Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder > Forbundsformand

Formandens hjørne









 

Landsbygraveren oktober 2022

Hvornår er arbejdsmiljøet godt eller skidt?

Efter den megen snak om dårligt psykisk arbejdsmiljø hen over sommeren, med diverse beretninger om hvor galt det kan gå på vores arbejdspladser når det knirker med samarbejdet, eller at bevare den gode tone parterne imellem, så kunne man godt få den opfattelse, at det generelt var/er meget galt fat med det psykiske arbejdsmiljø på vores arbejdspladser. Derfor har vi, som du sikkert har observeret, gennemført en lille undersøgelse hos alle vores medlemmer. Tak til alle jer der tog jer tid til at besvare spørgsmålene. (350 besvarelser ud af alt 1000 mulige) Også stor tak til dem af jer der har knyttet yderligere kommentarer til besvarelserne. Dem er vi nu i gang med at gennemgå, så vi får et konkret billede af ”virkeligheden”.

Hvad viser besvarelserne så?

På spørgsmålet ”Hvordan vil du bedømme det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads? ”Svarer:
70% Godt. 20% (20,61) Mindre godt, men tåleligt. 9,1% Dårligt.

Er det så tilfredsstillende? Nej 9.1% der svarer ”dårligt” er selvfølgelig ikke godt. Men samtidig giver det jo heldigvis også et billede af, at det ikke er alle, der har store problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Det kunne man godt forledes til at tro, hvis man ser ind i de ulykkelige og dramatiske beretninger som pressen har kunnet bringe. Med de positive briller på kan man vel påstå, at langt størstedelen af os der arbejder som gravere/kirkegårdsledere ikke har nævneværdige udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø.

MEN!!! 10 % der beskriver deres psykiske arbejdsmiljø som dårligt. Det er og bliver for mange!! ingen tvivl om det. Og som vi har beskrevet det både i dette blad samt i vores nyhedsbreve, så arbejder vi i FAKK utrætteligt på at gøre vores indflydelse gældende alle tænkelige steder, således at vi sammen med de øvrige kirkefunktionærgrupper og arbejdsgiveren, kan få sat fokus på at finde løsninger de steder, hvor samarbejdet knirker. Som vi også har beskrevet, så rækker dette arbejde også helt ind på Kirkemisterens kontor, hvor vi sammen med de øvrige kirkefunktionærer er i direkte dialog med Kirkeministeren, som i den grad udviser samarbejdsvilje og imødekommenhed for vores synspunkter.

Der må altså ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi ser med stor alvor på de udfordringer, som en del af vores medlemmer dagligt står i.

Jeg glæder mig dog over en positiv effekt hele denne presseomtale har medført, nemlig at ingen hverken i den ”brede offentlighed” eller op gennem hele det politiske apparat, i menighedsrådene, stifterne osv. osv. er i tvivl om, at der er udfordringer med arbejdsmiljøet på folkekirkens område, og dermed er der også skabt en større forståelse for at vi sammen skal have fundet en varig løsning. Der findes ingen hurtige og nemme løsninger, men derimod er der stort behov for, at vi alle bidrager med det vi kan.

Jeg tror nemlig på, at vi kan ændre på tingene, hvis vi står sammen og os der betegner vores psykiske arbejdsmiljø som godt, ikke kun glædes over vort eget held, men også bidrager gennem fællesskabet til at alle får opfattelsen af, at vores arbejdsplads er et godt sted at være.

 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren september 2022

Når Arbejdsmiljøet i folkekirken bliver til ”Breaking News”

Her midt i august måned bragte Danmarks radio en nyhedsserie om det dårlige psykiske arbejdsmiljø i folkekirken. Det er selvfølgelig glædeligt, at journalisterne har brugt tid og kræfter på grundigt at undersøge, hvordan de ansatte i folkekirken oplever hverdagen. Og jo mere fokus der bliver rettet mod mistrivsel og dårligt arbejdsmiljø jo bedre. Det gør jo bare, at vi bliver endnu mere målrettet på at finde de rette løsninger.

Af den megen presseomtale som undersøgelsen har fået, kunne man godt få den oplevelse, at det kom bag på alle, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø visse steder på de folkekirkelige arbejdspladser. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Vi har som fagforening længe været opmærksomme på problemerne og via mange forskellige samarbejdsrelationer deltager vi løbende i at finde løsninger bl.a. ved at indgå i dialog med parterne. Det sker på mange forskellige niveauer. Lige fra provstitillidsrepræsentanternes lokale kontakter med medlemmerne og menighedsråd/ kontaktpersoner, og hele vejen op gennem systemet. Det omfatter både den direkte faglige hjælp til medlemmer der er blevet ramt at det dårlige arbejdsmiljø og skrantende samarbejde helt lokalt på den enkelte arbejdsplads. Men også mere overordnet, hvor vi bringer emnerne op både i Folkekirkens Samarbejdsudvalg (hvor alle fagforeninger og alle arbejdsgiverniveauer er repræsenteret) I Folkekirkens Arbejdsmiljøråd (FAR). Samt vores direkte kontakter med Kirkeministeriet.

Vi har også adskillige gange haft emnet på dagsordenen når de otte fagforeninger fra ”det kirkelige arbejdsmarked” mødes. Og herfra er der flere forskellige initiativer til at sætte samarbejdsklimaet i højsædet, bl.a ved at indgå i direkte dialog med Kirkeministeren. Vi er alle beviste om, at der ikke findes nogen hurtig og enkel løsning der over en dag kan sikre, at der ikke opstår dårligt arbejdsmiljø, og at der ikke findes en enkelt grund til, at det går galt af og til. Det ville jo ellers være så let, hvis vi bare kunne give folkekirkens struktur hele skylden. Jeg er af den overbevisning, at selvfølgelig er der eksempler på, at der er udfordringer i at få den tostrengede ledelse (den gejstlige og de øvrige kirkefunktionærer) der gør, at det bliver vanskeligere gribe ind lokalt inden ”problemerne vokser sig større”. For det er jo også sådan, at jo længere en uenighed får lov til at leve - jo vanskeligere er det at opnå enigheden igen.

Hvor vil jeg så hen med hele denne snak ?? jo min pointe er, at det ikke er nogen ”Breaking News” at vi har udfordringer med samarbejdet på arbejdspladserne rundt om i landet. Men derimod en problemstilling som vi allerede i lang tid har arbejdet med. Men jeg ser også den megen snak i pressen, som en hjælp til at det måske bliver endnu mere tydeligt især for arbejdsgiversiden, at det er nødvendigt, at der bliver ført bedre tilsyn med, hvordan arbejdsgiverrollen bliver taklet ude lokalt. Ikke nødvendigvis ved at flytte ansvaret, men i højere grad støtte menighedsrådene til at løfte opgaven.

Oplever du problemer med samarbejdet hos jer, så er det vigtigt at du inddrager os som din fagforening enten provstitillidsrepræsentanten eller lokalafdelingen, så vi så tidligt som muligt kan hjælpe jer til at undgå optrapning.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren august 2022

"Du danske sommer jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig"

Ja, jeg holder virkelig meget af sommeren, med lange lyse sommeraftner med hygge i have eller på terrassen. Hvad enten det nu er på en solseng, omkring grillen eller på ture i naturen. Skønt er det også at kunne nyde, at dagens længde giver mulighed for nye fritidsinteresser i ”dagslys” hvilket jo godt kan være lidt udfordret i vinterhalvåret. Hvor er det skønt at leve i et land hvor årstidernes skiften giver en sådan variation. Jeg besøgte for nogle år siden Madeira, som jo har sommer året rundt (i al fald set med en danskers øjne) og det slog mig, at selvom det ville være tillokkende, ikke at skulle tænke på sne og glatførebekæmpelse – så vil jeg ikke kunne undvære netop årstidernes skiften. Det at se naturen (og haven/kirkegården) vågne og spire frem.

Nu er det ikke fordi jeg føler, at sommeren 2022 har ”sveget mig” i år. Vejret, som vi jo alle taler om, har været meget varieret, med tilpas vekslen mellem regn, sol og varme. Selvom vi her i det nordlige Jylland godt kunne have brugt noget mere regn lige omkring grundlovsdag og de næste uger… Det er jo altid lidt af en udfordring at komme godt i gang med de nyplantede sommerblomster, og her har vi i al fald været nødsaget til at supplere med vandkande og haveslange. Nu kan vi så glæde os over det fantastiske blomsterflor, som kun kan gøre en glad og veltilfreds. Vist er der slanger i paradiset (læs: snegle og ukrudt) men hold da op, hvor jeg elsker den danske sommer.

Nu går vi så ind i august, og for nogle betyder det stadig ferie og afslapning. Men ellers begynder hverdagen også igen at banke på. Og før vi ved af det så skal vi i gang med efterårets gøremål og endelig granpyntningen som runder årets gang af på kirkegården. Selvom jeg efterhånden har oplevet det adskillige gange, så forundres jeg hvert år over, hvor hurtigt en sæson flyver af sted. Så det er vigtigt at huske at nyde nuet. At kunne glædes over hverdagen er en rigtig god evne at have. Vi er selv med til at præge vores opfattelse af virkeligheden, og for at bruge et efterhånden lidt fortærsket billede, at ”se glasset halvt fyldt, i stedet for halv tomt” Min pointe er også at, hvis vi selv har den positive tilgang til livet/hverdagen, så vil det smitte af på vores omgivelser.

Jeg håber at bladets læsere vil synge med på lovprisningen af den danske sommer.

God ferie/arbejdslyst
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren juli 2022

Sommerferie, tid til eftertanke og taknemmelighed.

Ja, nu går vi så ind i juli måned, en måned som for de fleste betyder, at den står på ferie og afslapning, hygge i familien, besøge fremmede himmelstrøg (hvad enten det er indenlands eller i det fjerne udland)

Og jeg ønsker jer alle en fantastisk ferietid. Og vil opfordre til at vi også bruger ferietiden til at tænke lidt tilbage.

For mig byder dette tilbageblik i al fald på mange glæder og stor taknemmelighed. Vist er hverdagen præget af travlhed og mange gøremål, men det betyder også udfordringer og opgaver som gør alle stærkere og bedre rustet.

Som du kan læse om andet sted i dette blad, så har vi i Forbundet netop afholdt delegeretmøde, det er forbundets øverste myndighed hvor delegerede fra alle lokalafdelingerne mødes for at drøfte forbundets mål og retning. I den forbindelse er et af punkterne på delegeretmødets dagsorden: Formandens beretning som sammen med den skriftlige beretning skal give et billede af forbundets mange gøremål.

Det var med stor taknemmelighed jeg kunne fremlægge beretningen ved dette års delegeretmøde. Når jeg kigger tilbage på hvor mange aktiviteter vi er involveret i, ja så kan man næsten tabe pusten...

Jeg skal ikke her på denne side forsøge at opremse dem alle, men blot konstatere, at vi har utroligt mange forskellige måder, hvorpå vores faglige fællesskab har indflydelse på det daglige liv på arbejdspladserne. Uanset om det er ude i lokalafdelingerne, hvor vi medvirker til et godt samarbejde på de enkelte kirkegårde, både når det drejer sig om arbejdet i erfagrupperne, samarbejde med arbejdsgiverne (menighedsråd, provsti og stift). Eller om det er i den lidt bredere sammenhæng i Folkekirkens Samarbejdsudvalg eller ved møder og forhandlinger i Kirkeministeriet. Jo vort lille forbund sætter bestemt sit aftryk på dagligdagen ikke mindst takket være vores optagelse i Serviceforbundet. Herigennem har vi fået ”flere muskler” på alle fronter. Samtidig med at vi kan bevare den unikke struktur med den lokale forankring gennem afdelingerne. Jeg vil her gentage min tak fra beretningen, til alle jer ude i afdelingerne, hvad enten du er bestyrelsesmedlem, tillidsrepræsentant eller med i erfagruppe eller aktivitetsudvalg. Jeres indsats er af uvurderlig betydning.

Men også ”legekammeraterne” i Serviceforbundet, hovedbestyrelsen, forretningsudvalg (ikke mindst John Lykkedal som en god og loyal næstformand) samt vores ansatte på sekretariatet. I skal alle have en kæmpe tak. I er alle medvirkende til at også delegeretmødet blev en god oplevelse, hvor beretning efter en god debat blev godkendt. Tak for en god debat om fremtidige ønsker til overenskomsten.

Formand og Næstformand blev genvalgt ligesom forretningsudvalget (dog med et nyt medlem, nemlig Christian Olsen fra Sorø). Tak for valget og velkommen til samarbejdet Christian.

Jeg er stolt over, at vi har fået opbakning til det fortsatte arbejde, og ser med fortrøstning frem til de mange forskellige opgaver og udfordringer.

Lad os nu sammen glædes over sommeren og med fornyede kræfter gå fremtiden i møde.

God Sommer.
Og endnu engang tak.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren juni 2022

Sommer = Ferie + meget andet!

Ja, egentligt så er det første mange tænker på, når der tales om sommer vel ferie, afslapning og hygge med familie og venner. Og det er da også en væsentlig del af sommeren i Danmark og dermed også hverdagen på de danske kirkegårde.  Jeg håber, at alle vil kunne nyde den velfortjente ferie, uden at den skal overskygges af bekymring om, man eventuelt vender tilbage til en arbejdsplads, som ikke er blevet passet under vores fravær. Vi får i forbundet hvert år henvendelser, som omhandler dette emne. Det er måske derfor på sin plads at bruge et par linjer i denne klumme til at minde (arbejdsgiverne og ansatte) om at planlægning af ferien for medarbejderne også indebærer et ansvar for, at det er nødvendigt med vikardækning, så arbejdet også bliver udført når de ”faste” medarbejdere holder ferie. Lad mig straks understrege, at det er arbejdsgiveren, og ikke den ansatte der bestemmer, hvad der skal udføres af arbejde i ferieperioden. Det er således ikke givet, at menighedsrådet finder det nødvendigt med vikardækning for alle timerne når en graver holder ferie. Men når det er sagt, så er det stadig også arbejdsgiveren/menighedsrådets ansvar, at der ikke møder graveren en kæmpe ”genopretningsopgave” efter endt ferie. Græs og ukrudt lader sig ikke styre af arbejdsgiverens planlægning, og derfor vil der selvfølgelig være brug for, at der også luges og rives gravsteder selvom de faste medarbejdere har ferie. Det er i mine øjne ”uforskammet” af et menighedsråd at forvente at graveren har tilrettelagt det således at alt er ny revet og luget når han/hun går på ferie, og når vedkommende så vender tilbage 3 uger senere, finde kirkegården og dens omgivelser forsømte. Vi har også oplevet, at arbejdsgivere i deres forsøg på at være ansvarsbevidst arbejdsgiver har sat skilte op ved kirke og kirkegård med følgende tekst: ”pga. personalets ferie, kan gravsteder og kirkegård ikke forventes at være i samme stand som vanligt”!! Heldigvis har nogle af disse kreative arbejdsgivere efterfølgende haft et forklarelsesproblem over for gravstedsejere der har indbetalt (ikke helt små beløb) for at kirkegården skulle passe deres gravsted.

Så kære menighedsråd, gravere /kirkegårdsledere, medhjælpere mm. For at ferietiden skal være en god oplevelse for alle, kræver det planlægning. Vel at mærke planlægning i form af dialog, så alle ved hvilke forventninger og rammer der er omkring feriens afvikling. Derved opnår vi flere fordele:

  • Medarbejderen kan nyde sin velfortjente ferie, uden tanker om ”hvad der mon venter”
  • Arbejdspladsen fungerer ”normalt” i ferieperioden
  • Menighedsrådet har tilfredse ”kunder/brugere” af kirke og kirkegård - også i ferien.

Tilbage på arbejdet efter ferien, føler medarbejderen at arbejdsgiveren udviser respekt for det daglige arbejde.  Og en tilfreds medarbejder er mange gange mere værd, og er parat til at yde sit bedste.

Det må således ses som en investering i ”trivslen på arbejdspladsen” at udvise ”rettidig omhu” i planlægning (og ukrudtsbekæmpelse) mens medarbejderen afholder sin sommerferie.

Sommeren er også tiden, hvor vi så småt begynder at forberede os på de årlige lønforhandlinger. Så går du med planer om at søge om lønforbedringer i år, kan du passende bruge lidt af sommertiden på at overveje hvilke begrundelser vi skal fremføre over for din arbejdsgiver i den anledning. Du kan andetsteds på denne side læse om tidsfrister m.m.

Er du tjenestemand eller tjenestemandslign. Så husk at du også kan bede om en lønforhandling, det kan du også læse mere om her på siden under regler og vejledninger/ tjenestemænd.

God sommer til alle læsere.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren maj 2022

Indviklet udvikling eller afvikling.

Af og til bliver vi som gravere og kirkegårdsfolk udfordret i vores dagligdag. Konkret tænker jeg på, at der på det sidste igen er dukket firmaer op, som tilbyder gravstedsejerne på landets kirkegårde, at hjælpe dem med pasning, pyntning m.m. af deres gravsteder på kirkegårdene. Det er ikke noget nyt, men det kan let kommet til at virke som om disse ydelser ikke er noget, som kirkegårdene kan tilbyde. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, og jeg er helt bevidst om at, det er alle læserne af disse linjer også godt klar over.

Hvorfor så nævne det her? Jo, fordi det jo giver os en oplagt mulighed for at kigge vores ”varekatalog” igennem og samtidig overveje, hvordan vi bedst muligt kan udbrede kendskabet til, hvilke ydelser kirkegårdene kan tilbyde, samtidig skal vi jo sammen med vores arbejdsgivere også være sikre på, at vi rent faktisk udbyder de efterspurgte ydelse til den rette pris. Et af argumenterne som disse udbydere bruger er, at priserne er urimeligt høje (de glemmer dog at lave direkte sammenligninger som dokumentation) Jeg vil hermed gerne opfordre alle både menighedsråd, provstiudvalg (som ofte godkender prislisten) samt gravere og kirkegårdsledere om at samarbejde om denne opgave. Det er i vores alles interesse, at vi kan holde så mange af disse opgaver ”hjemme på kirkegården” som muligt. Vi kan selvfølgelig ikke bestemme, hvem gravstedsejerne vælger at få til at hjælpe med vedligeholdelse, grandækning og øvrige ydelser. Men det skal ske på et ”ordentligt grundlag”. F.eks. har jeg hos nogle af disse firmaer set, at deres ydelser også omfatter ting som på rigtig mange kirkegårde allerede indgår i de obligatoriske ydelser som kirkegården er forpligtiget til at udføre. Det kan f.eks. være hækklipning m.m. Brugerne kan derfor blive vildledt til at tro, at de rent faktisk får mere end det er tilfældet.

Jeg har før på disse linjer, slået til lyd for at vi som gravere og kirkegårdsledere også skal se os selv som sælgere. Forstået på den måde, at vi jo er ”firmaets fremskudte medarbejdere” når det gælder kundekontakten, og dermed også dem som har muligheden for at oplyse ”kunderne” om hvilke varer og ydelser vi kan tilbyde. Vi skal nemlig huske på at indtægten fra salg af ydelser i den grad er nødvendige for at ”firmaet” /menighedsrådet har økonomi til vores løn.

En anden af grundende til at give ”varekataloget” et gennemsyn er, at kirkegårdene på lige med det øvrige samfund er under forandring. Kirkegårdenes gravsteder ser ikke ud som for 25 år siden, og brugernes behov ændres også. Måske er der behov for at vi følger med tiden, og tilbyder at tage billeder af gravstederne f.eks efter at vi har plantet sommerblomster eller pynten med gran til jul? (Det er en af de ydelser, som jeg har set, at et firma bruger som salgsfif.) Hvorfor er det ikke graveren/kirkegården der tilbyder dette?

Jeg indrømmer gerne, at overskriften på dette ”hjørne” kan virke lidt provokerende. Men det skal ses som en lille opfordring til, at vi tager udfordringerne op, og indser at alting udvikler sig, og at det er nødvendigt, at vi også følger med tiden. Også selvom vi af og til kan føle det som bøvlet og udfordrende, men min pointe er, at hvis vi ikke tager udfordringen op og selv bidrager til udviklingen, så kan vi ende med at blive overhalet og dermed i risiko for at blive afviklet.

Slutteligt vil jeg ønske jer alle en god 1. maj.

1. maj fejres hvert år som en markering af fagbevægelsens kampe og resultater gennem tiderne. Der er fortsat brug for et stærkt sammenhold, for at sikre gode og ordnede forhold på vores arbejdspladser. Derfor vil jeg også bruge denne anledning til at opfordre mine gode kollegaer over hele landet til, at vi står sammen om dels at styrke vores eget fællesskab, men også bidrage til udvikling både i fagforeningen og på den lokale arbejdsplads.

Rigtig god 1. maj!
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren april 2022

Sammen eller hver for sig

Med et trylleslag er vores fokus og hele opmærksomhed flyttet fra Covid-19 og alle dens udfordringer, til krigen i Ukraine. Fra den ene dag til den anden ændrede vi opmærksomhed til det frygtelige emne ”Krig i Europa” og pludselig er vi alle dybt berørt over at vores hverdag i den grad bliver påvirket, ikke af en ubestemmelig virus, men af det vi opfatter som rendyrket ”menneskelig ondskab”.

Vi var vel alle af den opfattelse at Europas befolkning havde lært så meget af historiske fejltrin, at det aldrig ville komme så langt, at der ligefrem ville udbryde krig mellem lande og befolkninger i vores ellers civiliserede verden.

Men nu, er det den ubarmhjertige sandhed: Krigen er brudt ud i vores del af verden, og vi ser alle nødvendigheden i at vi skal stå sammen om at bekæmpe denne ufattelige og helt umenneskelige krig, som rammer millionvis af uskyldige mennesker.

Mennesker som tilfældigvis befinder sig i et område som en anden statsleder føler behov for at indlemme i sit eget magtimperium. Det minder i den grad om dengang i 30´og 40érne, hvor en lille malersvend med storhedsvanvid ville være hersker over nabolande, ja hele Europa.

Er vi naive når vi stadig her i landet tror på, at fornuften og sammenholdet er det vi skal bygge vores samfund på? Nej ikke naive, men måske har vi taget vores frihed og demokrati lidt for selvfølgeligt. Men jeg tror også, at de seneste 2 kriser (som i øvrigt ikke tåler sammenligning) har vist os at udfordringer, dem kan enkeltpersoner ikke løse, men vi er alle afhængige af samarbejde og sammenhold.

I forrige weekend fik jeg lov at opleve den store fælleskoncert på Rådhuspladsen i København. ”Sammen for Ukraine” med omkring 30 tusinde tilskuere. Eller skal jeg i stedet sige deltagende. For når man kiggede ud over forsamlingen, så var det et meget ”broget” syn. Her var virkelig tale om en forsamling af alle aldersklasser, køn, hudfarve og sociale klasser. Der var en stemning af alvor og eftertanke, som talte stærkt til mig. En følelse af at godt nok er vi til koncert, men formålet er noget helt andet. Vi vil vise, at vi står sammen. Står sammen med de ulykkelige mennesker, som er jaget på flugt. Vi står sammen med hinanden for at værne om vores demokrati, og vi står sammen for helt konkret at hjælpe, hvor der er behov.

Oplevelsen på Rådhuspladsen har mindet mig om, at vi alle har behov for at være sammen med ”nogen”. Vi har brug for familie og venner. Men vi har også brug for dem, som ikke hører til familie/vennekredsen. Vi har brug for hinanden i lokalsamfundet og i hele vores land for at kunne føle os trygge.

Gennem Corona-tiden var der en talemåde som blev gentaget gang på gang : ”vi skal stå sammen – hver for sig.” (underforstået for at undgå smitte). Nu viser krigen i Ukraine, at der er et generelt behov for sammenhold. Både i det nære, men også på mere overordnet plan. Vi har en samfundsopbygning der beror på dialog og samspil. Problemer og udfordringer løser vi ved at tale sammen.  Forskellighed og meningsforskelle er grundlaget for et sammensat samfund, hvor der er plads til at være anderledes og, hvor den enkelte har ret til at tro og tænke og tale frit.

Her i landet har vi også et sæt spilleregler på vores arbejdsmarked som omtales som ”Den Danske Model”.  En model der bygger på, at dem der ellers må siges at være modparter med forskelligrettede interesser, har aftalt en model for, hvordan uenigheder håndteres og, hvordan aftaler indgås. (vi kalder det overenskomster) Egentlig et rigtig godt ord, en aftale der beskriver, hvad vi er kommet overens med. Som fagforeninger arbejder vi jo til stadighed på at sikre, at disse aftaler bliver så gode og velfungerende som muligt. Og jo flere der hjælper med at løse denne opgave, jo bedre er det. Derfor skal vi stå sammen. Også i fagforeningerne, for af den vej at bidrage til at stå sammen. Ikke kun for Ukraine, men for at vores samfundsmodel kan bevares.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren marts 2022

Foråret er på vej!

Jeg var forleden til bestyrelsesmøde i den lokale afdeling, og snakken faldt på den kommende generalforsamling og udformningen af indbydelsen. I mange år har det været kutyme, at der på bagsiden af indbydelsen var trygt den sang, som skulle indlede generalforsamlingen-  nemlig Johan Skjoldborgs ”Når vinteren rinder”

Efterfølgende kunne jeg ikke rigtigt få den gamle sang ud af hovedet. Og selvom den har mange år på bagen, og man i den grad kan sige, at tiden er løbet lidt fra den. Så kom jeg alligevel til at tænke på, hvad det er ved sangen der får tankerne i gang.

Forfatteren Johan Skjoldborg var socialt engageret og brændte for at forbedre den fattige landbefolknings livsvilkår. Det gjorde han blandt andet gennem sine bøger og sange, som beskriver forholdene for datidens underklasse på landet. I ”Når vinteren rinder i grøft og i grav” kædes naturen og mennesket sammen i bondens arbejdsglæde.

Selvom vi i dag jo ikke kan genkende meget af datidens arbejde med ”hakke, skovl og spade”, så har den vel stadig en kobling til vort arbejde som graver på kirkegården. Det at gå og arbejde med jord og planter, efter en lang vinter, som måske ikke bød på så meget vintervejr, er det alligevel stort at kunne se og glædes over, at planterne retter sig i solen og vi mærker en indre trang til at gå i gang med arbejdet. 
 
1.Når vinteren rinder i grøft og i grav,
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen som spejles i hav,
jeg griber med længsel, knap véd jeg deraf,
min hakke, min skovl og min spade!


2. Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade,
så springer jeg uden for mur og for væg,
hvor marken har klumper, og mosen har klæg,
med min hakke, min skovl og min spade!


3. Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade,
vi kender hinanden fra som'ren i fjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade!


4. Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg, og jeg skimter et mål,
da blåner og blinker det blankslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade!

 
Jeg holder meget af foråret, og glæder mig hvert år til de første forårsblomster, duften af nyslået græs og fuglenes glade sang (jeg opfatter den i al fald som glad). Der er nu noget over at arbejde udendørs og mærke naturen tæt på. Arbejdsglæden og glæden over tilværelsen generelt har gode vilkår i foråret. Lad den sprede sig og forhåbentlig kan vi smitte hinanden med den (ikke et ord om Covid-19)

Godt forår og god arbejdslyst, også med hakke, skovl og spade.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren februar 2022

Er vores batterier ved at være lidt flade??

Jeg var sammen med gode kirkefolk her forleden og vi kom til at tale om, at der efterhånden kunne mærkes en vis træthed både i samfundet generelt (især nok over den efterhånden længevarende Corona-snak), men også i kirkerne er der en vis mathed over at forberede diverse arrangementer, for derefter at opleve at de aflyses, eller der kommer meget få deltagere. Simpelthen fordi der er en generel forsigtighed for ikke at samles med flere end absolut nødvendigt. Vi trænger alle til at kunne mødes med andre mennesker uden altid at være nødsaget til at ”holde afstand”, bruge mundbind eller visir osv. osv. Hvor bliver det dejligt når vi igen kan færdes frit og møde medmennesker og ikke ”mulig smitte”. Vi får alle en opgave med at genetablere alle de kontakter og fællesskaber vi nu i snart 2 år har været nødsaget til at sætte på ”lavt blus”.

Heldigvis er der i skrivende stund tegn på, at vi snarligt kan begynde at lempe på restriktionerne. Og det er så her at jeg mener vi hver især skal være medvirkende til, at vi hver især får tanket vores mentale batterier op igen.

Vi har behov for igen at mærke det gode fællesskab mellem kollegaer i både erfagrupper, på kursus/efteruddannelse, til generalforsamlinger osv.  Vi er her i landet kendt for vores mange foreninger, hvor vi samles om en fælles interesse. Disse foreninger er meget vigtige for vores generelle trivsel. At vi kan stå sammen om en interesse, uanset om det er frimærkesamling, fodbold, sjældne potteplanter eller noget helt andet.

For at vende tilbage til min snak med kirkekollegaerne, som jeg nævnte i starten, så var der en generel bekymring over, at det nok kom til at vare lang tid inden vi igen (om over hovedet) kom tilbage til aktivitetsniveauet før Corona.  Og det var så her, jeg kom til at tænke på de ”halvflade batterier”.  Vi har alle et medansvar for, at vi igen får ”energien tilbage”. Både min egen - men bestemt også i endnu højere grad for at vores fællesskaber - igen kommer til at trives.

Det gælder også på arbejdspladsen, hvor vi i mange sammenhæng også har kørt på reserverne, og fået den nødvendige hverdag til at fungere. Nu skal vi huske at pleje samarbejdet, huske at vi ikke er ene om at være lidt ”Corona trætte”.  Jeg tror det vil være godt hvis vi alle starter med at takke hinanden for, at vi har vist at vi sammen kan klare endog meget store udfordringer. Huske at vi - selvom vi af og til har været meget udfordret af restriktioner og regelsæt (under hastig forandring) – nu er ”på vej videre” og vise vi sammen ser fremad i vores bestræbelser for at skabe samarbejde og arbejdsglæde.

Jeg kan i al fald mærke, at når en ven/kollega/samarbejdspartner møder mig med positivitet og påskønnelse, ja så bliver mine indre batterier fyldt med energi. Så får jeg lyst og energi til at bidrage til samarbejdet.

Så lad os her midt i det mørke februar, gøre en ekstra ind sats for at ”lade energi” på hinanden. Så bliver det snart forår med ”Fuld Power”.
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren januar 2022

Godt nytår

Det er en hilsen som vi bliver mødt af utallige gange i denne tid. Og det er selvfølgelig ikke sikkert, at der ligger de helt store og dybe tanker bagved de udtalte ord. Men jeg tror det vil være gavnligt, hvis vi af og til satte lidt flere ord på, hvad vores ønsker går på!

For nogle er ønsket måske, at ”alt bliver ved det gamle” altså, at der ikke sker de store forandringer, hverken arbejdsmæssigt, politisk eller på den helt private front. Mange har også benyttet årsskiftet til at fremsætte nytårsforsætter, det i sig selv er vel en slags erkendelse af, at ikke alt det gamle skal med over i det nye år. Og uden at jeg nu skal til at gøre mig klog på, hvor fornuftigt det er at udtrykke sådanne ønsker/ løfter for tiden der kommer, så tror jeg det vil være klogt at lytte lidt til en klog mand (ikke mig) der engang sagde:

”Lev livet som du kører bil.”

Og herefter kommer så forklaringen. Når du kører bil, kigger du fremad, og orienterer dig om, hvor vejen går, hvad der er af forhindringer og medtrafikanter. Og tænk engang over, hvorfor spejlene er betydeligt mindre end forruden: Det er fordi det er vigtigere at vide, hvor vi skal/vil hen end det er at se på det som er passeret, dog er det vigtigt af og til at kaste et blik i spejlene for at få erfaringer m.m. med.

Nu tager vi fat på året 2022. Vores erfaringer, gode som mindre gode, kan vi tage med som en hjælp til, at vi sammen fylder dette nye og ubrugte år med alle de planer som vi tror på kan sikre, at år 2022 bliver et godt år. Vi skal (heldigvis) ikke gennemleve 2021 igen. Og da vi heller ikke ved præcist, hvad der kommer til at ske, må vi hver især forsøge at ”holde fast i rattet”

Vi har alle forskellige grader af ansvar. Regering og folketing med alle politikerne har deres ansvar og opgave, og sådan har vi alle i vort dejlige demokratiske land, hver vores grad af ansvar for, at fremtiden bliver bedre. Til den opgave har din fagforening en vigtig rolle, idet det jo heldigvis er sådan her i landet, at vi laver aftaler (overenskomster) der beskriver spillereglerne for vort daglig samspil på arbejdspladserne.

Det bliver benævnt som ”Den danske Model” og det er af usandsynlig stor vigtighed, at vi kan bevare den ordning. Det faktum, at vi aftaler os ud af udfordringerne og ikke er underlagt nogle magthaveres forgodtbefindende må vi ikke undervurdere og vi skal være parate til at kæmpe for, at ingen kommer i klemme i systemerne. Til det job er fagforeningerne vigtige, også fordi vi jo netop bygger på det grundprincip, at vi ved at stå sammen, kan være stærke. Det gælder altså også i det år vi nu er startet på.

Din fagforening har brug for dig og her tænker jeg ikke kun på økonomi. Nej, det er mindst lige så vigtigt, at du bidrager med din mening og deltager i fællesskabet med dine kollegaer. Så når du måske snart får indbydelse til generalforsamling i din lokale afdeling, så mød op og giv din mening tilkende (det behøver ikke at ende med at du sidder i bestyrelsen) men dine lokale tillidsfolk har brug for at vide, hvilke ønsker medlemmerne tænker på, når vi ønsker hinanden GODT NYTÅR.

 

Vi ses i 2022
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren december 2021

December

Ja, så skriver vi igen december, og dermed kan vi snart gøre status på endnu et travlt år. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der ønsker mig tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor der ikke var noget der hed Coronapas, vaccinationer, PCR- test osv. Men jeg er samtidig også forberedt på, at vi ikke sådan lige med det første slipper for at skulle udvise ekstra forsigtighed i vores omgang med hinanden.

I skrivende stund (medio november) stiger smitten flere steder i landet og der er indført begrænsninger med krav om coronapas alt efter forsamlingernes størrelse (gælder også i kirkerne).

Det er selvfølgeligt ærgerligt, nu hvor vi lige var begyndt at håbe på ”normale tider”. Men vi må stå sammen og tage de forholdsregler som vi kan. Samtidig er det vigtigt at vi tør leve vort liv sammen. Jeg håber bestemt ikke, at julen 2021 kommer til at forløbe som den gjorde sidste år i 2020. Lad os håbe, at der trods alt er så meget styr på smitten at vi kan gennemføre julens arrangementer, både i kirker og hjemme hos os selv. Jeg håber også, at vi alle har lært af sidste års hektiske forløb, så det ikke igen bliver nødvendigt med beslutninger i ellevte time (23.30 lillejuleaften) men at vi alle kan fejre jul i trygge rammer, som der har været tid til at sikre. Det er jeg sikker på kan lykkes med hvis vi alle bidrager.

Nok om Corona!

Jeg håber, at I alle er ved at have lagt sidste hånd på granpyntningen rundt om i landet. Det glæder mig meget at se det fantastiske arbejde som bliver præsteret på utallige opslag på Facebook, i aviser og andre medier. Men jeg vil dog også opfordre dig til at tage din medhjælper i bilen og tage en tur rundt en halv dagstid til nogle at nabokirkegårdene. Både for at nyde det fantastiske arbejde, men også for eventuelt at snuse nye ideer op. Kreativiteten lever virkelig i bedste velgående rundt om på kirkegårdene.  Brug også anledningen til at få en snak med kollegaer, det har tit stor værdi at udveksle erfaringer både gode og mindre gode.

Nu håber jeg så at Julefreden vil sænke sig over vort lille land.

Velvidende at det er så som så med ”fred” når man har kirketjeneste, til mange julearrangementer. Men jeg må indrømme, at det er en af de ting jeg holder meget af ved mit arbejde. At sidde i kirken og være med når glade mennesker mødes for at fejre jul, og så får jeg ovenikøbet løn for det.
 

Jeg vil hermed gerne ønske alle medlemmer, med familier og andre læsere af dette blad:
En Rigtig glædelig Jul
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren november 2021

FAKK en del af noget større

Ja, det kunne jo lyde som overskriften på et smart reklamefremstød, men det er nu slet ikke mit ærinde. Derimod vil jeg gerne dele lidt oplevelser med dig som læser og måske medlem af vort forbund. Jeg har nemlig haft den ære at deltage på Serviceforbundets Kongres, som blev afholdt på Hotel Nyborg Strand i dagene 5. og 6. oktober. Deltog sammen med 8 andre delegerede (valgt af hovedbestyrelsen). Det var et par særdeles spændende dage med såvel muntre indslag, hilsner fra bl.a. Statsminister Mette Frederiksen, Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen og formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard.

Derudover var der fremlæggelse af Kongresregnskabet, der udviste et pænt overskud samt gav et godt billede af, at der er styr på økonomien. Ligeledes blev en meget fyldig beretning fremlagt, hvori man bl.a. kunne læse, at de 3 hovedmål der var fastsat på Kongressen i 2017 allerede var opnået midt i kongresperioden, virkelig flot.
De 3 mål var:

  1. At samarbejde med nye fagforeninger
  2. At etablere en kommunikationsafdeling samt
  3. At få en sundere økonomi i Forbundet
En af grundene til at mål 1 blev opfyldt var som bekendt, at vi i FAKK og Danmarks Kirketjenerforening valgte at indgå i Serviceforbundet pr. 1.1.2020. Og her må jeg så lige komme med den bemærkning, at det har været en særdeles spændende og lærerig proces, hvor vi virkelig har følt os velkommen samtidig med, at vi har fået masser af hjælp til vort fortsatte arbejde for at sikre gode forhold for vores medlemmer. Det  være sig i Faglig Afdeling hvor Serviceforbundets medarbejdere på fornem vis bistår vores faglige medarbejdere på sekretariatet. Her kan vi virkelig mærke, at vi med deres hjælp har ”fået flere muskler” forstået på den måde, at vi har en langt bredere pallette af faglig viden, der kan bistå i såvel  fratrædelsessager som ved sygefravær og evt. flexjob m.m.

Kommunikationsafdelingen har vi jo også i den grad allerede gjort god brug af, og du har sikkert bemærket, at der nu udkommer nyhedsbreve direkte til medlemmerne ca. 1 gang månedligt. Men som du sikkert også opdagede, var nyhedsbrevet i brug adskillige gange i forbindelse med Corona pandemien. Jeg vil sent glemme den arbejdsindsats der blev lagt for dagen, bl.a. lillejuleaften hvor vi tæt på midnat kunne udsende nyhedsbrev til medlemmerne om, at Kirkeministeriet m.fl. anbefalede at aflyse alle julens gudstjenester.

På Kongressen blev der også fremlagt forslag til reviderede vedtægter for Serviceforbundet, disse blev enstemmigt vedtaget. Ligeledes blev de nye mål for den næste kongresperiode vedtaget, disse omfatter bl.a.:
  1. Tiltrække nye fagforeninger til fællesskabet.
  2. Give mulighed for at organisere freelance og soloselvstændige med tilknytning til fagforeningerne.
  3. Udvikle services, ydelser, systemer og værktøjer som understøtter de tilsluttede fagforeninger.

Jo, FAKK er virkelig blevet en del af noget større, og jeg kan med sikkerhed i stemmen sige, at jeg er fuld af tillid til, at fremtiden er sikret for et godt fagforeningsarbejde for vores medlemmer. Vi har en fantastisk struktur i FAKK der bygger på de stærke lokale afdelinger, det er jeres kendskab til både de ansatte og deres arbejdsgivere, der giver det perfekte grundlag for, at problemerne kan løses før de udvikler sig til noget større. Når det skal løses, så er det godt at vide, at vi både gennem FAKK´s egne ansatte på sekretariatet men også med hele Serviceforbundets ”maskinrum” i ryggen kan varetage den enkeltes interesser.

”Det er godt at være en del af noget større!”
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren oktober 2021

Har du talt med din kollega i dag?

For nogle få år siden var det på mode at have en streamer bag i bilruden med spørgsmålet: Har du talt med dit barn i dag? Det var en del af en kampagne, der gik ud på at skabe opmærksomhed på vigtigheden af samtalen, mellem forældre og børn. Spørgsmålet er sikkert stadig lige så aktuelt som dengang. Men jeg vil dog gerne bruge lidt tid på at gøre opmærksom på, at det også er meget vigtigt at holde dialogen i gang med arbejdskollegaer. Både dem vi møder i det daglige, men også dem som vi deler arbejdsopgaver og ansættelsesform med. Vi har nu gennem godt halvandet år, været mere eller mindre forhindret i at mødes fysisk og har derfor fået en vis erfaring i at holde dialogen i gang via diverse digitale medier. Og det er bestemt godt, at den mulighed har været der. Men det har også vist mig, at det fysiske møde, dialogen ”ansigt til ansigt” virkelig ikke kan erstattes af videomøder og telefonsamtaler. Hvor er det godt, at vi nu igen kan mødes og få rigtig gang i samtaler og debatter, hvor vi ser det ”hele menneske” foran os. Og ikke kun et skærmbillede og en halvdårlig lyd. Åh, hvor jeg nyder at der nu igen er plads til alle de små nuancer og kvikke bemærkninger.

En af de ting som også har været meget på ”stand by” har været erfagrupperne rundt om i landet. Hvor graverne har kunnet mødes, for at dele viden og erfaringer fra det daglige arbejde på kirkegården og i kirken. Vi skal nu hjælpe hinanden til at få sat turbo på disse møder igen. Det er af meget stor vigtighed for at styrke både den faglige dygtighed, men også for at underbygge den faglige stolthed. Tit er arbejdet som graverjobbet forsøgt beskrevet som et ensomt arbejde uden mange direkte arbejdskollegaer. Men jeg har også rigtigt mange gange erfaret, at så snart to eller flere graver mødes, så går snakken straks med udveksling af ideer og erfaringer. Det at kunne drøfte konkrete opgaver og få ideer til anderledes løsninger er en meget vigtig del af udviklingen af ”den faglige stolthed”.
Nu kan du jo selvfølgelig tænke, at det lyder som en gammel mands holdning, og at den omtalte faglige ”stolthed” var og er noget der hører fortiden til. Men jeg er overbevist om, at vi netop i den tid som vi nu snart går ind i her sidst på måneden, nemlig grandækningstiden, at alle kan føle en stor tilfredsstillelse ved at kunne ”levere” et flot arbejde som brugerne og gæsterne på kirkegården sætter stor pris på. Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har mødt hverken gravere elle medhjælpere, der var ligeglade med om resultatet af arbejdet bliver værdsat.
Så derfor kære kollega, når nu din lokale afdeling indkalder til kursus/temadage om f.eks. grandækning, så tag dine medhjælpere med og mærk glæden over den fælles interesse. Tænk over, at selvom du måske er ”den erfarne” og måske ikke har behov for at lære så meget nyt, så er der måske en ny kollega, der har brug for netop din vejledning og gode råd. Det er netop det, der er kærnen i et godt foreningsliv - at vi har brug for hinanden. Hvis ikke du allerede er med i en erfagruppe, så kontakt din lokalafdeling og hør om der allerede er en gruppe du kan tilslutte dig. Ellers er jeg overbevist om, at din lokale afdeling vil hjælpe med at samle en ny erfagruppe.

Jeg vil slutte med en sætning, som jeg engang læste på en mappe, som vi fik udleveret i forbindelse med et kursus. Der stod: Den som tror sig færdiguddannet, er mere færdig end uddannet!!

God arbejdslyst - både med gran, møderne og dialogen med din kollega.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren september 2021

Tilbage til dagligdagen...

September måned er vel for de fleste en tid, hvor vi efter sommerens forskellige oplevelser, igen vender tilbage til hverdagslivet. Og i år har det så fået endnu en dimension, idet vi efterhånden er ved at være sluppet af med de fleste restriktioner, som vi har måttet leve med det seneste halvandet år.

Frustrationerne har været mange, og sommerens helt store debatemne blev jo, hvorfor vi som kirke ikke kunne løsne på især arealkravene i kirkerne ved kirkelige handlinger. Og jeg tror, at en stor del af vores frustrationer kunne være formindsket hvis kirkens ledelse var trådt lidt tydeligere frem med forklaringen på, hvorfor kirken ”haltede bagefter” med åbning. Den reelle grund skal jo ikke findes i kirkeministeriets sendrægtighed, men derimod i kirkens egne ønsker om at undgå ”kontrol ved kirkedøren”. Mange har undret sig over, hvordan det kunne gå til, at store sportsarrangementer og koncerter var tilladt, men når der var tale om en begravelse/bisættelse, så var der helt andre begrænsninger. Forklaringen var, at ved de førstnævnte arrangementer skulle man vise Corona pas for at komme ind. Hvorimod kirken (som altid) står åben for alle uanset tro, køn, alder eller helbredstilstand. Men nok om det. Nu kan vi igen mødes i kirkerne uden arealkrav. Der skal dog stadig være opmærksomhed på håndsprit m.m.

Dagligdagen byder også på udfordringer, og mange har jo nok bemærket, at Landsforeningen af Menighedsråd har haft årsmøde, og det kunne da også trække et par overskrifter i pressen om at ”bestyrelsen fik grønt lys til at arbejde videre med at få forhandlingsretten”. Nu er det jo på ingen måde ensbetydende med, at det så også bliver til virkelighed. Som vi har skrevet om før, så mener vi, at det vil være en dårlig ide at begynde at lave forsøg med at flytte forhandlingsretten på det folkekirkelige område. At lade en privat organisation (som Landsforeningen af Menighedsråd jo må betegnes som) forhandle og administrere overenskomster på det offentlige område, må da vist kunne kaldes for et vidtgående forsøg. Og det er bestemt ikke mere uklarhed, der er behov for på vort område. Vi vil derimod gerne arbejde på at vi bruger kræfterne, på at sikre at samarbejdet fungerer overalt på vores arbejdspladser. Det kræver at alle, både ansatte og arbejdsgivere, har fokus på, at trivslen på jobbet netop er et fælles ansvar, som vi alle er medansvarlige for.
Ja vi har en speciel struktur i folkekirken, men det bør ikke kunne forhindre trivsel og arbejdsglæde. Der er selvfølgelig brug for overordnede færdselsregler (lovgivning og overenskomster) men på samme måde, som i trafikken, så er der brug for gensidigt hensyn til ”medtrafikanterne” for at alles hverdag bliver så god og meningsfyldt som muligt.
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren august 2021

August 2021

Jeg ved ikke om det kun er mig, men jeg bliver ofte overrasket over så hurtigt tiden flyver af sted. Og måske har det noget med alderen at gøre? (en teori som jeg forsøger at bortforklare) I dagligdagen tænker vi nok ikke så meget over det, men når årstiderne skifter, så bliver vi mindet om tidens gang.

Her i august er der jo heldigvis stadig nogle af os der har lidt sommerferie tilbage, men ellers er vi, før vi ser os om på vej ind i efteråret. 
Jeg tror, at det er vigtigt at minde os selv om, at huske at nyde nuet. At glæde os over i dag.
Dan Turéll sagde det på denne måde: ”mest af alt holder Jeg af hverdagen” og jeg tror, at det er en meget vigtig evne at have; det at kunne glæde sig over hverdagen. Selvfølgelig er det dejligt med ferie og fest. Men det er også vigtigt, at vores dagligdag er god, rolig og med indhold.

Vi skal alle medvirke til at dagligdagen på vores arbejdsplads er god og selvfølgelig kan det ikke altid være en fest. Men selv mindre udfordrende opgaver kan give mening.
Nu er det jo ved at være lang tid siden, at vi har kunnet sige ”alt er ved det gamle” i kirken og på kirkegården. Godt det sidste halvandet års tid har med coronaen udfordret os alle, og vi har måttet leve med restriktioner, afstandskrav, håndsprit, mundbind, test, må vi synge eller ikke? osv. osv. Og jeg tror ikke jeg er den eneste der i den grad ønsker, at vi kan vende tilbage til ”gamle tider”, så vi igen kan mødes hvor, og med hvem vi har lyst til. Igen at kunne samles både som familie og venner, og at begravelser, bisættelser, bryllupper og gudstjenester igen kan have fokus på samvær og indhold.

Det bliver også dejligt at kunne mødes igen til kurser, faglige dage, generalforsamlinger og erfagrupper.
Som jeg har skrevet før, så er jeg stolt over den måde vi som dansk samfund har taklet den kæmpe udfordring en sådan pandemi er. Og vi kan glæde os over, at vi lever i et land med et godt og velfungerende sundhedssystem. Men vi er også et land med en befolkning der står sammen og respekterer myndighedernes anbefalinger. Vi kan se eksempler nok på det modsatte når vi kigger ud i verden.
Det er mit håb, at dette efterår giver os ”hverdagen tilbage”.

God arbejdslyst.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren juli 2021

Har I senfølger af Corona på Jeres arbejdsplads?

Fra pandemiens start, har man talt meget om, hvilke senfølger man som smittede med corona kunne komme til at lide under og døje med.
Jeg har dog nogle helt andre ”senfølger” i tankerne.
For der er desværre flere tegn på, at arbejdsmiljøet og samarbejdsklimaet lider rundt omkring på vores arbejdspladser.
Nogle har måske pludselig set og følt arbejdsgiverne /lederne som enten meget synlige og bestemmende uden inddragelse af medarbejderne. Andre har måske i høj grad savnet at arbejdsgiver/ leder ”trådte lidt i karakter”. Og nu er det så vanskeligt at vende tilbage til ”normale tilstande” igen.

Nu tror jeg ikke på at ”alt bliver som før” det har coronaen sat sig alt for tydelige spor i vores dagligdag til at det lader sig gøre. Men jeg tror f.eks. at der fremover bliver meget opmærksomhed på, hvordan vi undgår at bringe diverse smitte/ infektioner videre til vores medmennesker. Jeg vil bestemt ikke savne mundbindene, men vi må erkende, at i tiden hvor vi alle holdt afstand, brugte mundbind og håndsprit - Ja så var der næsten ingen influenza, forkølelser o. lign.

Vi er desværre begyndt at se tegn på, at samarbejdsproblemer og småkonflikter blusser op rundt omkring på vores arbejdspladser i denne tid. Og det er rigtig ærgerligt, hvis misforståelser eller fejlinformationer, og måske ansvarsflugt, nu efterfølgende giver anledning til stridigheder. Her vil jeg gerne minde om, at det seneste års tid vi alle har været igennem, jo på ingen måder var forudset. Og dermed heller ikke kunne planlægges eller tilrettelægges i handleplaner og manualer. Men som det er blevet sagt adskillige gange; først af Statsminister Mette Frederiksen på et af de allerførste pressemøder ved pandemiens udbrud: ”Kommer vi til at begå fejl? JA, Kommer Jeg til at begå fejl? JA. Men der må handles nu!!” (citat slut)

Den seneste tid er flere gange blevet beskrevet som ”vi bygger motorvejen samtidig med at vi suser ud af den med topfart” og lignende sigende billede lige citater.
Og ja, der er truffet forkerte beslutninger.
Ja, der er givet forkerte /modstridende vejledninger.
Ja, der er mange ting som kunne være gjort mere hensigtsmæssigt.
Men det giver ikke mening, at vi nu giver os til at skælde ud på hinanden om, hvem der har begået hvilke fejl. Men vi bør derimod tale om, hvad vi kan gøre bedre i fremtiden. Både hvis der kommer en ny stor udfordring á lá Corona-pandemien (Gud forbyde det) men også om hvordan vi får dagligdagen til at fungere.

Jeg syntes, at vi som danskere kan være stolte og taknemmelige over den måde vi er kommet igennem krisen på. Hvis der er noget, vi har lært af denne pandemi, så må det være, at det er nødvendigt at stå sammen, at hjælpe hinanden, og at ingen er overflødig i det samarbejde.
Lad os nu tage fat på hverdagen, så ”normal” som den nu kan blive. Lad os sammen bruge vores fælles erfaringer, ikke til at finde ”skyldige” men til at finde nye veje til at forbedre samarbejdet.

Jeg føler, at der er stor vilje hos alle parter, lige fra Kirkeministeren, biskopper, provster, præster, menighedsråd, ansatte og fagforeninger, til at komme videre. Det er mit håb, at der også ude på de enkelte arbejdspladser kan skabes en god dialog, så vi undgår at ”senfølgerne” belaster samarbejdet.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren juni 2021

Reklamens magt

Når en and har lagt et æg, rejser den sig stille fra reden og går stille videre uden en lyd. Men når en høne har lagt sit æg, rejser den sig og ”kagler op” for at fortælle hele omverdenen, at nu har den endnu engang lagt et fantastisk æg. Resultat: alle køber og spiser hønseæg, hvorimod der ikke er nogen der interesserer sig for andens sikkert lige så gode æg. Morale…. Reklame virker!!
 
Hvorfor nu denne anekdote?
Jo, jeg kom til at tænke på den efter et par henvendelser jeg fik på sidste måneds ”hjørne”, hvor jeg jo gik lidt til angreb på ”de gule fagforretninger”. Det kan jo godt være, at vi i fagforeningerne er så sikre på, at vores ”vare” er både den bedste og mest fornuftige. Men hvis ikke de eventuelle nye medlemmer bliver gjort opmærksom på disse fordele, ja så kan det jo være fristende at købe ”discountvaren”(læs: den falske erstatning).
Derfor er det jo nok ikke overraskende min påstand, at det altid vil være bedst at stå i den fagforening der har forhandlingsretten på området. Altså den fagforening der har indgået aftale med arbejdsgiverne om løn og ansættelsesvilkårene på det givne område. Jeg er helt med på, at man som medlem altid kunne ønske sig at disse resultater var bedre, men måden at nå det mål, kan aldrig være at svække fagforeningen og forlade fællesskabet. Men derimod at blive og igennem fællesskabet med kollegaerne samle kræfterne både lokalt og på landsplan.
Det er derfor også vigtigt for os, som er medlem af fagforeningen FAKK, at vi hjælper de kollegaer der har valgt at stå udenfor, til at indse at, hvis de ønsker forandringer, ja så sker det bedst ved sammenhold.
Nu har jeg jo ikke tænkt, at denne spalte skulle bruges til reklamefremstød, men jeg er alligevel fristet til at nævne bare et udsnit af ”medlemsfordelene”. Så hermed et hurtigt overblik:

  • Hjælp til de årlige lønforhandlinger, både for tjenestemænd og overenskomstansatte.
  • Faglig bistand ved sygdom, samarbejdsproblemer, stillingsændringer, flexjob og lign.
  • Refusion af udgifter til kiropraktor/fysioterapeut.
  • Indflydelse på krav til overenskomst og stemmeret ved urafstemning.
  • Erfagrupper i lokalafdelingerne.
  • Lokale arrangementer i lokalafdelingerne f.eks. kursusdage, udflugter, temaaftner m.m.
  • Gratis adgang til 30 online kurser indenfor IT, sprog, sociale medier, præsentationsteknik med mere. 
  • Medlemsbladet ”Landsbygraveren”.
  • Nyhedsbreve direkte i din mailboks med relevante nyheder udkommer mindst 1 gang månedligt.
  • Medlemskab af Forbrugsforeningen (som giver rabatfordele i over 4500 butikker)
  • osv. osv. ….

Derudover vil jeg nævne, at vi jo som fagforening har rigtig mange steder, hvor vi samarbejder med Kirkeministeriet og de øvrige faglige organisationer om alt fra uddannelse (både intro, obligatoriske og efteruddannelse), kompetencefonden og arbejdsmiljø m.m.    
Det er derfor min bøn til dig som læser dette: at vi sammen kan tage lidt ved lære af ”hønen og ægget” og sammen gøre ”reklame” for vores gode forbund. Også for at vi sammen kan gøre det endnu bedre. For jo flere vi er, jo stærkere står vi nu og i fremtiden.
Så lad os sammen ”rejse os fra reden” og fortælle omverdenen om, hvilken god og slagkraftig fagforening vi er og at vi i fællesskab vil arbejde for at både den og vores arbejdspladser fortsat udvikler sig i den rigtige retning.

God Sommer til Alle
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren maj 2021

1.maj

Alting grønnes og sommeren er lige rundt hjørnet, og vi er vel alle fyldt af forventning til at det endelig bliver muligt at mødes i større forsamlinger, rejse på ferie eller besøge familie og venner samt alt det andet som vi har været afskåret fra i en lang vinter og forår.
 
Nu må det da gå fremad. Og alting snart blive normalt igen. Ja nogenlunde sådan tænkte vi vel også sidste gang det var 1. maj. Og godt at vi dengang ikke vidste hvor lang tid der endnu ville gå med diverse Covid-19 restriktioner m.m.
 
Det der gør, at vi dette forår kan være lidt mere sikre på at der er en snarlig åbning på vej, er jo at der nu er godt gang i vaccinationerne og alt efter, hvor hurtigt det kommer til at forløbe, så ventes det at vi igen kan begynde at færdes lidt mere frit, og hvor trænger vi til det!  Ganske vist har vi gennem det seneste år lært at holde møder og ”samles” digitalt. Men hvor bliver det godt igen at kunne side direkte over for hinanden og kigge hinanden i øjnene og få de gode snakke, hvor vi kan mærke hinandens tilstedeværelse. Vores dejlige mobiltelefoner, tablets, pc ér m.m. har gjort, at vi har kunnet holde kontakten med hinanden, men det kan aldrig erstatte det fysiske møde.
 
Nu kan vi så fejre 1.maj. En dag som fagforeninger over hele verden jo markerer både for at fejre de mange goder som er skabt via fællesskabet og sammenhold mellem medlemmerne. Men også for at minde hinanden om, at det ikke er en selvfølge med ordnede forhold på arbejdspladsen. Og at det til stadighed er nødvendigt at arbejde vedholdende på at fastholde de tilkæmpede rettigheder og samtidigt arbejde for at sikre at aftaler og overenskomster følger med tiden.
 
Vi møder af og til påstande om at ”Fagforeningerne har udspillet deres rolle” og ”jeg kan godt selv varetage mine interesser” osv. osv….  Jeg kom her forleden (nærmest ved en fejl) til at skrue min radio over på en lokalradio, som med jævne mellemrum afbrød deres udsendelser for at bringe reklamer. Og jeg blev derfor ”tvangsindlagt” til at høre på alle de ”fantastiske tilbud” som kunne friste. Heriblandt var der også reklamer for fagforeninger (altså de rigtige, dem med overenskomst) og så fra ”de gule”, Det faglige hus, Krifa osv.  Og tankevækkende var det, at Fagforeningerne, kunne fortælle om indgåede aftaler, sikring af pension, lønforbedringer, påmindelser om at huske at deltage i urafstemningen om overenskomst osv. Hvorimod ”de Gule” næsten kun havde ét argument - nemlig PRISEN. Et argument som jeg bestemt vil stille spørgsmålstegn ved om de kan holde. Den prisbevidste forbruger er jo kendetegnet ved at undersøge forholdet mellem pris og kvalitet af den vare som man får tilbudt. Og her ville det virkelig klæde disse ”fagforretninger” hvis de ikke konstant forsøger at give indtryk for, at de har samme vare på hylden bare til en lavere pris!
 
Jeg kan selvfølgelig ikke bestemme hvor den enkelte vælger at melde sig ind, men det er mig til stadighed en stor gåde, hvorfor nogle vælger at melde sig ind i disse ”fagforretninger” (det er bevist at jeg kalder dem forretninger, idet det efter min allerbedste opfattelse er det de er) Jeg tror desværre at nogle falder for den misforståelse, at det er den samme vare. Også fordi man glemmer at fagforening og a-kasse ikke er det samme. Hvis man ser på prisen på A-kasse kontingentet alene, er der ikke mange kroner til forskel mellem de enkelte A-kasser. Så grunden til at fagforretningerne kan sænke prisen er fordi de ikke har arbejdet med at forhandle overenskomster og indgå aftaler med arbejdsgivere. Behandle sager om uretmæssig afskedigelse osv. osv.
 
Mit råd til dem der vælger at melde sig ind i en sådan ”fagforretning” er: lad være!!, og hvis det er fordi du ikke vil støtte en ”rigtig fagforening” (altså den der har overenskomsten på dit område) så bru

Til top