Forbundet af Kirke-og kirkegårdsansattE
Her er du:
Forside >  Nyheder > Forbundsformand

Formandens hjørne









 


Landsbygraveren oktober 2021

Har du talt med din kollega i dag?

For nogle få år siden var det på mode at have en streamer bag i bilruden med spørgsmålet: Har du talt med dit barn i dag? Det var en del af en kampagne, der gik ud på at skabe opmærksomhed på vigtigheden af samtalen, mellem forældre og børn. Spørgsmålet er sikkert stadig lige så aktuelt som dengang. Men jeg vil dog gerne bruge lidt tid på at gøre opmærksom på, at det også er meget vigtigt at holde dialogen i gang med arbejdskollegaer. Både dem vi møder i det daglige, men også dem som vi deler arbejdsopgaver og ansættelsesform med. Vi har nu gennem godt halvandet år, været mere eller mindre forhindret i at mødes fysisk og har derfor fået en vis erfaring i at holde dialogen i gang via diverse digitale medier. Og det er bestemt godt, at den mulighed har været der. Men det har også vist mig, at det fysiske møde, dialogen ”ansigt til ansigt” virkelig ikke kan erstattes af videomøder og telefonsamtaler. Hvor er det godt, at vi nu igen kan mødes og få rigtig gang i samtaler og debatter, hvor vi ser det ”hele menneske” foran os. Og ikke kun et skærmbillede og en halvdårlig lyd. Åh, hvor jeg nyder at der nu igen er plads til alle de små nuancer og kvikke bemærkninger.

En af de ting som også har været meget på ”stand by” har været erfagrupperne rundt om i landet. Hvor graverne har kunnet mødes, for at dele viden og erfaringer fra det daglige arbejde på kirkegården og i kirken. Vi skal nu hjælpe hinanden til at få sat turbo på disse møder igen. Det er af meget stor vigtighed for at styrke både den faglige dygtighed, men også for at underbygge den faglige stolthed. Tit er arbejdet som graverjobbet forsøgt beskrevet som et ensomt arbejde uden mange direkte arbejdskollegaer. Men jeg har også rigtigt mange gange erfaret, at så snart to eller flere graver mødes, så går snakken straks med udveksling af ideer og erfaringer. Det at kunne drøfte konkrete opgaver og få ideer til anderledes løsninger er en meget vigtig del af udviklingen af ”den faglige stolthed”.
Nu kan du jo selvfølgelig tænke, at det lyder som en gammel mands holdning, og at den omtalte faglige ”stolthed” var og er noget der hører fortiden til. Men jeg er overbevist om, at vi netop i den tid som vi nu snart går ind i her sidst på måneden, nemlig grandækningstiden, at alle kan føle en stor tilfredsstillelse ved at kunne ”levere” et flot arbejde som brugerne og gæsterne på kirkegården sætter stor pris på. Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt har mødt hverken gravere elle medhjælpere, der var ligeglade med om resultatet af arbejdet bliver værdsat.
Så derfor kære kollega, når nu din lokale afdeling indkalder til kursus/temadage om f.eks. grandækning, så tag dine medhjælpere med og mærk glæden over den fælles interesse. Tænk over, at selvom du måske er ”den erfarne” og måske ikke har behov for at lære så meget nyt, så er der måske en ny kollega, der har brug for netop din vejledning og gode råd. Det er netop det, der er kærnen i et godt foreningsliv - at vi har brug for hinanden. Hvis ikke du allerede er med i en erfagruppe, så kontakt din lokalafdeling og hør om der allerede er en gruppe du kan tilslutte dig. Ellers er jeg overbevist om, at din lokale afdeling vil hjælpe med at samle en ny erfagruppe.

Jeg vil slutte med en sætning, som jeg engang læste på en mappe, som vi fik udleveret i forbindelse med et kursus. Der stod: Den som tror sig færdiguddannet, er mere færdig end uddannet!!

God arbejdslyst - både med gran, møderne og dialogen med din kollega.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren september 2021

Tilbage til dagligdagen...

September måned er vel for de fleste en tid, hvor vi efter sommerens forskellige oplevelser, igen vender tilbage til hverdagslivet. Og i år har det så fået endnu en dimension, idet vi efterhånden er ved at være sluppet af med de fleste restriktioner, som vi har måttet leve med det seneste halvandet år.

Frustrationerne har været mange, og sommerens helt store debatemne blev jo, hvorfor vi som kirke ikke kunne løsne på især arealkravene i kirkerne ved kirkelige handlinger. Og jeg tror, at en stor del af vores frustrationer kunne være formindsket hvis kirkens ledelse var trådt lidt tydeligere frem med forklaringen på, hvorfor kirken ”haltede bagefter” med åbning. Den reelle grund skal jo ikke findes i kirkeministeriets sendrægtighed, men derimod i kirkens egne ønsker om at undgå ”kontrol ved kirkedøren”. Mange har undret sig over, hvordan det kunne gå til, at store sportsarrangementer og koncerter var tilladt, men når der var tale om en begravelse/bisættelse, så var der helt andre begrænsninger. Forklaringen var, at ved de førstnævnte arrangementer skulle man vise Corona pas for at komme ind. Hvorimod kirken (som altid) står åben for alle uanset tro, køn, alder eller helbredstilstand. Men nok om det. Nu kan vi igen mødes i kirkerne uden arealkrav. Der skal dog stadig være opmærksomhed på håndsprit m.m.

Dagligdagen byder også på udfordringer, og mange har jo nok bemærket, at Landsforeningen af Menighedsråd har haft årsmøde, og det kunne da også trække et par overskrifter i pressen om at ”bestyrelsen fik grønt lys til at arbejde videre med at få forhandlingsretten”. Nu er det jo på ingen måde ensbetydende med, at det så også bliver til virkelighed. Som vi har skrevet om før, så mener vi, at det vil være en dårlig ide at begynde at lave forsøg med at flytte forhandlingsretten på det folkekirkelige område. At lade en privat organisation (som Landsforeningen af Menighedsråd jo må betegnes som) forhandle og administrere overenskomster på det offentlige område, må da vist kunne kaldes for et vidtgående forsøg. Og det er bestemt ikke mere uklarhed, der er behov for på vort område. Vi vil derimod gerne arbejde på at vi bruger kræfterne, på at sikre at samarbejdet fungerer overalt på vores arbejdspladser. Det kræver at alle, både ansatte og arbejdsgivere, har fokus på, at trivslen på jobbet netop er et fælles ansvar, som vi alle er medansvarlige for.
Ja vi har en speciel struktur i folkekirken, men det bør ikke kunne forhindre trivsel og arbejdsglæde. Der er selvfølgelig brug for overordnede færdselsregler (lovgivning og overenskomster) men på samme måde, som i trafikken, så er der brug for gensidigt hensyn til ”medtrafikanterne” for at alles hverdag bliver så god og meningsfyldt som muligt.
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren august 2021

August 2021

Jeg ved ikke om det kun er mig, men jeg bliver ofte overrasket over så hurtigt tiden flyver af sted. Og måske har det noget med alderen at gøre? (en teori som jeg forsøger at bortforklare) I dagligdagen tænker vi nok ikke så meget over det, men når årstiderne skifter, så bliver vi mindet om tidens gang.

Her i august er der jo heldigvis stadig nogle af os der har lidt sommerferie tilbage, men ellers er vi, før vi ser os om på vej ind i efteråret. 
Jeg tror, at det er vigtigt at minde os selv om, at huske at nyde nuet. At glæde os over i dag.
Dan Turéll sagde det på denne måde: ”mest af alt holder Jeg af hverdagen” og jeg tror, at det er en meget vigtig evne at have; det at kunne glæde sig over hverdagen. Selvfølgelig er det dejligt med ferie og fest. Men det er også vigtigt, at vores dagligdag er god, rolig og med indhold.

Vi skal alle medvirke til at dagligdagen på vores arbejdsplads er god og selvfølgelig kan det ikke altid være en fest. Men selv mindre udfordrende opgaver kan give mening.
Nu er det jo ved at være lang tid siden, at vi har kunnet sige ”alt er ved det gamle” i kirken og på kirkegården. Godt det sidste halvandet års tid har med coronaen udfordret os alle, og vi har måttet leve med restriktioner, afstandskrav, håndsprit, mundbind, test, må vi synge eller ikke? osv. osv. Og jeg tror ikke jeg er den eneste der i den grad ønsker, at vi kan vende tilbage til ”gamle tider”, så vi igen kan mødes hvor, og med hvem vi har lyst til. Igen at kunne samles både som familie og venner, og at begravelser, bisættelser, bryllupper og gudstjenester igen kan have fokus på samvær og indhold.

Det bliver også dejligt at kunne mødes igen til kurser, faglige dage, generalforsamlinger og erfagrupper.
Som jeg har skrevet før, så er jeg stolt over den måde vi som dansk samfund har taklet den kæmpe udfordring en sådan pandemi er. Og vi kan glæde os over, at vi lever i et land med et godt og velfungerende sundhedssystem. Men vi er også et land med en befolkning der står sammen og respekterer myndighedernes anbefalinger. Vi kan se eksempler nok på det modsatte når vi kigger ud i verden.
Det er mit håb, at dette efterår giver os ”hverdagen tilbage”.

God arbejdslyst.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren juli 2021

Har I senfølger af Corona på Jeres arbejdsplads?

Fra pandemiens start, har man talt meget om, hvilke senfølger man som smittede med corona kunne komme til at lide under og døje med.
Jeg har dog nogle helt andre ”senfølger” i tankerne.
For der er desværre flere tegn på, at arbejdsmiljøet og samarbejdsklimaet lider rundt omkring på vores arbejdspladser.
Nogle har måske pludselig set og følt arbejdsgiverne /lederne som enten meget synlige og bestemmende uden inddragelse af medarbejderne. Andre har måske i høj grad savnet at arbejdsgiver/ leder ”trådte lidt i karakter”. Og nu er det så vanskeligt at vende tilbage til ”normale tilstande” igen.

Nu tror jeg ikke på at ”alt bliver som før” det har coronaen sat sig alt for tydelige spor i vores dagligdag til at det lader sig gøre. Men jeg tror f.eks. at der fremover bliver meget opmærksomhed på, hvordan vi undgår at bringe diverse smitte/ infektioner videre til vores medmennesker. Jeg vil bestemt ikke savne mundbindene, men vi må erkende, at i tiden hvor vi alle holdt afstand, brugte mundbind og håndsprit - Ja så var der næsten ingen influenza, forkølelser o. lign.

Vi er desværre begyndt at se tegn på, at samarbejdsproblemer og småkonflikter blusser op rundt omkring på vores arbejdspladser i denne tid. Og det er rigtig ærgerligt, hvis misforståelser eller fejlinformationer, og måske ansvarsflugt, nu efterfølgende giver anledning til stridigheder. Her vil jeg gerne minde om, at det seneste års tid vi alle har været igennem, jo på ingen måder var forudset. Og dermed heller ikke kunne planlægges eller tilrettelægges i handleplaner og manualer. Men som det er blevet sagt adskillige gange; først af Statsminister Mette Frederiksen på et af de allerførste pressemøder ved pandemiens udbrud: ”Kommer vi til at begå fejl? JA, Kommer Jeg til at begå fejl? JA. Men der må handles nu!!” (citat slut)

Den seneste tid er flere gange blevet beskrevet som ”vi bygger motorvejen samtidig med at vi suser ud af den med topfart” og lignende sigende billede lige citater.
Og ja, der er truffet forkerte beslutninger.
Ja, der er givet forkerte /modstridende vejledninger.
Ja, der er mange ting som kunne være gjort mere hensigtsmæssigt.
Men det giver ikke mening, at vi nu giver os til at skælde ud på hinanden om, hvem der har begået hvilke fejl. Men vi bør derimod tale om, hvad vi kan gøre bedre i fremtiden. Både hvis der kommer en ny stor udfordring á lá Corona-pandemien (Gud forbyde det) men også om hvordan vi får dagligdagen til at fungere.

Jeg syntes, at vi som danskere kan være stolte og taknemmelige over den måde vi er kommet igennem krisen på. Hvis der er noget, vi har lært af denne pandemi, så må det være, at det er nødvendigt at stå sammen, at hjælpe hinanden, og at ingen er overflødig i det samarbejde.
Lad os nu tage fat på hverdagen, så ”normal” som den nu kan blive. Lad os sammen bruge vores fælles erfaringer, ikke til at finde ”skyldige” men til at finde nye veje til at forbedre samarbejdet.

Jeg føler, at der er stor vilje hos alle parter, lige fra Kirkeministeren, biskopper, provster, præster, menighedsråd, ansatte og fagforeninger, til at komme videre. Det er mit håb, at der også ude på de enkelte arbejdspladser kan skabes en god dialog, så vi undgår at ”senfølgerne” belaster samarbejdet.

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren juni 2021

Reklamens magt

Når en and har lagt et æg, rejser den sig stille fra reden og går stille videre uden en lyd. Men når en høne har lagt sit æg, rejser den sig og ”kagler op” for at fortælle hele omverdenen, at nu har den endnu engang lagt et fantastisk æg. Resultat: alle køber og spiser hønseæg, hvorimod der ikke er nogen der interesserer sig for andens sikkert lige så gode æg. Morale…. Reklame virker!!
 
Hvorfor nu denne anekdote?
Jo, jeg kom til at tænke på den efter et par henvendelser jeg fik på sidste måneds ”hjørne”, hvor jeg jo gik lidt til angreb på ”de gule fagforretninger”. Det kan jo godt være, at vi i fagforeningerne er så sikre på, at vores ”vare” er både den bedste og mest fornuftige. Men hvis ikke de eventuelle nye medlemmer bliver gjort opmærksom på disse fordele, ja så kan det jo være fristende at købe ”discountvaren”(læs: den falske erstatning).
Derfor er det jo nok ikke overraskende min påstand, at det altid vil være bedst at stå i den fagforening der har forhandlingsretten på området. Altså den fagforening der har indgået aftale med arbejdsgiverne om løn og ansættelsesvilkårene på det givne område. Jeg er helt med på, at man som medlem altid kunne ønske sig at disse resultater var bedre, men måden at nå det mål, kan aldrig være at svække fagforeningen og forlade fællesskabet. Men derimod at blive og igennem fællesskabet med kollegaerne samle kræfterne både lokalt og på landsplan.
Det er derfor også vigtigt for os, som er medlem af fagforeningen FAKK, at vi hjælper de kollegaer der har valgt at stå udenfor, til at indse at, hvis de ønsker forandringer, ja så sker det bedst ved sammenhold.
Nu har jeg jo ikke tænkt, at denne spalte skulle bruges til reklamefremstød, men jeg er alligevel fristet til at nævne bare et udsnit af ”medlemsfordelene”. Så hermed et hurtigt overblik:

  • Hjælp til de årlige lønforhandlinger, både for tjenestemænd og overenskomstansatte.
  • Faglig bistand ved sygdom, samarbejdsproblemer, stillingsændringer, flexjob og lign.
  • Refusion af udgifter til kiropraktor/fysioterapeut.
  • Indflydelse på krav til overenskomst og stemmeret ved urafstemning.
  • Erfagrupper i lokalafdelingerne.
  • Lokale arrangementer i lokalafdelingerne f.eks. kursusdage, udflugter, temaaftner m.m.
  • Gratis adgang til 30 online kurser indenfor IT, sprog, sociale medier, præsentationsteknik med mere. 
  • Medlemsbladet ”Landsbygraveren”.
  • Nyhedsbreve direkte i din mailboks med relevante nyheder udkommer mindst 1 gang månedligt.
  • Medlemskab af Forbrugsforeningen (som giver rabatfordele i over 4500 butikker)
  • osv. osv. ….

Derudover vil jeg nævne, at vi jo som fagforening har rigtig mange steder, hvor vi samarbejder med Kirkeministeriet og de øvrige faglige organisationer om alt fra uddannelse (både intro, obligatoriske og efteruddannelse), kompetencefonden og arbejdsmiljø m.m.    
Det er derfor min bøn til dig som læser dette: at vi sammen kan tage lidt ved lære af ”hønen og ægget” og sammen gøre ”reklame” for vores gode forbund. Også for at vi sammen kan gøre det endnu bedre. For jo flere vi er, jo stærkere står vi nu og i fremtiden.
Så lad os sammen ”rejse os fra reden” og fortælle omverdenen om, hvilken god og slagkraftig fagforening vi er og at vi i fællesskab vil arbejde for at både den og vores arbejdspladser fortsat udvikler sig i den rigtige retning.

God Sommer til Alle
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren maj 2021

1.maj

Alting grønnes og sommeren er lige rundt hjørnet, og vi er vel alle fyldt af forventning til at det endelig bliver muligt at mødes i større forsamlinger, rejse på ferie eller besøge familie og venner samt alt det andet som vi har været afskåret fra i en lang vinter og forår.
 
Nu må det da gå fremad. Og alting snart blive normalt igen. Ja nogenlunde sådan tænkte vi vel også sidste gang det var 1. maj. Og godt at vi dengang ikke vidste hvor lang tid der endnu ville gå med diverse Covid-19 restriktioner m.m.
 
Det der gør, at vi dette forår kan være lidt mere sikre på at der er en snarlig åbning på vej, er jo at der nu er godt gang i vaccinationerne og alt efter, hvor hurtigt det kommer til at forløbe, så ventes det at vi igen kan begynde at færdes lidt mere frit, og hvor trænger vi til det!  Ganske vist har vi gennem det seneste år lært at holde møder og ”samles” digitalt. Men hvor bliver det godt igen at kunne side direkte over for hinanden og kigge hinanden i øjnene og få de gode snakke, hvor vi kan mærke hinandens tilstedeværelse. Vores dejlige mobiltelefoner, tablets, pc ér m.m. har gjort, at vi har kunnet holde kontakten med hinanden, men det kan aldrig erstatte det fysiske møde.
 
Nu kan vi så fejre 1.maj. En dag som fagforeninger over hele verden jo markerer både for at fejre de mange goder som er skabt via fællesskabet og sammenhold mellem medlemmerne. Men også for at minde hinanden om, at det ikke er en selvfølge med ordnede forhold på arbejdspladsen. Og at det til stadighed er nødvendigt at arbejde vedholdende på at fastholde de tilkæmpede rettigheder og samtidigt arbejde for at sikre at aftaler og overenskomster følger med tiden.
 
Vi møder af og til påstande om at ”Fagforeningerne har udspillet deres rolle” og ”jeg kan godt selv varetage mine interesser” osv. osv….  Jeg kom her forleden (nærmest ved en fejl) til at skrue min radio over på en lokalradio, som med jævne mellemrum afbrød deres udsendelser for at bringe reklamer. Og jeg blev derfor ”tvangsindlagt” til at høre på alle de ”fantastiske tilbud” som kunne friste. Heriblandt var der også reklamer for fagforeninger (altså de rigtige, dem med overenskomst) og så fra ”de gule”, Det faglige hus, Krifa osv.  Og tankevækkende var det, at Fagforeningerne, kunne fortælle om indgåede aftaler, sikring af pension, lønforbedringer, påmindelser om at huske at deltage i urafstemningen om overenskomst osv. Hvorimod ”de Gule” næsten kun havde ét argument - nemlig PRISEN. Et argument som jeg bestemt vil stille spørgsmålstegn ved om de kan holde. Den prisbevidste forbruger er jo kendetegnet ved at undersøge forholdet mellem pris og kvalitet af den vare som man får tilbudt. Og her ville det virkelig klæde disse ”fagforretninger” hvis de ikke konstant forsøger at give indtryk for, at de har samme vare på hylden bare til en lavere pris!
 
Jeg kan selvfølgelig ikke bestemme hvor den enkelte vælger at melde sig ind, men det er mig til stadighed en stor gåde, hvorfor nogle vælger at melde sig ind i disse ”fagforretninger” (det er bevist at jeg kalder dem forretninger, idet det efter min allerbedste opfattelse er det de er) Jeg tror desværre at nogle falder for den misforståelse, at det er den samme vare. Også fordi man glemmer at fagforening og a-kasse ikke er det samme. Hvis man ser på prisen på A-kasse kontingentet alene, er der ikke mange kroner til forskel mellem de enkelte A-kasser. Så grunden til at fagforretningerne kan sænke prisen er fordi de ikke har arbejdet med at forhandle overenskomster og indgå aftaler med arbejdsgivere. Behandle sager om uretmæssig afskedigelse osv. osv.
 
Mit råd til dem der vælger at melde sig ind i en sådan ”fagforretning” er: lad være!!, og hvis det er fordi du ikke vil støtte en ”rigtig fagforening” (altså den der har overenskomsten på dit område) så brug da pengene på noget godt for dig selv (en god middag eller en tur i biografen) Det andet er en falsk tryghed.
Medlemskabet af en fagforening giver dig indflydelse på din egen hverdag, og vi har folk ansat som står parate til at hjælpe dig med den udfordring du måtte stå med. Hos os er det fællesskabet der bærer, og vi er der for at hjælpe hinanden.

God 1. maj
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren april 2021

Foråret kommer

Vi har netop passeret årsdagen for Statsminister Mette Frederiksens historiske pressemøde, hvor hun indledte sin fremlæggelse med ordene: ”Det jeg vil sige i aften vil få stor betydning for alle danskere”.  Vi må bestemt sige, at det fik betydning for os alle. Nogle har mærket pandemien på egen krop. Det er heldigvis (set på verdensplan) meget få i forhold til, hvordan sygdommen har raset i andre lande. Men de allerfleste af os har mærket følgerne direkte på vores hverdag. Skoler og arbejdspladser har været lukket i kortere eller længere tid. Rigtigt mange små erhvervsdrivende har fået hele deres eksistensgrundlag revet væk under sig. Og selvom regering og folketing har iværksat den ene hjælpepakke efter den anden, står vi stadig tilbage som samfund, med en kæmperegning, som vil tage lang tid inden vi har fået betalt de sidste afdrag på.

Vi kan dog nu begynde at se ”lidt lys for enden af tunnellen”. Hvad de færreste troede muligt for et år siden er nu en realitet - vi har fået flere godkendte vacciner, og myndighederne er travlt beskæftiget med at få os alle givet et par stik i armen. Alle forventer vi så dermed snart at kunne genåbne samfundet for at genskabe en dagligdag tæt på det vi kendte før 11.marts 2020. Men jeg er dog overbevist om, at vi, selvom ”covid-19 truslen” forsvinder, stadig vil have stor opmærksomhed på afstandskrav og håndhygiejne. For det var da ærlig talt lidt tankevækkende, at samtidig med at vi fik øget opmærksomhed på afstandskrav, mundbind, ingen håndtryk og kram, ja så udeblev den traditionelle influenzaepidemi og meget færre af os blev smittet med forkølelser osv. Det vil da være en positiv ”sidegevinst” efter al den nedlukning.

Nedlukningen af Danmark har også medført, at mange planlægningsmøder, generalforsamlinger og forhandlinger er blevet afholdt ”digitalt” og ikke ved fysisk fremmøde. Det har været en stor forandring for alle. Og jeg tror, at ikke mindst forældre til børn og unge, som har været vidner til hjemmeundervisning via Skype eller Teams, kan bekræfte, at den mødeform bestemt har sine mangler, og at der kan være rigtig stor forskel på, hvordan udbyttet bliver. Når vi nu forhåbentlig snart igen kan begynde at mødes, hvad jeg er overbevist om, at stort set alle har savnet, så håber jeg også, at vi bliver bedre til at planlægge brugen af de fantastiske muligheder der trodsalt ligger i den digitale verden. En af de meget konkrete ”gevinster” som jeg personligt kan se der har været ved nedlukningen er en masse sparet transporttid. Det tror jeg vil være klogt at tage med ind i fremtidig mødeplanlægning. Både i arbejdsregi og i fagforeningen f.eks. kalendermøder m.m.

Som det er de fleste bekendt, så er foråret 2021 jo også kendetegnet ved overenskomstforhandlinger på det offentlige område og derfor også for os i kirken. Jeg beskrev i sidste blad resultatet af CFU-forliget og nævnte, at der var gang i forhandlingerne mellem os i FAKK og Kirkeministeriet. Disse forhandlinger er nu tilendebragt og som jeg lod antyde, så var det forventelige resultat ”magert”. Forstået på den måde, at der ikke var videreført midler til disse forhandlinger og der var derfor ikke de store muligheder for aftaler med lønstigninger eller andre konkrete forbedringer. Det er derfor endt med nogle mindre tekstmæssige ændringer af vores aftale udelukkende for en tydeliggørelse af vores aftale om arbejdsvilkårene på vort område. Den samlede overenskomst, altså CFU-forliget, samt vores organisationsaftale er nu sendt ud til jer medlemmer til endelig vedtagelse via urafstemning. Jeg skal da også her på dette sted anbefale, at du stemmer ja til overenskomsten, idet jeg er af den opfattelse, at forlig og aftale er et udtryk for ”det bedst opnåelige”. Jeg glæder mig over, at vi har kunnet sikre reallønnen og at der derudover også var plads til en mindre lønstigning. Alt sammen udmøntet via den generelle lønregulering.   
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren marts 2021

Overenskomstforhandling 2021

OK21 er på vej, et vigtigt skridt er taget- nemlig CFU-forliget, som blev indgået lørdag den 6. februar mellem Skatteministeren (som er Statens forhandler) og CFU (Centralorganisationernes forhandlingsudvalg)
Forliget der nu danner grundlag for vores endelige aftaler med Kirkeministeriet, sætter nogle overordnede rammer, som jeg her kort skal forsøge at opridse.

Der er tale om et 3-årigt forlig, der sikrer en reallønssikring endog med en lille lønstigning (4,42 % fordelt på hele perioden), prisen herfor har været, at der ikke bliver midler overført til de enkelte organisationers forhandlinger med arbejdsgiverne. (for vores vedkommende Kirkeministeriet) Med i forliget er også, at den såkaldte reguleringsordning bibeholdes. Populært sagt betyder det, at lønudviklingen på vores område til en vis grad følger udviklingen bl.a. på det private område. Heldigvis er der nu aftalt, at stigninger og fald i lønniveauet afregnes ens. (vores modpart har tidligere ment, at det var rimeligt at lønnen faldt i samme takt som det private område, men at stigningerne kun skulle slå igennem med en langt mindre effekt. Så det må siges at være godt, at vi bevarer den ordning (også selvom det en enkelt gang her i februar viste sig at lønnen faktisk faldt ganske lidt, som bekendt p.ga. Coronaens indflydelse på det private lønniveau).

Udover den nævnte lønstigning på 4,42 procent er der afsat 0,20 procent til ”øvrige formål”. Her vil jeg bl.a. nævne, at der er aftalt RET til seniorbonus (fra det år man fylder 62) på 0,8 pct. af den sædvanlige løn. Denne ”bonus” kan veksles til 2 fridage eller pension. Der er altså her tale om en form for ”fritvalgsordning” om end i meget begrænset omfang. Seniorbonus vælges for ét år ad gangen og udbetales én gang årligt. Det er værd at bemærke, at den hidtidige mulighed for at aftale seniorvilkår fra 2011 stadig gælder. I den sammenhæng skal også bemærkes, at der i forliget er aftalt yderligere fokus på medarbejdersamtaler for seniorer. Der skal altså være fokus på at skabe gode forhold for seniorerne.

Et andet område, hvor jeg tror, at aftalen får betydning for vores område, er de aftaler der er lavet omkring kompetenceudvikling. Her er der aftalt, at der skal arbejdes med et nyt projekt ”fra ufaglært til faglært”. Et projekt som har kørt tidligere med succes med en del gravere som deltagere.
Det tredje område som jeg vil nævne, er forbedringer af vores aftale om tillidsrepræsentanter (provstitillidsrepræsentanter) Her er det nu fastslået, at tillidsrepræsentanten har ret til at bruge op til 3 uger (111 timer) årligt på varetagelsen af hvervet, samtidigt skal arbejdsgiveren stille lokale til rådighed samt, hvis man ikke allerede har, som en del af ansættelsen, stille it-udstyr til rådighed. Tillidsrepræsentanter der ikke allerede har gennemført TR-uddannelse, får ret til 5 kursusdage. Samtidig opfordrer Kirkeministeriet provstierne til at dække menighedsrådets merudgifter til de lokalt indgåede aftaler. Et lille skridt i retningen af at få ”rimelige arbejdsvilkår” for dem af vores kollegaer der påtager sig opgaven.

Hvad sker der så nu?
I skrivende stund (14. februar) venter vi på at vores forhandlinger med Kirkeministeriet går ind i den afsluttende fase (skal være afsluttet inden d. 15.marts) Som nævnt tidligere, så er der ikke ”penge med” til disse forhandlinger, derfor må vi jo nok indse, at resultaterne ved dette bord bliver mindre gennemgribende. Vi har dog gang i en god snak om ændringer i teksten på vores aftaler således, at vi måske ad den vej kan undgå at der opstår misforståelser.
D. 16. marts er der så indkaldt til Repræsentantskabsmøde i OAO, hvor den endelige aftale skal til godkendelse, sker det vil hele overenskomsten komme ud til ur-afstemning hos alle medlemmer. Men alt dette hører du nærmere om til den tid.

På forbundets Vegne
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren februar 2021

Hvad sker der lige med min løn ???

Her midt i vinterens kulde og COVID-19 nedlukning af Danmark (herunder også delvist kirkerne) så kommer der oveni købet endnu en lidt kedelig nyhed, nemlig at alle offentlig ansatte pr. 1. februar vil opleve det usædvanlige, at vores lønninger bliver reguleret negativt.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev det aftalt, at lønnen i Staten skal stige med 0,68% den 1. februar 2021.Men på grund af en reguleringsordning ender det med, at du og alle andre ansatte i Staten får 0,22% mindre i løn.
At de privatansattes løn nu meget konkret spiller ind på de statsansattes løn, skyldes den såkaldte reguleringsordning. Den gør, at lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked følger udviklingen på det private område nogenlunde.
Reguleringsordningen sikrer, at de privatansatte i gode tider ikke kan stikke helt af lønmæssigt i forhold til de offentligt ansatte. Så den er god, når der er fremgang på det private område, men den gør så også, at vi kommer til at betale, når der er nedgang,
Desværre har Corona gjort sit indtog og dermed været årsag til, at mange i den private sektor ikke har haft den lønudvikling, der blev skønnet ved forligets indgåelse. Ingen kunne jo forudse det økonomiske tilbageslag, som fulgte med COVID-19. Det er første gang i mange år, at reguleringsordningen giver anledning til nedgang i lønnen. Vi har i mange år haft glæde af reguleringsordningen, der har sikret, at vores lønninger fulgte det private områdes stigninger. 
Reguleringsordningens indhug pr. 1. februar 2021 er en del af resultatet fra OK18, og naturligvis står parterne fast på, at en aftale er en aftale. Det betyder, at vi får en lønnedgang pr. 1. februar 2021 på 0,22 %, altså en lidt mindre løn end i januar 2021.(i omegnen af 50-70 kr. pr.md.)
 
Alternativet til lønnedgangen vil være at udsætte den negative lønregulering til et senere tidspunkt. Dermed ville vi skubbe en gæld foran os og bringe en gæld med ind i OK21- perioden. Det er ikke gavnligt for muligheden til et godt OK21-resultat. Vi ser foran os en periode med generel betydelig usikkerhed i samfundsøkonomien, hvilket understreger behovet for at starte OK21-perioden uden gæld.
Så nu er ”tavlen visket ren” og vi ser fremad, både mod en ”normalisering” af hele vort samfund, når Covid-19 forhåbentligt snart slipper sit greb om os, og vi igen kan bevæge os frit rundt. Men også at der snart kommer gang i hele samfundsøkonomien, som jo er grundlaget for at vi også kan have en sund offentlig sektor.
Vi tror på at ”alting snart bliver bedre”. Og vi har forventning om at de igangværende overenskomstforhandlinger kan medvirke til at vi som offentligt ansatte også bliver påskønnet for indsatsen gennem krisen.

Med håbet om at vi alle fortsat kan holde humøret oppe og hjælpe hinanden med at finde de positive ting i dagligdagen, (dem er der trods alt flest af).
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren januar 2021

Godt nyt år

Så ligger der et helt nyt år klar til brug og vi ønsker os alle, at det må blive et godt år, hvor vi forhåbentligt snart kan vende tilbage til ”normale tilstande”, efter et 2020, hvor alt for meget kom til at stå i skyggen af Corona pandemien.

Det er altid spændende, når vi skal begynde på et nyt år, hvad mon året vil bringe? Vores egne planer for året kan jo nærmest kun betragtes som en hensigtserklæring, som bliver udfordret af virkeligheden. Hvem af os ville have troet på forudsigelser ved sidste årsskifte hvis de havde indeholdt en spådom om en verdens omspændende pandemi, som også ville tvinge vores eget lille gode land nærmest i knæ? Og det er måske også meget godt, at vi ikke kender alle de udfordringer, det nye år vil bringe.

Vi hilser altså det nye år velkommen, og glæder os til de udfordringer (gode som mindre gode) der måtte komme. En klog mand har engang sagt at ”den eneste måde man kan være helt sikker på at få bekymringer, er at tage dem på forhånd”. Jeg mener ikke, at det er forkert at være forberedt på, hvad der måske kommer af udfordringer. Men vi skal passe på, at det ikke kommer til at overskygge det, som sker lige her og nu.

Gennem de udfordringer, som det sidste års Corona udbrud har budt på, så er der en ting der er gået igen -nemlig budskabet om, at vi skal passe på hinanden, og derved også os selv. Det er blevet meget tydeligt, at det vi gør selv, kan have stor betydning for andre. Og jeg håber at når vi engang (forhåbentligt snart) er ude på den anden side af ”Coronaens skygge”, at vi så vil tage det med os at passe bedst på os selv, ved at passe på andre.
Vi ser nu som sagt ind i et helt nyt år, som vi ved vil bringe udfordringer med sig. Foråret byder blandt andet på overenskomstforhandlinger, hvor vi som fagforening sætter os sammen med arbejdsgiverne for at forbedre vores indbyrdes aftaler om, hvordan arbejdsvilkårene skal være på arbejdspladserne fremover. I skrivende stund (midt december) er vi i gang med at udveksle krav/ønsker med Kirkeministeriet, og herefter går arbejdet så i gang.  Det er altid spændende (og lidt af en kamp) at få ønskerne fra begge sider til at mødes i en overenskomst, som begge parter kan være tilfredse med. Selvfølgelig kan det være svært at finde frem til en løsning, og vejen derhen kan være fyldt med større eller mindre bump. Men det smukke ved den måde som vi laver aftaler på i Danmark, er at der er tradition for, at det altid ender med en ”overenskomst”, altså en aftale, hvor vi er kommet overens (blevet enige) om spillereglerne for den kommende periode.
 
Jeg vil gerne på forbundets vegne, ønske alle medlemmer og samarbejdspartnere et godt nyt år, og håbe på at vi sammen kan medvirke til, at når vi om et års tid kigger tilbage på 2021 vil kunne sige ”det blev nu et godt år”.
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren december 2020

Formandens Hjørne dec. 2020

”Smilet der blev væk”

Jeg kom til at tænke på det gamle ordsprog om ”næsten alle smil er startet med et andet smil”. Som jo på en fin måde fortæller, at hvis vi møder vores medmennesker med et smil, så er det næsten helt sikkert, at vi også får et igen.
MEN... Smilet forsvandt da vi alle pludselig skulle gemme det væk bag mundbind, for at mindske risikoen for at vi smitter hinanden med Corona. Pludselig går vi alle rundt bag mere eller mindre smarte mundbind, og vi ser ikke længere smilet på læberne. Selvfølgelig er smilet der stadig, om end det ikke altid er lige let at finde noget at smile ad. Jeg skriver ikke dette for at komme med argumenter for eller imod mundbind (det har vi eksperter til at afgøre) men blot for at minde os alle om, at det i denne tid er endnu vigtigere at vi signalerer venlighed og positivitet til hinanden. Smilet bag mundbindet kan sagtens forplante sig til øjnene (hvis ellers brillerne ikke dugger) og nok så vigtigt, så vil vores smil også smitte af i det vi gør og siger.

Ja, der kan sagtens findes ting og udfordringer i denne tid der kan gøre det svært at bevare det gode humør. Men vi må stå sammen og i fællesskab støtte og hjælpe hinanden gennem disse ”lidt bøvlede” tider. Nu kan du jo selvfølgelig sige, at jeg forsøger at lukke øjnene for alle de problemer der bl.a. er skyllet ind over vores dejlige lille land i forbindelse med pandemien, på ingen måde. Jeg forsøger blot på at fastholde mig selv (og gerne også andre) i den tro, at det betyder noget det jeg selv gør, at det betyder noget hvordan jeg møder dagligdagens udfordringer. Jeg vil gerne, om det gennem den måde jeg møder udfordringerne på, kan lykkes med at bevare smilet på mine medmenneskers læber. Og kunne det oveni så en gang imellem lykkes at plante et nyt smil, så vil det være rigtig godt.
Vi går nu ind i julemåneden, og det bliver med garanti også en jul på nogle helt andre præmisser end dem vi er vandt til. Det bliver virkelig en udfordring for os alle, for er der noget vi danskere er opvokset med så er det juletraditioner og skikke som det hidtil har været helt utænkeligt at der kunne ændres ved - ”Rør blot ikke ved min gamle Jul”
 Vi plejer at kunne mødes med familien fra nær og fjern og at kunne holde julefrokoster og sammenkomster med venner, arbejdskollegaer, gå på juleudstillinger og mange andre hyggelige aktiviteter. Disse traditioner bliver vi nødsaget til at revurdere kraftigt til denne jul.
I kirken er der bestemt også en stor udfordring med hvordan alle julens arrangementer kan gennemføres i en form som giver mening og samtidig sikre, at vi ikke udsætter hinanden for smitterisiko. Jeg ved at der tænkes meget kreativt og ”ud af boksen ” for at løse den udfordring. Jeg håber at præster, menighedsråd og medarbejdere i de enkelt sogne i fællesskab kan medvirke til, at finde de bedste løsninger.

Lad os hjælpe hinanden til at ”julesmilet” kan brede sig inde bag mundbindet og brede sig, så vi kan se ”julelysene” i hinandens øjne.

Jeg vil hermed gerne ønske alle medlemmer og alle andre
En rigtig glædelig jul
Pas på jer selv og hinanden

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren november 2020

Kender dine ”nye arbejdsgivere” og dig hinanden?

Rundt om i landet er menighedsrådsvalgene nu ved at være endeligt overstået, og der tegner sig et billede af, hvem der skal stå for arbejdet i de enkelte sogne de næste fire år. Nogle steder er der måske næsten ingen udskiftning sket, men jeg er også bekendt med at der visse steder er sket endog en meget stor udskiftning sted. Det er selvfølgelig altid spændende, at få nye samarbejdspartnere, og det kræver en indsats fra alle sider for at sikre, at samarbejdet får de allerbedste vilkår. Det vil jo altid være ulykkeligt, hvis følelsen af sikkerhed og ro omkring arbejdspladsen bliver afløst af usikkerhed og skepsis. Det skal derfor være min kraftige opfordring til alle om at møde de nye samarbejdspartnere med et åbent sind, uanset om man befinder sig på den ene eller anden side i arbejdstager/arbejdsgiver rollerne.

Ingen ansatte ønsker at modarbejde menighedsrådenes beslutninger, især ikke hvis disse beslutninger er truffet efter en dialog med de berørte parter. På samme måde er der heller ikke menighedsrådsmedlemmer der går til opgaven med det formål at genere medarbejderne. Det kan godt være, at der nu er enkelte af Jer, som læser disse linjer, der tænker at jeg ”da vist er noget blåøjet og godtroende”. Men det er ikke desto mindre min ærlige opfattelse, at alle egentligt vil det allerbedste for arbejdspladsen, men at det rigtig mange gange går helt galt fordi parterne ”glemmer” at se sagerne lidt mere fra begge sider.
Jeg vil gerne opfordre de nye menighedsråd til at bruge lidt/meget tid på at skabe et godt møde med medarbejderne. Lad medarbejderne fortælle om deres dagligdag og hvilke udfordringer og ideer der for dem kunne være medvirkende til at arbejdet i sognet lykkes.
Jeg havde for nogle år siden en kollega, som tidligere havde siddet i menighedsrådet, og som nu var kommet til den erkendelse, at det var to forskellige verdener hun havde besøgt. Hun udtrykte sig på denne måde ”hold da op, hvor har jeg været med til at tage mange beslutninger om medarbejderne, uden at skænke det en tanke, hvordan det ville være at arbejde under de vilkår, som vi var så overbeviste om var gode og fornuftige. Jeg skænkede det ikke en tanke, og det er jeg flov over i dag!!”

Jeg tænker tit på disse udtalelser når jeg hører om arbejdspladser hvor samarbejdet ”knirker”. Det er aldrig (næsten aldrig) ond vilje eller ”jeg alene vide” der udløser gnidningerne, men derimod ofte manglende kendskab, enten til baggrunden for beslutningen eller vilkårene på medarbejdernes faglige viden (og stolthed)
Hvorfor skriver jeg nu dette i vores medlemsblad og ikke direkte til menighedsrådene? Det gør jeg netop af den grund, at jeg er overbevist om, at med en indsats fra netop os - ”medarbejderne med erfaring” og vores faglige stolthed, skal vi være de første til at hjælpe de nye (og dem der har været med tidligere) godt i gang. Lad dem mærke at vi er MEDARBEJDERE og ikke modarbejdere!!  Brug medindflydelsen som vi har gennem medarbejderrepræsentanten i menighedsrådet. Bed om at få et punkt på dagsordenen, hvor medarbejderne får lov, at fortælle om deres arbejde. Ganske vist har vi ikke stemmeret i menighedsrådet, men vi har taleret. BRUG DEN !! så intet menighedsrådsmedlem kan sige ”det vidste vi ikke”, men derimod føler sig bedre rustet til at tage de beslutninger der er nødvendige, og af og til lidt mere upopulære.

Med de bedste ønsker for samarbejdet med vores ”nye arbejdsgivere”
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.



Landsbygraveren oktober 2020

Hvilke kurser skal du på i løbet af den kommende vinter?

Normalt betragtes vinterhalvåret som ”en stille tid” i al fald kan vi vel regne med at ukrudtet holder en lille vinterpause, og det kan være anledningen til at vi bruger tiden til lidt opkvalificering af vores faglige viden. Måske er det nu du skal planlægge et kursusforløb, der kan sikre, at du både ”følger med tiden” og bliver inspireret til nye måder, at løse dagligdagens udfordringer på. Jeg vil gerne opfordre alle til at overveje, hvilke muligheder der kunne være for dig. Er det nu, du skal tage hul på et forløb, der kan dokumentere dine evner som gartner. Er det måske et lederkursus der er mere oplagt? Eller måske noget helt tredje.
Som du sikkert er bekendt med, så kan du og din arbejdsgiver søge om økonomisk støtte til en lang række kurser m.m. gennem den Statslige Kompetencefond. Men er du også klar over, at der nu kan søges hele året, og at midlerne fordeles efter ”først til mølle-princippet”? Du kan finde vejledning og links til ansøgningsskema m.m. på vores hjemmeside www.FAKK.dk  Her kan du også se en lille videoguide om, hvad du skal have styr på inden du/I søger. Har du spørgsmål, er du også altid velkommen til at kontakte næstformand i FAKK John Lykkedal på mail: jl@fakk.dk eller mobil: 24 61 77 18 (træffetid 10 - 12) Så det er altså bare om at komme i gang med at søge.
En klog mand sagde engang: ”den der tror sig selv færdiguddannet, er mere færdig end uddannet”. Og der er nu nok noget om snakken. Alting forandres og mange nye ting dukker op - også i et fag som vores. Mange ville nok for 25-30 år siden have nægtet, at gravere ville få brug for f.eks. EDB-færdigheder, kendskab til brugen regneark og tekstbehandlingsprogrammer osv. osv. I dag er det en selvfølge, at disse færdigheder efterspørges for at kunne bestride jobbet.
Det er måske en helt anden side af uddannelse du har behov for? Hvordan er du rustet til at møde mennesker i sorg og krise? Eller hvordan takler vi den ”vanskelige bruger”?   Hvordan får man det bedste samarbejde mellem de forskellige faggrupper, til at fungere, i samspillet med menighedsrådene?
Ja, der er mange emner at tage fat på, og hvis du ser ned over kursusudbuddene, så er det en overdådig ”buffet” af muligheder. Så skynd dig at tage et valg om ønsker, kontakt din kontaktperson for at lave en ”kursusplan” samt udfylde ansøgningsskemaet og få trykket på knappen ”SEND”.

Har du for resten opdaget, at du har fået en hel ny mulighed for at dygtiggøre dig inden for It, sprog, sociale medier og præsentationsteknik med mere? Det kan du gennem FH- Online kurser, som er et gratis tilbud til dig som medlem af FAKK. Se mere på vores hjemmeside. Eller gå direkte ind på www.fh.onlinekurser.dk - opret dig som bruger og vupti så har du adgang til omkring 30 forskellige kurser.

Held og lykke med din jagt på mere viden.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand. 



Landsbygraveren september 2020

Står der noget om ”Sælger” i din stillingsbeskrivelse??

På vej hjem fra en temadag arrangeret af ”Foreningen for Kirkegårdskultur” bl.a. om erfaringer med det seneste halve års tids udfordringer skabt af Covid-19, sidder jeg og tænker på en udtalelse der kom fra en af temadagens deltagere: ”Det folkekirken/kirkegårdene mangler er en sælger, en der kan hjælpe de pårørende med, at vælge det rette produkt (gravsted/begravelsesform), som passer til deres ønsker og behov, tit er det bedemændene der kommer til at hjælpe, med at finde frem til det ønskede. ”citat slut.
Det får mig til at tænke på, at det er jo netop den opgave, vi som gravere/kirkegårdsledere står med, ikke kun når der er et konkret dødsfald, men også når de besøgende der gæster kirkegårdene, spørger ind til de konkrete muligheder der er for valg af gravsted m.m.
Lige nu er der meget skriveri i pressen og på nettet om en familie, der er blevet præsenteret for en ret stor pris (140.000,- kr.) for fornyelse af et (stort) gravsted. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt på, hvem mon har talt med familien om de muligheder der er, eller har man ”bare” sendt en pris afsted, uden nærmere kommentarer?
Jeg er meget ærgerlig over den megen snak om kroner og ører i forbindelse med begravelser/bisættelser. Det bliver ofte sagt, at det er meget dyrt at få sine kære begravet og efterfølgende passet deres gravsted. Det er en påstand som måske sælger aviser, men ikke helt er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er efter min mening kedeligt når den økonomiske formåen kommer til at indvirke på hvilken begravelsesform og gravstedstype der vælges. I den ideelle verden må det være den enkeltes ønsker der dikterer valget og ikke økonomien.
Her må vi som medarbejdere være behjælpelige med råd og vejledning og forklare brugerne om baggrunden for prissætningen og hvilke ydelser der følger med. Vi skal jo huske på, at vi i sidste ende er afhængige af, at der er en fornuftig indtjening,
Kirkegårdene er for alle og den ”vare” vi tilbyder, skal også gerne passe til brugernes ønsker og økonomi.
Jeg er altså ikke helt enig med ham som kom med udtalelsen, som jeg indledte dette skriv med. Folkekirken har ansat ”sælgere” der dagligt udfører ”salgsarbejde” eller markedsføring, som det vel hedder på nudansk. Det er for mig ingen tvivl om at den danske folkekirke vil stå sig godt ved at acceptere det faktum, at menighedsrådene rundt om i Danmark har tusindvis af medarbejdere der gennem deres arbejde med driften af kirkegårdene, har en ufattelig stor kontaktflade med kirkegårdens brugere.
Vi (både ansatte og menighedsråd) skal turde at sætte ord på at graveren/kirkegårdslederen, eller gravermedhjælperen/gartneriarbejderen, er en del af kirken, og vi skal turde sætte ord på den opgave.
Derfor skal der være en opfordring herfra, til at man sammen får gennemgået ”varekataloget” og ”prislisten”, samt får sat ord på vigtigheden af opgaven med kontakten til kirkegårdens (og kirkens) brugere.
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren august 2020

Er vi på vej mod ”normale tider” ?

 
Hvad er normale tider, kan vi vel med rette spøge os selv, her efter et forår og en forsommer, der i den grad har været præget af at hele vores dejlige land blev ”lukket ned”. Stort set alt blev aflyst eller udsat.
 
Ja, selv begravelser og bisættelser er i nogle tilfælde blevet udsat, selvom det er mit indtryk at de allerfleste som stod med et dødsfald, valgte at gennemføre bisættelsen eller begravelsen med de begrænsninger det nu engang kunne gennemføres under.
Men rigtig mange af de øvrige kirkelige handlinger der var planlagt, er blevet udsat. Konfirmationerne blev udsat og her hen over sommeren, er der så småt kommet gang i afviklingen af disse, dog under meget anderledes vilkår end ellers. Nogle steder har man valgt at flytte den kirkelige handling fra kirken til f.eks. en sportshal el. lign. andre steder har man valgt at dele konfirmanderne op i meget mindre hold, for så at gennemføre konfirmationerne i kirken under de rammer der nu er gældende. Det betyder jo så at der i sagens natur nu skal afholdes en del flere handlinger.
Ligesom der også er rigtig mange nybagte forældre der har valgt at udskyde barnedåben, og unge par der har fået deres bryllup udsat.
 
Alt dette betyder at det sikkert bliver en rigtig travl eftersommer og efterår, vi kommer til at opleve i år.  Og vi har allerede fået nogle henvendelser fra medlemmer der vil høre, hvordan man skal forholde sig til disse arbejdsopgaver (det er selvfølgeligt mest aktuelt for dem med kirketjeneste). Som udgangspunkt har vi ”helt normale tider” hvad angår arbejdsgiverens rettigheder og pligter. Rettigheder: retten til at planlægge arbejdet.
Pligter: pligten til at følge gældende overenskomster og aftaler.
Sagt med andre ord. Vi har krav på at kende vores arbejdstid mindst 1 måned frem i tiden (alt der kan planlægges) samt vores rådighedstid til det som ikke kan planlægges (bisættelser, begravelser m.m.)
Det er vel heller ikke nødvendigt at minde om at fridage, også de ”løse” selvfølgelig også er planlagt med mindst en måneds varsel og ikke kan flyttes, heller ikke ”hvis der kommer noget”!!!
Lad mig også her slå det helt fast, ja, menighedsrådet kan planlægge flere kirkelige handling samme dag, f.eks. dåbsgudstjenester før og efter søndagens højmesse. Det eneste det kræver er at personalet er varslet med mindst 1 måneds frist.
 
Nu kommer vi så til et andet spørgsmål: hvordan med aflønning for disse tjenester?
Først et svar til menighedsrådet (og andre) Nej! graverne og kirkegårdslederne der blev hjemsendt i foråret, ”skylder” ikke arbejdstid for det arbejde de var hjemsendt fra!
Når der nu kommer flere tjenester ind, ja så er det arbejdsgiverens opgave at sikre, at medarbejderne har den nødvendige tid til disse, men også at hvis denne tid går fra andre opgaver f.eks. pasning af kirke og kirkegård, at der så kommer den nødvendige hjælp hertil. Man kan altså ikke forvente at medarbejderne ”bare løber stærkere” bagefter. Det ville i mine øjne svare til at arbejdsgiveren sagde det ligeud: ”du laver for lidt i det daglige”, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet.
 
Udgangspunktet må altid være at den tid der er afsat til vores stillinger, er afmålt efter det faktiske arbejde.
 
Jeg har før på denne plads i bladet, opfordret til at gravere og kirkegårdsledere udviser fleksibilitet i denne tid, men det betyder på ingen måde at vores aftaler og overenskomster skal tilsidesættes.
Der er helt klart både plads til fleksibilitet og samtidigt sikre, at vi også har et godt arbejdsklima ”når alt bliver normalt”
 

Bjarne Rødkjær
Forbundsformand



Landsbygraveren juli 2020

Landsbygraveren og miljøet
Fra ”grim ælling” til ”svane”!

 
Som ansatte på landets kirkegårde kender graverne rundt om i landet selvfølgeligt alt til den megen opmærksomhed, der er omkring miljø og bæredygtighed. Det er en indgroet del af dagligdagen for de fleste af os, at tænke over bæredygtigheden i de ting vi foretager os, den måde vi vedligeholder kirkegårdens arealer på, håndtering af affald samt anvendelse af miljøskånsomme arbejdsmetoder. En stor del af kirkerne har også tilsluttet sig ”Grøn kirke” projektet og rigtig mange af de øvrige arbejder efter ”Grøn kirke” retningslinjerne.
Det er derfor også naturligt, at vi som gravernes fagforening viser ansvarsbevidsthed med hensyn til vores miljø. Det blad du sidder med i hånden, kan nu bryste sig af at være ”Svanemærket”. Det kendte symbol er et nordisk miljømærke for produkter der ikke er fødevarer. Svanemærket sætter grænser for udledning af giftige stoffer og for indholdet af uønskede stoffer i produktet. Svanemærket viser at produktionen af Landsbygraveren hos PE/Offset A/S i Varde er godkendt, efter en undersøgelse der indbefatter miljøpåvirkninger fra råvare til affald.
 
Ellers er sommervarmen og sommerfreden så småt ved at sænke sig over ”fagforeningsland”. Vi arbejder målrettet i FAKK på at kunne afholde vores Delegeretmøde den 21. september, efter at vi jo desværre blev nødsaget til at flytte det fra den oprindelig fastsatte dato i juni. Nu håber og tror vi på at forholdene i ”Corona Danmark” kan blive sådan, at vi kan gennemføre mødet i september.
 
På mødet skal der bl.a. tages stilling til hovedbestyrelsens forslag til tilrettede vedtægter, dette forslag kommer som en konsekvens af Forbundets optagelse i Serviceforbundet. Der er ikke lagt op til væsentlige ændringer i vedtægterne, der er dog behov for ”konsekvensrettelser” således at vores vedtægter afspejler virkeligheden.
 
Derudover er der selvfølgelig fremlæggelse af regnskaber, valg af formand, næstformand og kasserer. Samt efterfølgende konstituering af Hovedbestyrelsen med diverse udvalg.

Jeg vil ønske alle bladets læsere en god sommer.
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand

 


Landsbygraveren juni 2020
?

Bliver alting snart ”Som før”?

 
Efter et meget anderledes forår, hvor store dele af vores samfund har været ”lukket ned”, hører jeg ofte spørgsmålet: Hvornår bliver alting som før?
Og jeg skal ikke gøre mig til spåmand eller ekspert i fremtidsanalyser, men jeg er næsten helt overbevist om, at alting ikke bliver som før. Og på en måde er det måske også godt nok.  Jeg har været med i en del forskellige arbejdsgrupper omkring udarbejdelse af vejledninger og andre tiltag, både i forbindelse med, at vi alle blev sendt hjem, dernæst under ”nedlukningen” og for nu at arbejde med den kontrollerede genåbning. Det har været meget tankevækkende, - den store frygt vi alle havde omkring opstarten og om hvorvidt hele vores sundhedsvæsen ville blive overbelastet. Og for vores område var der jo også en stor bekymring om hvorvidt, det danske begravelsesvæsen ville kunne følge med.
Derfor er det også meget overraskende og særdeles tankevækkende, at nok oplevede vi en del dødsfald pga. Coronaen, men samtidig var der et stort fald i influenza relaterede dødsfald. Det var faktisk sådan, at de statistiktal vi fik, f.eks. fra krematorierne kunne berette om en meget stille periode, ja nærmest et fald i dødsfald i forhold til ”et normalt år”.
Den erfaring, tror jeg vi som samfund må drage ved lære af. Måske skal vi til at omgås hinanden med lidt mere omtanke. Den store bevågenhed på f.eks. håndhygiejne, afstand til andre, hoste og nyse i ærmerne osv., bør vi tage med i vores ”nye dagligdag”. Egentlig er det vel bare sund fornuft, at man/vi passer på os selv og dermed også hinanden.
Et af de steder jeg personligt har følt et stort afsavn i ”Corona tiden” har været det, at kunne give mine nærmeste et ordentligt kram, det virker altså underligt at hilse på forældre, børn og børnebørn uden den fysiske kontakt. Men samtidig må jeg også sige, at jeg ikke kommer til at savne, den efterhånden meget udbredte tendens til at uddele krammere ”i øst og vest” Det har i forvejen været grænseoverskridende for en besindig vendelbo, pludselig at skulle være på knus/krammer med folk som jeg kun har mødt en enkelt gang før. Til gengæld håber jeg virkelig, at det gode gamle håndtryk igen bliver almindelig og anerkendt hilseform.
Derfor tror jeg ikke at vi får de ”gamle tider” tilbage. Men jeg håber, at vi tager vores erfaringer med og skaber en ny omgangsform, hvor vi kan bevare de nære forhold med gensidig accept, og at vi kan lære at omgås hinanden kærligt og respektfuldt. Vi må ikke isolere os fra fællesskabet, det vil være ulykkeligt.
Og som vores statsminister har sagt flere gange: ”Danskerne skal stå sammen, ved at holde afstand
Vi må lære at udvise sammenhold, nærhed og fællesskab også uden at det nødvendigvis behøver at betyde fysisk nærhed. Vi må øve os i samværet med en ny bevidsthed om den gensidige afhængighed vi som mennesker og samfund er forbundet af.
Vi går nu ind i sommeren og jeg vil håbe for os alle, at vi får en dejlig (sikkert anderledes) sommer og ferietid.

God sommer
Bjarne Rødkjær
Forbundsformand.




Landsbygraveren maj 2020

”Vi skal vise at vi står sammen, ved at holde afstand!”

 
Ja, den sætning har vi godt nok hørt mange gange og man kunne ikke lade være med at smile lidt af paradokset i udtalelsen, for hvordan skal vi kunne stå sammen, hvis det skal gøres på afstand?
 
Jeg syntes at hele forløbet den seneste tid, siden den aften da vores statsminister tonede frem på skærmen og populært sagt ”lukkede hele Danmark ned”, viser at danskerne rent faktisk godt kan finde ud af, at stå sammen også i en så svær situation. Vi har i kirken og på kirkegårdene oplevet en tid, som vi sikkert aldrig kommer til at opleve igen. Aflysning af alle gudstjenester og møder, ”nødvendige kirkelige handlinger” gennemført med et meget begrænset antal deltagere. Udfordringerne med at kunne hjælpe pårørende til at få taget en smuk og værdig afsked med deres kære. At få forårsarbejdet udført under meget specielle vilkår osv.
 
Alle disse ting har krævet, at der på alle måder har været behov for at ”nytænke” for at finde holdbare løsninger. Jeg er stolt over at erfare at gravere, medhjælpere og kirkegårdsledere over hele landet, har mødt denne nye udfordring med stor forståelse for sagens alvor. Selvfølgelig blev vi i FAKK også overrumplet af sagens omfang og mange af jer havde brug for, at få vores bud på løsninger. Det var selvsagt en meget stor opgave, som kun kunne løses fordi alle parter (også på den folkekirkelige arbejdsplads) var i stand til at se bort fra (fag)politiske meninger og holdninger og i stedet fokusere på at finde løsninger. Jeg vil gerne i den sammenhæng takke for et fantastisk samarbejde på kryds og tværs i folkekirkens ”maskinrum”. Det har været meget positivt, at vi har kunnet samles om fælles vejledninger og også finde de informationskanaler der hurtigt og effektivt fik myndighedernes råd og vejledninger spredt ud til ”brugerniveau”.
 
Som statsministeren også bedyrede på det første pressemøde ”Vi kommer til at begå fejl, for vi har aldrig prøvet dette før”. Vi kan sikkert i mange tider gøre os kloge på, hvad der ville have været klogest at gøre og kommer også til at erkende, at vi som fagforening kunne have gjort noget mere og informeret på en bedre måde. Men som det også er blevet sagt nogle gange: ”Det her er nyt, vi bygger flyet samtidig med at vi flyver afsted i det”
 
Her hvor disse linjer skrives (midt i april) er der så småt begyndt at være tegn på, at alle de tiltag der er blevet gjort for at begrænse sygdommens hurtige udbredelse, har båret frugt, så vi forhåbentligt snart kan

Til top