24. jun. 2024

Deadline nærmer sig – søg om mere i løn nu

Sommeren er over os, og deadline for at søge om lønforhøjelse nærmer sig. Men du kan stadig nå at søge. Deadline er 1. august.

Billede til nyheden Deadline nærmer sig – søg om mere i løn nu
Er det ved at være tid til mere i lønningsposen? Det er nu, du kan søge. Foto: Shutterstock

Er det længe siden, du har søgt om mere i løn? Så bør du overveje, om det ikke er på tide.

”Vi anbefaler, at du søger hvert andet eller tredje år. Lad være med at vente 15 år med at søge om lønforhøjelse, for så går du glip af det, du kunne have opnået tidligere,” siger faglig sagsbehandler Benny Rosenqvist, som tager sig af ansøgningerne både for Danmarks Kirketjenerforening og for FAKK.

Du kan også vælge at søge hvert år, men så skal du naturligvis være forberedt på, at du kan få afslag, fordi menighedsrådet ikke lige havde en lønstigning med i budgettet for det år.

Derfor skal du søge mere i løn
Der kan være flere grunde til en lønforhandling. Hvis du er ansat inden for de seneste 3-4 år, kan du have opnået en større viden og erfaring i dit arbejde, der berettiger til en højere løn end din startløn.

Det kan også være, at du har taget forskellige uddannelser og kurser, som du kan bruge i dit job. Og der kan være strukturelle og arbejdsmæssige ændringer, som berettiger til en lønforhandling.

Du kan også supplere med et engagement ud over det forventelige. Måske holder du møder, der ikke tæller med i arbejdstimerne, tager ekstraordinære initiativer eller bruger noget af din fritid til et bestemt projekt. Det kan også bruges som argument for en lønstigning.

Sådan søger du
For at søge om mere i løn skal du bruge det skema, som ligger her på FAKK’s hjemmeside.

Du er meget velkommen til at ringe til fagforeningen og tale om niveau og typen af lønforhøjelsen ud for vores erfaringer fra andre sager. Og hvis du har brug for hjælp til selve ansøgningen, får du naturligvis også det.

Du kan søge én gang om året, og du skal søge inden 1. august. Hvis du får bevilget lønforhøjelse, vil den træde i kraft fra 1. januar 2025.

Er du tjenestemandsansat, har du mulighed for at søge om lønforhøjelse hele året rundt. Du skal bruge et særligt skema, som du også finder på vores hjemmeside.

Find vejledning og skemaer her

Der er forskellige muligheder
Grundlæggende kan du enten søge om at få mere i løn, et tillæg eller et vederlag.

Du kan søge

  • et permanent løft af din intervalløn. Det vil typisk være, hvis du har dygtiggjort dig ved uddannelser og kurser, fået flere eller anderledes permanente opgaver.
  • et midlertidigt tillæg. Det kan for eksempel være en anderledes opgave i en begrænset periode. Det kunne være administrativt eller ændringer af kirkegården. 
  • et engangsvederlag. Det kan for eksempel være, at du har påtaget dig en ekstra stor opgave det sidste stykke tid. Måske din kollega har været langtidssygemeldt, og du har gjort en ekstra indsats i hverdagen.

Sådan er proceduren, når du søger

  • Du udfylder skemaet og sender det ind til FAKK senest 1. august.
  • FAKK gennemgår løbende ansøgningerne frem til 15. september. 
  • FAKK sender ansøgningerne til menighedsrådene senest 15. september. 
  • Menighedsrådene har frem til 15. november til at behandle ansøgningerne og svare FAKK, om ansøgningen godkendes, afvises eller foreslås ændret.

”Undervejs er vi i kontakt med dig, medmindre det hele er lige ud af landevejen for FAKK og menighedsrådet. Så afsluttes sagen med, at vi ringer eller skriver til dig, at ansøgningen er accepteret af menighedsrådet,” siger Benny Rosenqvist.

Her er 5 gode råd til din lønforhandling

  • Søg cirka hvert andet til tredje år, hvis det giver mening.
  • Vær realistisk, men ikke for beskeden.
  • Find ud af, hvilken type lønforhøjelse du vil søge.
  • Giv saglige, faglige og konkrete begrundelser.
  • Kontakt din fagforening, hvis du har brug for hjælp til ansøgningen.

Relaterede nyheder