med stort set alle vi møder her i tiden omkring årsskiftet. Selvfølgelig ønsker vi at det nye år bliver godt og måske endda bedre end det/de foregående år.
 
Vi har sikkert alle nogle ønsker om hvad året 2020 vil bringe. Ønsket om et godt helbred, styr på økonomien, et godt arbejdsliv, en stor rejse osv. osv…
Det bliver jo alt sammen blot til planer og ønsker. Men hvordan det så bliver er der jo flere faktorer der har indflydelse på.  Jeg er sikker på at vi selv har en god del indflydelse på hvor godt året bliver, dels med vores egen indsats, men også med den tilgang som vi vælger at møde det nye år og dets udfordringer med.
 
En klog mand har engang sagt: ”Det handler ikke så meget om hvordan man har det, men mere om hvordan man tager det” og jeg tror at der ligger en stor sandhed i de ord. Hvis vi møder hverdagen, kollegaer, arbejdsgivere og familiemedlemmer, med et åbent sind og et glad smil, så tror jeg at mange af vores problemer vil vise sig at være betydeligt mindre.
 
En positiv indgang til udfordringerne, vil helt sikkert smitte af på vores omgivelser uanset om det er på den private hjemmefront, eller på arbejdspladsen. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det bliver som vi havde ønsket det, men jeg er overbevist om at processen bliver langt skønnere at gennemleve, hvis vi tager fat på problemer/udfordringerne med en positiv indgangsvinkel.
 
For øvrigt bliver det jo spændende at være med i det nye år 2020. Hvorfor nu det? Hvad gør årstallet 2020 til noget særligt? Jo, de fleste af os kan sikkert huske tilbage til de første år efter årtusindskiftet, da var der ikke en forening, virksomhed, politisk parti eller regering for den sags skyld der ikke havde en 2020 plan.
 
Alle var parate til at sætte konkrete ønsker og mål op for hvordan verden (nær eller fjern) skulle se ud når vi nåede til 2020. Så derfor mener jeg det bliver spændende, at finde nogle af alle disse visionære planer frem og se om det så er lykkedes at komme i mål……. Sikkert ikke, men derfor er det vel stadig på sin plads, at vi laver planer og har ønsker for vores fremtid. Hvis vi ikke har et mål at køre efter, så kommer vi ikke langt.
 
Så kære læser af disse linjer, lad os sammen glæde os over et nyt år, men masser af udfordringer og nye samarbejdsrelationer. Jeg er sikker på at vi sammen kan skabe et godt år 2020, som vi ved næste årsskifte kan kigge tilbage på med taknemlighed.
Godt nytår

Kom så bare an 2020
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren december 2019

 

Jeg glæder mig i denne tid…

 
Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der i denne tid går og glæder sig.
 
Dels er det selvfølgelig julen med alle dens gode traditioner med arrangementer i stort tal, som sikre at vi alle kommer i den helt rette stemning op til den store højtid, selvom det jo også altid er ensbetydende med ekstra travlhed for os som medarbejdere ved folkekirken, så er det altid dejligt at være med til at føle sammenholdet og glæden i gennem hele julens travlhed.
Jul er og bliver jo mere end bare ”en vinterfest”. Det må vi holde fast i og turde stå ved; at det er den kristne jul vi fejrer og derfor har lyst til at være med til, at glæde og vise omsorg for alle i vores nærhed.
 
Som barn var det jo nok mest det der med gaverne, som var den mest konkrete grund til at vi glædede os til julen. Men mon ikke vi alle også ser hen til julen med en forventning om, at være sammen med familien og vennerne på en lidt mere intens måde, end den travle hverdag ellers giver mulighed for. Det glæder jeg mig i hvert fald til.
 
Men jeg glæder mig også meget til det bliver nytår, og dermed en ny virkelighed for vort lille forbund, som fra og med den 1. januar bliver en del af Serviceforbundet. Jeg er overbevist om at det bliver rigtig godt og at vi med vores indtræden i Serviceforbundets ”familie” vil opleve, at ”fællesskabet gør stærk”. Jeg glæder mig over at vi sammen har besluttet at styrke vort gode gamle forbund med denne aftale. Det bliver spændende at få ”hele pakken lukket op”, med alle de nye muligheder et sådant samarbejde byder på.
Du vil som medlem af FAKK modtage direkte information via mail og breve. Ligesom du kan læse lidt mere om overgangen andet sted i dette blad.
 
Når det så bliver ”hverdag” igen, glæder jeg mig også meget til at få afsluttet et af vores periodeprojekter, som blev aftalt i forbindelse med OK18. ”Periodeprojekt om medarbejderrepræsentantens rolle”. Jeg ved jo at rigtig mange af vores medlemmer også har påtaget sig opgaven, med at være medarbejderrepræsentant i menighedsrådet. Det er derfor meget vigtigt for os at vi får tydeligt beskrevet hvilke rammer og med hvilke rettigheder/pligter denne opgave skal udføres under.
Vi har aftalt med Kirkeministeriet, at videreføre arbejdet i en undergruppe under Folkekirkens Samarbejdsudvalg, således at alle både fra arbejdsgiver og medarbejdersiden deltager i udarbejdelse af en kommende vejledning. Det er vor forventning at Kirkeministeriet efterfølgende udgiver resultatet som en vejledning og dermed vil alle få et fælles ”regelsæt” at arbejde ud fra.
Jo, der er sandelig nok at gå og glæde sig til.
 
Med ønsket om en god og glædelig jul til alle medlemmer og samarbejdspartnere.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren november 2019
 

”Dette kan blive en historisk dag”

 
Med den indledende replik indledte vi det ekstraordinære delegeretmøde, som blev afholdt tirsdag den 8. oktober i Vingstedcenteret ved Vejle.
 
Delegeretmødet var indkaldt for at tage stilling til forslaget fra hovedbestyrelsen om at FAKK bliver en del af Serviceforbundet. Hovedbestyrelsen fik jo som bekendt på seneste delegeretmøde til opgave, at undersøge mulighederne for samarbejde med et andet forbund, for ad den vej at kunne sikre forbundets fortsatte virke.
 
Resultaterne af disse undersøgelser har så resulteret i, at hovedbestyrelsen har anbefalet Serviceforbundet. Hvilket især skyldtes, at vi kan fortsætte som selvstændig fagforening under Serviceforbundet, i lighed med de 10 andre (11 når kirketjenerne også kommer med pr.1.1.2020) fagforeninger der idag er en del af Serviceforbundet.
 
Delegeretmødet vedtog med overvældende flertal, at forbundet bliver en del af Serviceforbundet pr 1. januar 2020 (48 for og 1 imod).
Vi er overbeviste om at samarbejde er vejen frem, samtidig med at vi bevarer vores selvstændighed. Ved at komme med i Serviceforbundet kan vi blive en del af et større fællesskab og på samme tid beholde ejerskabet over vores overenskomster. Dermed er der stadig os selv der indgår overenskomster og aftaler og vores 19 lokalafdelinger vil fortsat være medlemmernes primære kontakt.
 
Vi får i Serviceforbundet ekspertise og støtte i form af jurister og socialrådgivere, der kan styrke vores hjælp til det enkelte medlem. Vi bliver desuden omfattet af Serviceforbundets strejkekasse. Det betyder at vi kan være en endnu bedre fagforening for vores medlemmer.
 
Hvordan kommer jeg så som medlem af FAKK så til at opleve dette samarbejde? I det daglige vil det fortsat være vores kendte medarbejdere der vil tage telefonerne og hjælpe medlemmerne med at løse de opgaver der kommer, men vi forventer også at det faktum at der er et langt større ”maskinrum” i Serviceforbundet, vil opleves som en styrkelse af det faglige arbejde. Ligeledes tror vi på at vores afdelingers bestyrelser og provstitillidsfolk, vil mærke et tydeligt løft i informationsniveauet og lettelse i administrationen, således at man ude lokalt kan koncentrere sig om at være i nær kontakt med medlemmerne gennem erfagrupper m.m.
 
Der vil i de næste måneder bliver lagt mange kræfter i, at alle vores medlemmer får en grundig information om hvilke ændringer aftalen får, men jeg kan allerede nu afsløre, at der ikke sker ændringer i kontingentets størrelse, men alene vil ske en ændring i form af opkrævningsformen. Vi har hidtil opkrævet kontingentet kvartalsvis, det vil nu i forbindelse med overgangen til Serviceforbundet bliver ændret til månedlig betaling. Hele kontingentopkrævningen vil fremover varetages af Serviceforbundet. Men som sagt meget mere om dette i den kommende tid.
Jeg er overbevist om at vi med dette skridt, kan fortsætte arbejdet (med fornyet styrke) med at være fagforeningen der sikre de bedste arbejdsvilkår og overenskomster for alle vores medlemmer. Men som en af de delegerede udtrykte det: ”Denne beslutning betyder ikke at arbejdet er færdigt, men at vi er på rette vej og at vi i fællesskab møder de udfordringer fremtiden bringer”.
 
Så kære medlemmer: Tillykke med at vi nu bliver en del af et større fællesskab, der kun kan gøre os stærke.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand

 

Landsbygraveren oktober 2019

”Det frie valg”

Når disse linjer skrives viser kalenderen midt i september og vores medier flyder over med nyheder og ophidsede kommentarer omkring spørgsmålet: Har vi frit fagforeningsvalg i Danmark?
 
Diskussionen er poppet op efter en sag fra Københavns Lufthavn, hvor en stor gruppe medarbejdere nedlagde arbejdet fordi en af deres kollegaer ikke ville være med i ”deres fagforening”. 
Det er selvfølgelig en sag der har flere sider, men det har fået mig til at overveje min holdning som formand for en fagforening. Grundlæggende er jeg selvfølgelig fuldstændig enig i, at alle har ret til selv at vælge hvilken forening/klub/politisk parti eller trosretning, som vedkommende har lyst eller overbevisning til. Men for mig er der også noget der hedder at ”tage konsekvenserne af det frie valg”. Hvis jeg f.eks. vælger at undlade at tegne forsikring på mit hus eller bil, ja så må jeg selvfølgelig også selv stå med udgifterne til eventuelle skader. Jeg kan ikke regne med at forsikringsselskabet føler sig forpligtiget til at hjælpe mig, når jeg ikke ville bidrage til den fælles kasse.
Lidt på samme måde har jeg det med ”det frie fagforeningsvalg”.  For mig er det en selvfølge at jeg selvfølgelig vil være en del af det fællesskab, som har kæmpet for at skaffe de goder og aftaler som i dag gælder på vores arbejdspladser, men min retfærdighedsfølelse er sat på kraftigt på prøve, når ikke-medlemmer eller medlemmer af en ”gul fagforening” tager det som den største selvfølge, at de overenskomster og lønforbedringer som fællesskabet har aftalt med vores arbejdsgiver, også skal gælde for dem.
Forleden stødte jeg på et udtryk som jeg ikke før havde hørt nemlig: ”I – Deals”.  Ikke idealer, men (frit oversat) Jeg/mig aftaler.
Da jeg havde fået forklaret hvad begrebet dækker, ja så var det jo nok ikke så nyt endda. Eksempel: En medarbejder siger: Ja, det er jo meget godt med at overenskomsten siger at jeg har ret til: en fast ugentlig fridag, ferie efter ferielovens regler osv. Men jeg har brug for at der lige nøjagtigt i mit (helt specielle tilfælde) skal gælde nogle helt andre regler, som passer til mine ønsker og behov.  Denne opfattelse er desværre ikke helt ukendt og måske får den næring af at moderne mennesker ikke i samme grad som tidligere føler at ”fællesskab gør stærk” men mere er overbeviste om, at: jeg kan godt selv og ingen skal bestemme over mig. Men de samme personer som ”Vil Selv/Kan Selv” står af og til i den situation, at det bliver aktuelt at ”få hjælp” fra fællesskabet og så kan det være for sent at komme med, det svarer lidt til at ringe til forsikringsselskabet for at tegne en brandforsikring, når der er gået ild i huset.
Så det frie valg ja tak, men på betingelse af, at jeg så også er parat til at tage følgerne. Hvis jeg af en eller anden grund blev overbevist om, at det eneste rigtige for mig ville være at køre i venstre side af vejen, fordi det passede til mit temperament og i øvrigt skal alle de andre ikke bestemme over mig, ja så tror jeg at alle vil være enige med mig i, at det nok var klogest for mig at flytte til et land hvor venstrekørsel var ”normalen”. Alternativt måtte jeg nok i gang med et større arbejde for at overbevise alle andre og folketinget om, at vi skal vedtage at skifte side.
Jeg er stolt af at vi i FAKK ikke tvinger nogle til at være medlem af vores fællesskab, men jeg er også fuld af fortrøstning over og tror på, at gravere og kirkegårdsledere under vort forhandlingsområde kan se det fornuftige i, at være med i det fællesskab der arbejder på at gøre rammerne for vor arbejdsliv endnu bedre.
Ja, der er mange ting der kan gøres bedre end i dag, men skal vi lykkes med at ændre det, er vi nødt til at stå sammen, det kan ikke klares ved I –Deals. Uanset hvor fristende det kunne se ud for den enkelte.
Med en gammel fagforenings parole:  Fællesskab gør stærk.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.

 

Landsbygraveren september 2019
 

Hvad bringer fremtiden?

Som det sikkert er de fleste bekendt, så vedtog vi på vort delegeretmøde (2018) at hovedbestyrelsen skulle undersøge mulighederne for samarbejde med andre fagforbund. Denne opgave har vi så gennem de efterfølgende måneder arbejdet intenst på i såvel formandskab, forretningsudvalg som hovedbestyrelse.
Vi har haft drøftelser med mange mulige samarbejdspartnere, således at vi med sikkerhed kunne sige at alt var undersøgt. Blandt dem vi har talt med kan nævnes, 3F, FDK (kirkegårdslederne), Serviceforbundet og Min A kasse (for samarbejde om administration).
Det har været en spændende opgave og vi har brugt rigtig mange timer på at være grundige og samtidig forsøge at danne os et billede af, hvordan vi fremover sikrer at vi som gravere/kirkegårdsledere, får den største indflydelse på aftaler og vilkår på vort område.
Og efter at alle vores afdelinger havde haft mulighed for at drøfte emnet på medlemsmøder og generalforsamlinger hen over vinteren, kunne der på hovedbestyrelsesmødet i april så konstateres at:
  ”Ordstyreren konkluderer overvejende flertal for der arbejdes videre vedr. Serviceforbundet”. (klip fra referatet)
Samtidig vedtog hovedbestyrelsen en tidsplan for det fremtidige arbejde med at undersøge mulighederne for samarbejde med Serviceforbundet. Denne tidsplan indeholder bl.a. at der indkaldes til ekstraordinært delegeretmøde her i efteråret (den 8.oktober i Vingstedcenteret ved Vejle) forud herfor samles hovedbestyrelsen for at ”finpudse” det endelige oplæg til delegeretmødet.
Det bliver således delegeretmødet der kommer til at vedtage hvilken vej, vi som forbund skal betræde i fremtiden, idet det jo som bekendt er delegeretmødet der er vores øverste myndighed i forbundet, her vil de delegerede på vegne af afdelingernes medlemmer tage de nødvendige beslutninger.
Vi har under hele forløbet med drøftelser og undersøgelser, haft et meget nært samarbejde med vores gode kollegaer og samarbejdspartnere i Danmarks Kirketjenerforening, som vi jo har samarbejde med vedr. sekretariatet og det har været en udfordring for det fremtidige samarbejde, at begge foreninger (FAKK og Danmarks kirketjenerforening) gerne skulle have det samme organisatoriske tilhørsforhold, derfor var kirketjenernes generalforsamling her i maj måned imødeset med stor spænding. Men kirketjenernes generalforsamling vedtog næsten enstemmigt, at indlede optagelsesforhandlinger med Serviceforbundet. Der vil derfor være godt grundlag for at samarbejdet omkring sekretariatet også kan fortsætte, såfremt vi i FAKK også vedtager at søge optagelse i Serviceforbundet.
En af de væsentlige grunde til at vi i ledelsen af forbundet anbefaler samarbejdet med Serviceforbundet er at vi dermed beholder ”ejerskabet” over vores overenskomster, dvs. at det fortsat vil være gravere/kirkegårdsledere der indgår overenskomster og aftaler. Vi beholder altså den direkte indflydelse, samtidig med at vi bliver tilknyttet et større fællesskab, som kan støtte og hjælpe både i forbindelse med dagligdagens udfordringer, omkring samarbejde på de enkelt arbejdspladser, idet serviceforbundet har tilknyttet et korps af socialrådgivere og jurister.
Derudover vil vi også bliver omfattet af Serviceforbundets strejkekasse, hvilket vil have stor betydning for vort forbundskasse i forbindelse med evt. fremdige konflikter.
Vi skal heller ikke nødvendigvis ændre på vores egen struktur med selvstændige lokalafdelinger, som er tæt på medlemmerne, men får derimod støtte til at styrke indsatsen omkring sagsbehandling og hjælp til det enkelte medlem.
Så det bliver spændende at være med til at udforske vort forbunds fremtid og vi er overbeviste om at samarbejde er vejen frem, samtidig med at vi bevarer vores selvstændighed.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand
 

Landsbygraveren august 2019

Tilbage på job efter ferie: Hurra!!

 
Mange har sikkert allerede på nuværende tidspunkt afholdt sommerferie, eller måske er der stadig en lille rest der har ferie lidt endnu (heriblandt undertegnede). Men alle kan sikkert genkende følelsen af, at sidde den sidste aften i sin ferie og se tilbage på dejlige feriedage, med afslapning, gode oplevelser med familie og venner, rejser eller måske er ferien brugt på havearbejde, husvedligeholdelse, oprydning eller andet, der ikke lige er blevet tid til i en travl hverdag.
 
Følelsen af at ferien er brugt og at hverdagen nu igen melder sig, kan jo nok på sin måde være lidt vemodig, men samtidig håber jeg også at de fleste oplever, at når så først man er mødt ind på sin arbejdsplads så ”falder der ro på” og man kan glædes over en god hverdag, på en god arbejdsplads. 
Jeg tror det er meget vigtigt at vi har et job, som i hverdagen kan give mening og indhold. Vi er jo heldigvis mange der kan sige, at vi har et dejligt og meningsfyldt job med mange forskellige opgaver og udfordringer, som vi i fællesskab med kollegaer og arbejdsgiver kan medvirke til bliver løst.
Sidder du nu og tænker, ”ja tak, bare det var sådan for mig også”, så vil jeg opfordre dig til at overveje hvad der kan ændres, så det også bliver tilfældet på din arbejdsplads. Vi har alle et medansvar for at arbejdspladsen fungerer og i de allerfleste tilfælde, så kan der ændres rigtig meget hvis vi bare tør sætte ord på de ting, som vi ikke syntes er helt i orden. Det er så let at give skylden for dårlig trivsel videre til andre (kollegaer, menighedsråd, osv. osv.), men prøv engang at bruge 5 minutter på at tænke lidt over, hvordan du ville have det med dig som kollega. Jeg påstår ikke at du er problemet, slet ikke, men øvelsen kan godt give os et indblik i hvad der er der gør at menighedsråd, præst eller kollega reagerer som de gør. Jeg tror nemlig der i rigtigt mange tilfælde er tale om at vi misforstår hinanden, eller måske ikke har fået aftalt/beskrevet hvem der gør hvad og hvorfor.
Både til dig der tænker at der var ting der kunne være bedre og til dig der føler, at du har en dejlig arbejdsplads og et indholdsrigt arbejdsliv, vil jeg gerne sige: Der er hjælp til/brug for dig i det kollegiale samspil der er i en ERFA-gruppe. Hvis du ikke allerede er med i en sådan, så kontakt din lokale afdeling for at høre hvor der er en gruppe, som du kan være med i og hvis ikke den findes, så må vi ved fælles hjælp sørge for at den bliver skabt. Det er nemlig meget vigtigt at vi har gode kollegaer, som vi kan spørge til råds og derfor er der brug for dig i en ”ERFA-gruppe nær dig”.
Det er det der gør en faggruppe stærk, at vi står sammen i arbejdet for at gøre det hele lidt bedre.
 
Fortsat god ferie og derefter
God arbejdslyst
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand


Landsbygraveren juli 2019

”Et underholdende opkald”

Telefonen ringer pinselørdag midt på eftermiddagen og en ”overfrisk stemme” siger, Hej Bjarne, mit navn er Børge. (lad mig være ærlig, jeg fik ikke fat i navnet) Undskyld at jeg forstyrrer Bjarne, Jeg vil gerne tale lidt med dig Bjarne om fagforening og A-kasse. Jeg ringer fra ”Det Faglige Hus” Jeg ved ikke om du kender os Bjarne, men vi vil gerne fortælle dig om vores fagforening og a-kasse. Har du lyst til det Bjarne? (den friske fyr havde da i hvert fald fået fat i mit fornavn).
Jeg tænkte: Det kunne da være interessant, og siger derfor. ”Ja lad mig høre mere om, hvilke overenskomster I har indgået på mit fagområde”. Det spørgsmål fik han tilsyneladende ikke fat på, men fortalte lystigt videre om, hvorledes ”det faglige hus” kunne være behjælpelige med alle slags problemer og spørgsmål, både faglige og A-kasse spørgsmål.
Jeg spørger derfor igen: Hvilke overenskomster har I indgået? Og jeg kan næsten mærke Børges irritation over at blive afbrudt, men forklare at jeg da må forstå at ”vi i Det faglige Hus altid tager udgangspunkt i den enkeltes sag og forhandler derudfra”.
Jeg må derfor for 3 gang stille spørgsmålet, ”hvilken overenskomsts har i indgået”???
Nu er den friske Børge tæt på at lyde opgivende, ” Jamen det lader vi fagforeningerne om og henviser så til deres aftaler.”
Mit næste spørgsmål bliver derfor, når jeg ikke kan bruge jer til at forhandle og aftale overenskomster, hvad skulle så få mig til at vælge Jer ??  Det jeg har brug for er en fagforening der kender mit fag, og som derfor er i stand til at lave fornuftige overenskomster, som er tilpasset netop mit fagområde og jeg mener det er forkert, at du forsøger at give mig indtryk af at du kan forhandle og aftale på mine vegne, hvilket du jo indrømmer at I lader fagforeningerne om at slås for, den form for salgsarbejde syntes jeg ligner bondefangeri og at I snylter på fagforeningernes arbejde og…..
Her slutter vores samtale så med at ”Børge” kort siger:  Kan du ha´ en fortsat god dag farvel!!!
Det var næsten en skam, at den gode telefonsælger ikke blev klar over hvor god resten af min dag blev.
Hvor har jeg tit haft lyst til at fortælle disse ”discount fagforretninger” om mit syn på at de snylter på seriøst arbejdende fagforeninger, som dag ud og dag ind bestræber sig på at være i god kontakt med medlemmerne, for at altid at være opdateret på hvilke udfordringer der er på de konkrete arbejdspladser.
Jeg er stolt over at være med i en lille god fagforening der: ”ved hvad vi snakker om”. Dem der sidder ved forhandlingsbordet kender jobbet på egen krop.
Tak til ”Det faglige Hus” for en underholdende samtale. (den har jeg moret mig over mange gange J)
Jeg er bare ikke tryk ved at I forsøger at vildlede mine kollegaer, til at tro at jeres ”forretning” kan sammenlignes med en fagforening.
Med ønske om en god sommer til alle læsere af dette blad.
Med venlig hilsen
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.
 


Landsbygraveren juni 2019

”Jeg er på rekreation, og jeg vil ikke bytte for en million… ”

 
Her på vej ind i sommerens ferietid, med forhåbentlig mange solskinstimer og frihed, til at være sammen med venner og familie, eller måske helt alene med tid til eftertanke, kom jeg til at tænke på sangen som Troels Trier for år tilbage gjorde landskendt, om den trætte og forjagede arbejder der nu endelig var kommet væk fra ræset.
 
Vi bruger jo mange kræfter på at skabe os en fornuftig hverdag, uden for meget stress og den moderne dansker har på trods af travlhed, dog også tid og mulighed for at ”holde pauser” i den fortravlede hverdag. Som med så meget andet så er fritid også noget der er bedst, hvis vi føler at den kommer når vi trænger til det og ikke kun presset sammen til nogle få uger om året, hvor man så kobler fuldstændig af og glemmer alle pligter. Tænk engang på hvordan tidligere tiders generationer, har levet med at arbejdsdagen var fra solen stod op og til den igen gik ned, alle ugens 7 dage, uden ret/mulighed for at bruge tid og kræfter på, hvad den enkelte nu havde lyst til.
 
Vi har i Danmark skabt os et arbejdsmarked, hvor der bliver mere og mere fart på hverdagen, uanset om det er direktøren eller lagermanden, om det er højtlønnede eller dem på mindstelønnen, så mærker alle forventningspresset, om at effektivisere og præstere resultater.
 
I den (når disse linjer læses) snart afsluttede valgkamp, har der været talt meget om ”tilbagetrækning” og ”nedslidning” samtidig med, at der er drøftet pensionsalder, efterløn, dagpenge til ledige osv. og jeg kan ikke lade være med at tænke lidt over, hvad det er der gør at vi vælger at indrette os sådan, at når man først er trådt ind på arbejdsmarkedet, så skal hele livet leves ”i overhalingsbanen,” for så muligvis at kunne forlade arbejdsmarkedet og derefter forhåbentlig nyde livet igen. Det må da være bedre, at arbejde og fritid kunne fordeles mere jævnt ud over et menneskeliv.
 
Når Troels Trier synger at han: ”Ikke vil bytte for en million”, så kommer jeg til at tænke på, om det netop ikke er det vi let kommer til at vælge: at bytte om, ikke for en million, så i hvert fald for kroner og ører?  At vi følger med strømmen og jager afsted for at nå frem til målet.
 
Derfor skal det være min lille opfordring her ved indgangen til ferieperioden: Nyd dine feriedage, men brug lidt af din tid til overvejelser over, om hvad du ”ikke vil bytte for en million”.
God sommer
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand
 
Landsbygraveren maj 2019

 

”Et flag er smukkest i modvind”

 
Jeg kom til at tænke på dette gamle ordsprog og funderede lidt over, om det mon ikke også gælder fagforeningsfaner?
Her et år efter, at vi alle efter et (skal vi sige det mildt) ”turbulent forår”, først med sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, dernæst fagforeningernes strejkevarsel efterfulgt af arbejdsgivernes massive lockoutvarsel og efter nogle særdeles langtrukne forhandlinger i Forligsinstitutionen, kunne der endelig ”landes” en overenskomst, som også blev vedtaget i urafstemning, endda med et meget klart resultat. Jeg kan stadig glæde mig over, at vi udover at vi undgik en strejke/lockout der ville hà kostet hele samfundet og ikke kun fagforeningskasserne, rigtigt mange penge og at vi i kraft af CFU forliget, både fik sikret en reel reallønsstigning til alle, men at der også for første gang i mange år, blev afsat midler til ”vores” forhandlinger med Kirkeministeriet, hvilket gav os mulighed for netop, at sætte vort ”fingeraftryk” på vores aftale og jeg er stolt af, at vi som en af de få fagforeninger på kirkens område, kunne levere et konkret resultat der netop afspejledes i de krav og ønsker, som medlemmer og hovedbestyrelse havde fremsat. Vi fik blandt andet hævet mindstelønnen med 20. tusind kroner! samtidig med, at alle gravere med gartnerisk uddannelse nu skal aflønnes i løngruppe 2. Det er for mig at se fagforenings arbejde, når det er bedst.
 
Men tilbage til det med modvinden… Vi har jo gentagne gange fået skudt i skoene at FAKK var for lille og at vi ikke var stærke nok til at levere resultater. For at tage det sidste først, så taler sidste års OK resultat vist sit eget tydelige sprog, om hvorvidt vi er i stand til at levere resultater. Selv meget store fagforeninger var ikke i stand til at sætte et så tydeligt aftryk.
Med hensyn til det med at være for lille, ja så kan det måske være rigtig på nogle punkter, derfor er det også skønt at det arbejde som vort delegeretmøde sidste sommer satte i gang, med at undersøge mulighederne for samarbejde med andre, nu er resulteret i at Hovedbestyrelsen på sit sidste møde kunne vedtage en hensigtserklæring og en tidsplan, som betyder at der indkaldes til et ekstraordinært delegeretmøde i dette efterår, for at godkende at FAKK indgår et samarbejde med Serviceforbundet. Sandsynligvis fra årsskiftet 19/20. I den model opnår vi ”det bedste fra 2 verdner” nemlig, at vi beholder vores velkendte og afprøvede struktur med lokale afdelinger, som arbejder tæt på hvor medlemmerne bor og arbejder, vi bevarer vores Forbund med hovedbestyrelse, forretningsudvalg og formandskab. Samtidig bliver vi en del af ”en større familie” med den sikkerhed og opbakning det vil give, bl.a vil vi fremadrettet: være omfattet af Serviceforbundets strejkekasse, kunne trække på SEF´s jurister og socialrådgivere m.m. ligeledes vil det være Serviceforbundet der leverer medlemssystem og datasikkerhed. (En opgave der ellers ville koste os mange penge). Vi kan beholde vores nuværende ansatte, bl.a. vil det fortsat være Benny og Helle der forhandler og sagsbehandler som hidtil. 
 
Vi vil altså også fremover være en stærk lille fagforening, som er tæt på medlemmernes hverdag og dermed kender til udfordringerne, på samme tid vil vi være en del af noget meget større og stærkere.
Så for at slutte min snak om flag i modvind. Så er jeg overbevist om, at vi fordi vi var ude i ”blæsevejret” sidste forår, så gav det en bevidsthed hos os alle om, at vi skal stå sammen for i fællesskab, at sikre gode arbejdsforhold for vort fag. Så i stedet for at ”give op” og lade os opsluge (af dem der gerne vil det) Hvis vi gør som Storm P´s vagabond der sagde: ”det er nu bedst at have modvinden i ryggen” og løber med ”som vinden blæser” så ændrer vi intet. Lad os derfor stå fast også selvom det af og til rusker lidt.
 
 Ja, så derfor holder vi FAKK ´s fane højt og går sammen med Serviceforbundet ind i fremtidens ”blæsevejr” som et stærkere FAKK. Til gavn for vores medlemmer.
 
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.
 
Landsbygraveren april 2019
 

Forår

 
Så blev det april og sæsonen begynder sådan for alvor, selvom der nok er mange der har benyttet sig af den ”grønne vinter” til, at smug starte lidt med at tage gran af og gøre kirkegården rigtig forårsklar og så snart solens stråler for alvor får magt og varmer jorden, vil vi kunne glæde os over at alt begynder at spire og gro. Både det vi gerne vil hà til at gro: Blomster, træer og buske, men desværre også ukrudtet.  Men hvor er det dejligt at kunne gå ude og nyde dette fantastiske under hvert forår. Alt det grå og visne forsvinder. Snart stå træerne klar med saftspændte knopper og før vi ved af det, så er foråret gået over i sommeren.
 
Netop sommeren betyder, at vi også snart skal til at planlægge ferien og uanset om du skal ha bestilt r
Til top