Tarm Kirke vinder prisen og anerkendes for at fremstå som en samlet enhed med præster, menighedsråd og kirkefunktionærer, der over en periode fra 2016 til 2024 har arbejdet fokuseret med at fastholde og optimere det gode arbejdsmiljø.
Det målrettede arbejde for at være en god arbejdsplads kan ses i den høje trivsel. Derudover er der udarbejdet en personalehåndbog, og menighedsrådet har arbejdet med åbenhed, inddragelse og nærvær, ligesom der også er vedtaget forskellige politikker.
Jerne Kirke i Esbjerg og Hørsholm Kirkegård var også nomineret til prisen, men det bliver altså Tarm Kirke, der kan pynte kirkehusets vægge med diplomet som vinder af Folkekirkens Arbejdsmiljøpris 2024.
Formanden i Folkekirkens Arbejdsmiljøråd Bjørn Arberg udtaler:
”Alle tre nominerede har vist vigtigheden af et kontinuerligt og fælles fokus på arbejdsmiljøet i opgaven med at drive kirke. Tarm Kirke har ved en stabil og indsigtsfuld indsats opnået et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere og brugere af kirkerne oplever kvalitet og god trivsel i det daglige.”
Næstformand i Folkekirkens Arbejdsmiljøråd Inge Kjær Andersen supplerer:
”Prisen skal inspirere til et godt arbejdsmiljø andre steder og sætte fokus på de gode arbejdspladser, der findes i folkekirken. Nøgleordene for det gode folkekirkelige arbejdsmiljø er systematik, tillid og åbenhed. Det er helt afgørende, når mange faggrupper og et menighedsråd skal sætte retning for det kirkelige arbejde.”
Politikker, introforløb og aktiviteter
Folkekirkens Arbejdsmiljøråd består af repræsentanter fra 13 folkekirkelige arbejdsgiver- og arbejdstager organisationer. Arbejdsmiljørådet har udvalgt vinderen på baggrund af indsendte indstillinger.
Der er i udvælgelsen af Tarm Kirke blandt andet lagt vægt på, at:
- arbejdspladsen har udarbejdet relevante og handlingsorienterede politikker, der fx adresserer negativ adfærd og arbejdet med de frivillige.
- der gennemføres et kvalificeret introforløb til nye medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer med udgangspunkt i konkrete redskaber, rammer og politikker.
- uformelle og sociale aktiviteter som fx temadage og studieture ses som naturligt bidrag til samhørigheden på arbejdspladsen.